En afklaringsgaranti skal sørge for, at mennesker der er langtidssygemeldte, får en garanti for, at der senest 12 måneder efter sygedagpengenes ophør er truffet afgørelse om en varig løsning.
I Gigtforeningen er vi flere gange om ugen i kontakt med mennesker, som opsøger vores hjælp, fordi de sidder fast i et kommunalt system. Sygedagpenge, jobafklaringsforløb, ressourceforløb, kontanthjælp eller ingenting – ydelsen er forskellig, men oftest er situationen den samme:
En person med alvorlig sygdom bliver sendt rundt i det kommunale hamsterhjul uden udsigt til afklaring. En afklaring der gør, at man kommer videre med sit liv og bidrager med de ressourcer man kan på arbejdsmarkedet.
Det kan tage tid at afklare en borgers arbejdsevne, ligesom sygdommen kan være udsvingende. Men det er dybt umenneskeligt, at en kommune tillader sig at bruge tre, fem eller endda otte år på at finde ud af, om et menneske er berettiget til fleksjob, førtidspension eller kan omskoles til andet erhverv. Sådan kan man simpelthen ikke tillade sig at skalte og valte med andres tilværelser.
I Gigtforeningen foreslår vi derfor, at der fremover skal være en tidsfrist – en afklaringsgaranti – for, hvor lang tid en kommune må bruge på at vurdere en syg borger. Konkret skal afklaringsgarantien sikre, at mennesker, der som følge af ulykke eller sygdom får nedsat arbejdsevne, ikke i årevis bliver kastet rundt i systemet.
Vi kender allerede modellen fra sundhedsvæsenet. Her blev der i 2013 indført en udredningsret (diagnosegaranti). I mange år var det et problem, at patienter ventede alt for længe og blev kastebold mellem forskellige specialer, uden at nogen tog det overordnede ansvar.
Udredningsretten blev indført for at sikre enten en hurtig diagnose eller en fast og forpligtende plan for det videre forløb. Da udredningsretten blev præsenteret, var der en række indvendinger. Og der var skam også startvanskeligheder. Men faktum er, at udredningsretten er på rette vej, og år for år bliver bedre.
Nu er tiden kommet til at brede modellen ud. Det bør være muligt at give en langtidssygemeldt borger en garanti for, at der senest 12 måneder efter sygedagpengenes ophør er truffet afgørelse om en varig løsning. Løsningen kan være fleksjob, førtidspension eller revalidering.
Her vil systemet måske indvende, at den enkeltes ressourcer kan ændre sig på sigt. Svaret må være: ”Ja, det er muligt. Og så må systemet tage hånd om det til den tid.” I stedet for at bide sig fast i, at borgeren skal være 100 procent afklaret på alle leder og kanter, må vi i stedet være mere fleksible i de løsninger, der anvendes. Hvis borgerens arbejdsevne bedrer sig, er det kun godt. Så opjusteres timeantallet i fleksjobbet, borgeren overgår fra førtidspension til et mini-fleksjob eller til et ordinært job.
Vi kan som samfund ikke være bekendt, at syge mennesker skal leve i et vakuum, hvor hverken deres fremtid på arbejdsmarkedet eller deres økonomiske situation er afklaret.
En afklaringsgaranti skal sikre, at den sygemeldte får klarhed over sin situation, og derfor kan begynde at leve sit nye liv. Det er godt for både den syge og for samfundet. At blive fastholdt i ingenting er spild af både samfundets og den enkeltes tid og ressourcer.
Mennesker har ret til at komme videre med deres liv.
Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen
