Østrig har indført et loft over antallet af asylansøgere. Højst 80 personer om dagen og 37.500 om året får lov til at søge asyl. Det har skabt voldsom debat.
På det netop overståede EU-topmøde forsøgte forbundskansler Angela Merkel at tale østrigerne fra beslutningen. Men forgæves.
EU-kommissær Dimitris Avramopoulos, der er ansvarlig for migration, har sendt den østrigske regering et brev, hvor det hedder, at asyl-loftet er ”i direkte strid med Østrigs forpligtelser under europæisk og international lov”.
Men kommissæren har fået et skarpt svar fra Østrigs indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner. Hun siger, at hans brev er ”sendt til den forkerte adresse”.
Mikl-Leitner gør opmærksom på, at Østrig langt fra er det første sikre land, som asylansøgerne kommer til. Det er altså andre lande, der skulle sørge for, at de aldrig kom til Østrig. Og det er disse lande og den manglende kontrol ved EU’s ydre grænser, som skal kritiseres, lyder hendes bidende kommentar.
Strømmen fra Tyrkiet
De interne slagsmål om asylpolitikken i EU bliver således stadig voldsommere.
Angela Merkel satser på et samarbejde med Tyrkiet, som foreløbig ikke har givet mange resultater.
Imens arbejder Østrig og en stribe østeuropæiske lande på at styrke den nationale grænsekontrol i forhold til asylstrømmen, der kommer op fra Grækenland.
Disse politiske slagsmål drejer sig om de mange asylansøgere, der kommer til Europa via Tyrkiet.
Men nye oplysninger peger på, at problemerne nu også hober sig op fra en anden kant.
200.000 i Nordafrika
Op mod 200.000 migranter befinder sig i øjeblikket på Nordafrikas kyst, i Libyen, hvor de venter på, at vejret skal blive bedre.
Tidligere gik hovedruten for asylstrømmen netop fra Libyen til Syditalien. På det seneste er der så sket en forskydning over til den østlige del af Middelhavet, specielt farvandet mellem Tyrkiet og Grækenland.
Men nu ser det ud til, at der igen kommer et voksende pres af bådflygtninge fra Libyen til Italien. Når foråret kommer, kan situationen eksplodere. Disse migranter kommer især fra Eritrea, Nigeria og Somalia.
For EU er det svært at kontrollere sejladsen mellem Libyen og Italien. Der er tale om et langt større farvand end mellem Tyrkiet og Grækenland, og menneskesmuglerne bruger særdeles kyniske metoder:
De forsyner smuglerbådene med en begrænset mængde brændstof og mad, så migranterne kommer i nød undervejs. Det presser så skibe fra Italien og det øvrige EU til at samle dem op, og de ender med at blive bragt til Italien.
Der er nemlig ingen aftaler med Libyen, hvor der hersker kaos, så man kan sejle dem tilbage dertil.
National grænsekontrol
Til foråret kan situationen blive meget alvorlig, hvis EU stadig ikke har styr på strømmen fra Tyrkiet via Grækenland, samtidig med, at trafikken mellem Libyen og Italien igen kommer ud af kontrol.
Så længe EU’s ydre grænser er hullede som en si, vil det være afgørende, at der skabes nationale grænsekontroller, som kan bremse strømmen.
Hvis Grækenland og Italien ikke magter deres opgave – med hjælp fra EU – må landene længere nordpå klare opgaven.
Vi er afhængige af Østrig
Her har Østrig en absolut nøglerolle. Både strømmen, der kommer fra Grækenland, og strømmen, der kommer fra Italien, går ind over Østrig.
Derfor er det så afgørende for Østrig at få lukket kraftigt af. Samtidig arbejder Østrig på at få bremset strømmen længere sydpå, herunder ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien.
Hvis Østrig får bremset strømmen, vil det lette presset på Danmark og andre lande. Både, fordi færre kommer igennem, og fordi flere opgiver at tage den vej op gennem Europa.
Forårets pres
Indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner har ret i, at kritikken af Østrig er malplaceret. Man bør i stedet rette kritikken mod de lande og mod det EU, har ladet situationen komme så langt.
I Danmark bør vi glæde os over Østrigs indsats og støtte den. Der er brug for at ruste sig til forårets pres på Europa.
I Nordafrika venter op mod 200.000 mennesker …
