Lars Hedegaard ligger ikke på den lade side, men markerer sin 75 års fødselsdag med udsendelsen af en velkomponeret og velskrevet bog, der hedder Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031. Hedegaard er historiker, og historikere beskæftiger sig jo med fortiden, ikke med fremtiden. Hvordan skal det da forstås, at han har skrevet en bog om Danmarks historie i en periode, der endnu ikke er indtruffet?
Der er tale om en såkaldt dystopi – dvs. en advarsel om, hvordan fremtiden kan gå hen at blive, hvis kursen ikke lægges om med hensyn til vores naive syn på islam og den dertil hørende eftergivenhed på en lang række områder, hvor vi opfylder muslimers krav om dette og hint. Eller hvor vi ud fra en falsk skyldfølelse lader os udnytte af frygt for at krænke muslimers følelser. Eksemplerne er mangfoldige og velkendte for denne avis´ læsere.
Jeg skal ikke genfortælle bogens indhold, men i stedet opfordre til at læse denne stramt skrevne beretning om, hvordan et flertal af eftergivende politikere, godt hjulpet af villige hjælpere i medierne, kultureliten og erhvervslivet, omdanner et engang frit, tolerant og velstående land til et mere og mere ufrit og forhutlet område, der i stigende grad bliver underlagt islams krav om, hvad der er rent og urent, hvad der er pligt, og hvad der er forbudt ifølge de langskæggede repræsentanter for islam.
Danmark går dog ikke helt under i den beskrevne periode. Værst står det til i hovedstadsområdet, hvor islam, den politiske korrekthed og de tilpasningsvillige politiske partier står stærkest. I Jylland er der langt større opsætsighed og vilje til at modstå landets ødelæggelse, og her organiseres også den væbnede modstand mod islams ekspansion. I modsætning til George Orwells mareridtsbog 1984, der udkom i 1948, som beskriver et totalitært og gennemkontrolleret samfund og som ender dystert, ender Fragmenter håbefuldt. Orwell var i øvrigt inspireret af en russisk forfatter, Jevgenij Zamjatin, der i 1920 og under indtryk af bolsjevikkernes ”opbygning af socialismen” beskrev en stat, hvor indbyggerne bor i gennemsigtige boliger, og hvis liv inklusive de allermest intime sider er kontrolleret af en magt, der hedder Velgøreren.
Fragmenter er ikke en skønlitterær roman. Ikke desto mindre har Weekendavisen bragt en anmeldelse af bogen, hvis fremtidsscenarie bliver kaldt absurd og fjollet. Anmelderen sammenligner fuldkommen urimeligt Fragmenter med den franske skønlitterære forfatter Michel Houellebecqs Underkastelse og kalder Lars´ bog ”en litterær fiasko”. Men Lars Hedegaard er altså historiker og skriver ikke skønlitteratur. Man vil derfor lede forgæves efter saftige sexscener som hos Houellebecq. Som det fremgår af bogens forord, er der tale om en fiktiv historisk rekonstruktion af en periode i Danmarks nyeste historie (som endnu ikke er indtruffet). Den er derfor skrevet på den måde, som en historiker skriver.
Det fremtidsscenarie, Fragmenter skildrer, er allerede i dag i varierende grad dansk og vesteuropæisk virkelighed: Store vesteuropæiske byområder, hvor sharia praktiseres. Terror og attentater på kristne og islamkritikere foregår i en stadig strøm. Danske og europæiske domstole anklager og straffer europæere for ”racisme” og ”islamofobi”. EU’s Høje Repræsentant for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik agiterer for, at islam er – dvs. bør være – en del af europæisk kultur. Universitetseliten fortæller, at islam slet ikke er det, der står i islams helligskrifter. Medierne med Politiken i spidsen har alt for længe undveget en virkelighedstro beskrivelse af forholdene. Folkekirken er i en sørgelig forfatning med bisper og præster, der gør skrabud for imamerne.
Bogens forfatter er i årevis blevet skammet ud af de anstændige og korrekt tænkende i landet. De vil sikkert ikke lade sig overbevise af Fragmenters skrækscenarie, men snakke videre på cafeerne og håne dem, der råber vagt i gevær. Men nu er de blevet advaret. Og en dag vil de blive indhentet af virkeligheden.
