Det har vakt voldsom kritik, at den amerikanske præsident Trump har indført et midlertidigt rejseforbud for rejsende fra syv muslimske lande. Også herhjemme har forargelsen været voldsom.
Jeg synes, at kritikken af Donald Trump er ganske unuanceret og hysterisk. Det er som udgangspunkt en helt rimelig og fornuftig ambition, at man gerne vil beskytte sit land.
Og i en dansk kontekst kan det være vanskeligt at tage mange af kritikerne seriøst. Det er som om, at mange slet ikke er klar over, at Danmark allerede i dag deler lande op i forskellige grupper, så det eksempelvis er vanskeligt at få visum til Danmark fra bl.a. en række muslimske lande.
Det er vanskeligere at få visum i Danmark, hvis man kommer fra et land, der producerer mange asylansøgere, og hvorfra vi erfaringsmæssigt ved, at det er vanskeligt at integrere folk. I øvrigt, så har Danmark for nuværende to lande i det, vi kalder for gruppe fem, nemlig Syrien og Somalia, og det er ekstremt vanskeligt at få et dansk visum fra et af disse lande. Det er lidt nemmere, men stadig vanskeligt, hvis man søger fra eksempelvis Afghanistan, Irak, Pakistan, Nigeria osv. Og det er såre fornuftigt. Her kan Danmark i øvrigt sagtens stramme op.
Jeg er helt med på, at Trump også har fået sagt nogle ting, der måske ikke er for heldige. Og man kan ikke bare sammenligne USA og Danmark ”en til en” og overføre politik fra det ene land til det andet. Men jeg synes, det er positivt, når vigtige ledere på verdensscenen tager skridt for at begrænse den ikke-vestlige indvandring og beskytte deres land og borgere fra de kun alt for velkendte, negative konsekvenser forbundet hermed. Her skal vi ikke kritisere USA, men i stedet udvise forståelse.
Derfor synes jeg også det er helt relevant at få en nærmere vurdering af den nye amerikanske lovgivning for at se, om det er noget, der umiddelbart kan gennemføres i Danmark. Det arbejde har DF allerede bedt regeringen igangsætte.
Det er velkendt, at DF har et ønske om at minimere den ikke-vestlige indvandring, herunder ikke mindst indvandring fra muslimske lande. Den skal være så tæt på nul som overhovedet muligt. Og indretningen af dansk lovgivning for så vidt angår visum, opholdstilladelse, familiesammenføring etc. er naturligvis centrale redskaber for at opnå dette mål. Og der skal vi altid være åbne for at lade os inspirere af fornuftige lovgivningsmæssige tiltag fra andre lande, som kæmper med samme udfordringer som os.
Det er i øvrigt også bizart, at så mange vælter ud med kritik af USA, når flere muslimske lande i årevis har udelukket israelske statsborgere. Hvorfor er ingen forarget over det? Det kan altså godt være vanskeligt at forstå.
Martin Henriksen, MF og udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti