Natten til lørdag blev der angiveligt indgået en aftale om våbenhvile i den københavnske bandekrig. Det sker kort tid efter, at tre personer er blevet dræbt i konflikten.
Siden 12. juni har der været 42 skudepisoder i bandekrigen.
Aftalen skal være forhandlet af såkaldte fædregrupper, der hver for sig har tilknytning til de bander, som især bekriger hinanden:
Det drejer sig om Loyal To Familia (LTF) fra Indre Nørrebro og den bande, der før hed Brothas, fra Mjølnerparken på Ydre Nørrebro.
En af disse fædre fortæller til Ekstra Bladet, at en aftale faldt på plads natten til lørdag. Den går ud på, at man i første omgang holder en våbenhvile i en måned.
Efter TV2’s oplysninger er aftalen kommet i stand efter et møde i en moské.
Københavns Politi har ingen kommentarer til oplysningerne om en såkaldt våbenhvile. Tilsyneladende har politiet ikke været involveret i forhandlingerne.
Muslimsk parallelsamfund
På nuværende tidspunkt er det naturligvis alt for tidligt at vurdere, om ’våbenhvilen’ vil holde.
Hvis skyderierne stopper indtil videre, vil det naturligvis i sig selv være en lettelse for de plagede beboere.
Men måden, som denne aftale er blevet til på, er stærkt foruroligende for det danske samfund.
Aftalen er på ingen måde udtryk for, at banderne respekterer danske myndigheder og retter sig efter dem. Tværtimod synes denne aftale at sætte de danske myndigheder helt ud af spillet.
Aftalen – så langt den nu måtte række – er skabt af de muslimske parallelsamfund.
Disse samfund er patriarkalske – det er familiefaderen, der bestemmer. Og de er islamiske – aftalen er indgået mellem muslimer, og den er indgået i en moské.
Opsplitning af Danmark
De danske myndigheder står tilsyneladende afmægtige på sidelinjen. Banderne har nægtet at bøje sig for dem, men har bare skudt videre i gaderne.
Måske går denne aftale om en våbenhvile hurtigt i opløsning igen.
Måske viser den sig at holde, i hvert fald i en måned.
Hvis det sidste bliver tilfældet, er der hermed taget et nyt skridt mod en opsplitning af Danmark:
Muslimer danner deres eget parallelsamfund med deres egne regler og deres eget islamiske fundament. Her sættes danske myndigheder ud af kraft.