Stærk ny dansk film: “Darling” – Når verden bryder sammen

***** 5 stjerner ud af 6

 

DARLING er et kammerspil mellem fire personer – og et drama, som virkeligt hæver niveauet for dansk film. Instruktøren hedder Birgitte Stærmose (født 1963), hun er uddannet i USA og har bl.a. instrueret ”Værelse 304” (2011).

 

Handling

Darling (Danica Curcic) er kælenavnet på hovedpersonen: Den verdensberømte, beundrede og feterede danske balletstjerne. Med sin koreografmand Frans (Gustav Skarsgård) er hun efter mange års karriere i udlandet vendt tilbage til København og Det Kongelige Teater, hvor hun har trådt sine barnesko på balletskolen.

 

Power-parret skal sammen opføre den klassiske ballet ”Giselle” – med Frans som iscenesætter og Darling i hovedpartiet. Balletmesteren Kristian (Ulrich Thomsen), en gammel bekendt af Darling, er den, der har trukket i trådene for at få forestillingen på benene.   

 

Alt tegner lyst og lovende, men en af de første prøvedage falder Darling om forpint af smerter. De piller og smertestillende sprøjter, hun længe har fyldt sig med, slår ikke mere til. Hoften er ødelagt, og balletkarrieren slut. Darling går i sort.

 

Men balletten er programlagt, og Frans må i gang med at finde en ny Giselle. Valget falder på Polly (Astrid Grarup Elbo). For Darling er det ubærligt at være blevet sat helt ud af spillet, og for dog at holde en kontakt til både sin kunst og mand, tilbyder hun Frans at træne Polly. Det forslag, der i udgangspunktet forekommer oplagt – ældre balletstjerne deler ud af talent og erfaringer til sin unge afløser – er imidlertid ikke det mest heldige for den unge debutant.   

  

For er det i det hele taget muligt for Darling at holde sammen på sig selv, efter hun har ramt muren? Og acceptere at en anden skal danse det parti, der er skabt netop til Darlings sublime talent?

 

Hvordan reagerer et menneske på en katastrofe?

Fortællerammen er ballet, men ikke-balletelskere kan fint se med, fordi hovedtemaet er den almengyldige problemstilling: Hvordan reagerer et menneske på en katastrofe, på at tæppet bliver revet brutalt væk under én? Hvilke strategier bliver taget i brug, når man stirrer lige ned i afgrunden med en overrevet livsnerve?  

 

Men filmen handler om mere end knuste drømme og identitetstab: Kærlighed, begær, ambition, jalousi, magtudøvelse, skrøbelighed, udnyttelse, generationsskifte og ondskab.  

 

Læs også
NY FILM: Kemikaliefabrik truer landmand – så går en opofrende advokat i aktion

Der bliver spillet stærkt og bevægende af de fire hovedskuespillere, og dialogen sidder med én undtagelse i skabet. Også kameraarbejdet er en fornøjelse, fordi så stor en del af, hvad der foregår i personerne, formidles visuelt-ordløst – ofte i nærbilleder, så tilskueren får lov til at trænge helt ind under huden, ikke mindst på Darling.

 

En slutning der skurrer

”Darling” er en absolut seværdig film bortset fra slutningen, der skurrer. Hvor ærgerligt, at instruktøren (eller ER det monstro manus-forfatteren?) denne ene gang forlader den ellers så virkelighedsnære, usentimentale og dermed overbevisende portrættering til fordel for et glansbillede.

     

  • Medvirkende: Danica Curcic, Gustaf Skarsgård, Ulrich Thomsen, Astrid Grarup Elbo m.fl.  
  • Instruktør: Birgitte Stærmose
  • Manus: Kim Fupz Aakeson
  • Premieredato: Torsdag d. 19. oktober

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…