Muslimer gennemfører rasende protestdemonstration for at få fjernet et forbud mod burka og mod islamiske tørklæder hos myndighedspersoner


Lørdag drog muslimer gennem Wiens gader for at protestere mod den østrigske regerings planer om et forbud mod burka og niqab. Det foregik med råb, knyttede næver og den strakte pegefinger, som er et yndet symbol blandt islamister.

 

Ifølge arrangørerne var der 3.500 deltager, ifølge politiet var det snarere 2.500. Demonstrationen blev ledsaget af en koncert af tudende bilhorn.

 

Demonstrationen var kønsopdelt. Ved denne specielle lejlighed gik kvinderne forrest, og så dannede mænd deres egen blok bagved. Men der var ingen samkvem mellem mænd og kvinder.

 

Regeringens forslag

Baggrunden for demonstrationen var en aftale, der netop er indgået mellem de to regeringspartier SPÖ (socialdemokrater) og ÖVP (konservative).

 

Ifølge aftalen skal der gennemføres et forbud mod, at kvinder bærer burka og niqab (hvor man lige kan se øjnene) i offentligheden. Det sker med den begrundelse, at det er en helt fundamental forudsætning for socialt samvær i et åbent samfund, at man kan se hinandens ansigter.

 

Regeringsaftalen rummer også et forbud mod at bære islamisk tørklæde for visse grupper af offentligt ansatte. Det gælder således embedsmænd i administrationen, dommere og statsadvokater.

 

Man ønsker ikke, at de offentlige myndigheder skal møde borgerne med særlige muslimske symboler.

 

Når muslimer får mere magt …

Den drivende kraft bag aftalen er Østrigs udenrigs- og integrationsminister Sebastian Kurz. Derfor var det også primært ham, de muslimske demonstranter rettede deres ”rasende protest” imod.

 

De demonstrerende krævede kvindernes frihed til at dække sig til. Fra talerstolen lød det blandt andet: ”Hvem bekymrer sig om, at det (demokratiet) ligger blottet i snavset, de hvide mænd ser bare væk.”

 

En kvindelig taler, der var indhyllet fra top til tå, lod forstå, at Sebastian Kurz bør frygte fremtiden: ”Lad os se, hvem der ler sidst, Herr Kurz!” Det må vel ses som et varsel om, hvad der sker, når muslimer får mere magt.

 

Ytringsfrihed

Kronen Zeitungs TV-station interviewede en kvindelig demonstrant, men fik bagefter at vide, at de kun måtte tale med arrangørerne af demonstrationen.

 

Senere talte TV-holdet med en østrigsk mand, der støttede burkaforbuddet og kritiserede demonstranterne. Men både manden og journalisten og kameramanden blev gennet væk fra demonstrationen af arrangørerne.

 

Der var således ikke megen plads til ytringsfrihed.

 

Kvinden tilhører sin mand

Demonstrationen sendte ikke bare sine budskaber gennem taler og paroler. Budskaberne kom også ud på anden vis:

 

De deltagende kvinder var stort set alle iført islamisk tørklæde.

 

Samtidig lå der også et budskab i demonstrationstogets kønsadskillelse. Pointen i denne adskillelse er, at kvinder ikke må komme i kontakt med fremmede mænd. De tilhører helt og holdent deres egen mand og øvrige mandlige familie.

 

Tilsløringen af muslimske kvinder tjener det samme formål: Kvinderne må ikke fremvise sig for fremmede mænd. Mændene må derimod fremvise sig for fremmede kvinder, herunder vantro kvinder, alt det, de vil.

 

De politisk korrekte jubler

Samme princip gælder på andre områder. Formålet med kønsopdelt svømning er således helt tilsvarende: Muslimske kvinder tilhører deres mand og må ikke komme i kontakt med andre mænd. Muslimske mænd må derimod svømme rundt mellem vantro kvinder lige så meget, de har lyst til.

 

Kønsdiskrimineringen er helt ekstrem – og den foregår under tiljubling fra de politisk korrekte.

 

Ifølge demonstrationens deltagere i Wien drejede den sig om at kæmpe for kvinders frihed. Men det ville nok være mere præcist at sige, at den drejede sig om kvinders frihed til at acceptere mandens fulde kontrol med deres liv.

 

 

 

http://www.krone.at/oesterreich/muslime-sehen-wir-wer-zuletzt-lacht-herr-kurz-offener-angriff-story-552383

 

http://www.krone.at/videos/muslime-auf-der-strasse-wir-wollen-respekt-streit-mit-passanten-video-552430

 

https://denkorteavis.dk/2017/ny-ostrig-skruer-bissen-pa-over-for-muslimsk-tildaekning-af-kvinder/

 

Del på Facebook