Hanne Bigum er fængselsbetjent i Vestre Fængsel i København. Nu har hun fået nok.
Da en kollega for nylig blev stukket ned i sin fritid, skrev hun et indlæg på Facebook. Indlægget handlede om, hvad man som fængselsbetjent må lægge ører og krop til i arbejdstiden.
Ifølge Hanne Bigum bliver hun for eksempel kaldt ”en møgso, en klam luder, en fed kælling og en magtliderlig sur fisse”, når hun er på arbejde.
Og når Hanne Bigum beder de indsatte følge reglerne, får hun at vide, at hun skal have en lort smidt efter sig, og at hendes hoved skal skilles fra kroppen.
Når fængselsbetjenten bliver sparket ned, siger de til hende, at hun ligger, som hun har redt.
Det er fuldstændig uacceptabelt, at pligtopfyldende borgere udsættes for den slags grovheder, alene fordi de passer deres arbejde.
Desværre er Hanne Bigums beskrivelser kun den ene del af virkeligheden.
Altid på vagt i fritiden
Hanne Bigum oplever samtidigt med, at hun chikaneres og forulempes på jobbet, at hun også må være på vagt og se sig over skulderen, når hun har fri.
”Fortjener jeg at blive chikaneret i min fritid, fortjener jeg, altid at skulle være på vagt, når jeg er i Zoologisk Have med mine børn…”
Hanne Bigum forklarer, at hun og hendes kolleger udfylder en stor og vigtig opgave med de indsatte.
”Jeg er den, der trøster din søn, når han endnu engang havner hos mig; jeg er den, der passer på voldtægtsforbryderen, der har voldtaget din kæreste; jeg er den, der opmuntrer din mand til at ændre sit liv til det bedre; jeg er den, der passer på tricktyven, når din mormor på 90 år er blevet narret i sit eget hjem.” (BT)
Politiet efterlyser vidner
Den 38-årige fængselsbetjent som blev stukket ned på Nørrebro tirsdag aften ved 19-tiden fik heldigvis kun overfladiske snitsår, men det kunne være gået meget værre.
Den 38-årige kom gående på Rantzausgade, da han pludselig bliver passet op af to mænd som spørger ham hvad han laver dér. Da den 38-årige ikke vil svare stikker mændene ham tre gange med en kniv.
Politiet kender ikke motivet for overfaldet, men de vil ikke udelukke, at der kan være en sammenhæng med hans job som fængselsbetjent. Efter overfaldet flygtede de to mænd i en grålig bil ad Skyttegade mod Griffenfeldsgade.
Gerningsmændene beskrives som henholdsvis 170 og 185 centimeter høje og spinkle af bygning. Begge har indvandrerbaggrund, og manden på 185 centimeter var iført en læderjakke og hvid hættetrøje under knivstikkeriet.
Københavns Politi efterlyser vidner, som har set noget i forbindelse med knivstikkeriet. (TV 2)