Gerald Ford var amerikansk præsident 1974-76. Han var egentlig valgt som vicepræsident, men da Richard Nixon måtte gå af, overtog Ford præsidentposten.
Om Ford blev det sagt, at han ikke kunne finde ud af at spille fodbold og tygge tyggegummi samtidig. Det var en hentydning til, at tingene hurtigt blev for komplicerede for ham.
Karakteristikken var ret unfair. Den kom især fra demokratiske journalister, der gerne ville gøre en republikansk præsident til grin.
Nu oplever vi en situation, hvor man fristes til at bruge vittigheden om fodbold og tyggegummi den modsatte vej. Nemlig som en karakteristik af den måde, venstreorienterede danske journalister dækker den islamiske terror på.
Disse journalister taler om terroren, som om de ikke kan finde ud af at spille fodbold og tygge tyggegummi samtidig.
Homoseksuel?
Da den islamiske terrorist Omar Mateen slog til i Orlando, var der blandt danske journalister en modvilje mod at slå fast, at der efter alt at dømme var tale om islamisk terror. Man prøvede at kalde det en ”hadforbrydelse”, et ”masseskyderi” og alt mulig andet.
Så pludselig fik disse journalister en foræring, som de kastede sig begærligt over: Der kom historier om, at Omar Mateen var kommet som gæst på den natklub, som han angreb. Det kunne være udtryk for, at han selv var homoseksuel.
Nogle journalister begyndte at udlægge det sådan, at han slet ikke slog de homoseksuelle gæster på natklubben ihjel, fordi han var radikal islamist. Nej, nej – han gjorde det, fordi han var en bøsse, der var så plaget af sin homoseksualitet, at han slog bøsser ihjel!
I første omgang nævnte TV2’s USA-korrespondent Jesper Steinmetz ret neddæmpet og sobert, at informationerne om Mateens mulige homoseksualitet skabte et mere mudret billede.
Men så fik den fuld skrue hos nogle af hans kolleger. En af TV-Avisens USA-korrespondenter erklærede i gårsdagens udsendelse kl. 18.30, at dette ”radikalt” ændrede billedet af Omar Mateens handlinger.
Manden svor troskab over for Islamisk Stat
Vi ved ikke med sikkerhed, om Omar Mateen havde homoseksuelle tilbøjeligheder. Men lad os bare antage, at det var tilfældet.
I så fald kan det godt være, at hans problemer med homoseksualiteten har været en særlig personlig drivkraft bag hans terrorhandling.
Men det gør den da ikke mindre til islamistisk terror.
Det er slået fast, at manden havde fanatisk islamistiske holdninger. Vi ved også, at han begik en terrorhandling, som han selv forbandt med troskab over for Islamisk Stat. Hans myrderier skulle tjene Islamisk Stats forsøg på at skræmme den amerikanske befolkning.
At han måske også har haft mere private motiver omkring homoseksualitet ændrer intet ved den kendsgerning.
Et pædagogisk eksempel
Man kan tage et pædagogisk eksempel fra fortiden:
De folk, der blev nazister, kunne have alle mulige private motiver til at blive det. Én kunne måske have haft en jødisk kæreste, som gjorde det forbi, og det satte så skred i et had mod jøder – for nu bare at tage noget tilfældigt.
Det gjorde ham da ikke mindre til en nazist.
At være nazist var ensbetydende med, at man dyrkede nazistiske ideer og omsatte dem i praksis. Uanset hvilke private motiver, der bidrog til at drive personen den vej.
At være islamisk terrorist er ensbetydende med, at man dyrker voldelige islamistiske ideer og omsætter dem i praksis. Uanset hvilke private motiver, der i øvrigt måtte drive én.
Hos alle mennesker, der engagerer sig i ekstreme politiske tanker og bevægelser, kan man finde private forhold, som har været med til at drive dem den vej.
De politisk korrekte vil ikke lære det
Måske var Omar Mateen bøsse. Men det ændrer jo ikke ved, at han også var islamisk terrorist. Ingen ville jo drømme om at sige om nazisten, at han slet ikke var nazist – han var bare bitter over, at en jødisk kvinde havde afvist ham.
Fanatisme vil som regel bunde i et miskmask af private og politiske motiver. Når man hører om folks private motiver, kan det ikke bruges til at så tvivl om deres politiske tanker og handlinger.
Journalisterne må lære at spille fodbold og tygge tyggegummi samtidig. De må lære, at menneskers private motiver til at blive fanatikere ikke ændrer ved deres afskyelige ideologi og deres afskyelige gerninger.
Men problemet er nok, at politisk korrekte journalister ikke vil lære det. Når de hører om Omar Mateens mulige homoseksualitet bruger de det straks som et påskud for at se bort fra, at han var islamisk terrorist.
Den slags skal tones ned, fordi det vil gavne ”højrefløjen”. Det synes at være det underliggende motiv bag, at man prøver at overdøve den politiske sandhed med privat-psykologiske betragtninger.
