Sverige på vej ud i en dyb økonomisk krise

Sverige er et land, der i kraft af sin lempelige udlændingepolitik vil havne i en meget alvorlig krise, næste gang de økonomiske konjunkturer vender. Sverige har nået et punkt, hvor det ikke er specielt alarmistisk at konstatere noget sådant.

 

Den Korte Avis kunne mandag den 9. maj berette, at det svenske politi nu åbent siger, at de er ved at miste kontrollen med en lang række områder i Sverige, særligt omkring Stockholm. Hærgende bander har reelt sat Sveriges lovgivning ud af kraft i store boligområder.

 

Det er ikke anliggendet her, men nævnes, fordi det er et alvorligt symptom på det, der vil forstærke den næste krise, der rammer Sverige. Det er ikke hvem som helst, der siger sådan. Det gør Dagens Industri, et erhvervsorienteret svensk dagblad, der den 30. april bragte en artikel, der burde vække opsigt langt udenfor Sveriges grænser.

 

Ifølge Dagens Industri kan man sammenligne Sverige med Spanien, Portugal og Irland før finanskrisen i 2008. Der er vækst i Sverige, men en stor del af den er drevet af en kunstigt lav rente og voksende offentlige udgifter som følge af en voldsomt stor tilstrømning fra den tredje verden.

 

Husholdningernes gæld er meget høj i Sverige, og en renteforhøjelse kan slå bunden væk under mange svenskeres økonomi, konstaterer Dagens Industri. Hvad der kan gøre den næste krise betydeligt værre, er dog de mange anerkendte asylsøgere, der – står der i artiklen – ankommer til Sverige med et meget lavt uddannelsesniveau.

 

Disse mange lavt kvalificerede – Sverige modtog alene i 2015 rekordmange 163.000 asylsøgere – vil presse den offentlige økonomi voldsomt, og en generel nedgang i konjunkturerne vil betyde store yderligere offentlige udgifter, særligt som følge af de mange uproduktive flygtninge, der er blevet gjort til indvandrere.

 

Det er umuligt at sige med sikkerhed endnu, men det kan ske, at Sverige for alvor er ved at ramme loftet for, hvor mange mennesker fra den tredje verden med i gennemsnit ringe kvalifikationer Sverige kan modtage, uden at det betyder en nedsmeltning af den svenske velfærdsstat, det svenske folkhemmet, bygget op af generationer af socialdemokratiske politikere.

 

Selvsamme socialdemokratiske politikere er nu ved at rive dette velfærdssamfund fra hinanden som en logisk og skræmmende følge af ukontrolleret masseindvandring. Og de traditionelle borgerlige svenske partier har aktivt deltaget i forandringen af Sverige, senest under tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt.

 

Det burde ikke være raketvidenskab at konstatere, at en årtier lang masseindvandring af for en stor dels vedkommende ringe eller slet ikke uddannede mennesker, der reproducerer disse dårligdomme til deres efterkommere, vil fjerne velstandsgrundlaget for ethvert rigt land. Det er det, der er evd at ske for Sverige. Det er ikke behageligt at være vidne til.

 

http://www.di.se/artiklar/2016/4/28/debatt-sverige-pa-vag-mot-djup-kris/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…