Onsdag bevægede Tyrkiets præsident Erdogan sig ud i endnu mere ekstreme angreb på Europa. Han truede med vold i gaderne, hvis de europæiske lande ikke ændrer kurs og kommer Tyrkiet i møde.
Til en forsamling af journalister i Ankara sagde han henvendt til europæerne:
”Hvis I fortsætter med at opføre jer sådan, vil ingen europæer eller vesterlænding fra i morgen kunne sætte sin fod sikkert og roligt på nogen gade noget sted.”
Erdogan uddybede ikke, hvad han mente med denne bombastiske erklæring. Men den rummer en umiskendelig trussel om voldelige opgør i de europæiske samfund.
Vi andre kan så gætte på, om han forestiller sig, at tyrkiske indvandrere i Europa skal gøre alvor af denne trussel.
Det er fuldstændig uhørt, at vores NATO-partner Tyrkiet på den måde antyder, at man kunne finde på at udløse borgerkrigsagtige tilstande i europæiske lande.
”Hellig krig i Europa”
I sidste uge sendte Tyrkiets udenrigsminister Cavusoglu en lignende dramatisk advarsel ud via en tyrkisk avis: ”Snart vil hellige krige begynde i Europa.” (Hürriyet)
Her taler en ekstremt aggressiv islamisme. Indtil videre er det formentlig bare ord. Men det er voldsomt grænseoverskridende bare at begynde at bruge den slags ord som en trussel.
Glem alt om Tyrkiet i EU
Der er dog kommet én virkelig god ting ud af Erdogans skingre udfald mod Europa.
Manfred Weber, formand for den konservative gruppe i Europa-Parlamentet, formulerer det sådan her:
”Vi må endegyldigt stå fast på, at Tyrkiet aldrig vil få et regulært medlemskab af EU. Vi må væk fra denne forløjede debat.”
Så sandt, som det er sagt.
Erdogans aggressive islamisme understreger, at det er fuldkommen hen i vejret at se Tyrkiet som et kommende medlem af EU.
I stedet må man koncentrere sig om at forhindre, at Erdogan får sendt konflikterne helt ud af kontrol.