EU’s udmøntning af klimaaftalen fra Paris – nye stridigheder i blå blok?

Foto: Privat

På FN’s klimakonference – COP 21 – i Paris, blev der den 12. december 2015 indgået en aftale – den såkaldte PARIS AGREEMENT.

 

Underskrift i New York den 22. april 2016

I Paris tilsluttede 196 lande sig aftalen, og FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon har nu inviteret alle verdens stats- og regeringsledere til at underskrive aftale ved en begivenhed i FN’s hovedkvarter i New York den 22. april 2016.

 

Aftalen træder dog først i kraft, når mindst 55 lande, der repræsenterer mere end 55 pct. af de samlede globale emissioner af drivhusgasser har ratificeret aftalen.

EU

EU-Kommissionen fremlagde onsdag den 2. marts sin plan for EU’s udmøntning af klimaaftalen. Det skete i form af en meddelelse til Europaparlamentet og Ministerrådet (COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL  – The Road from Paris: assessing the implications of the Paris Agreement and accompanying the proposal for a Council decision on the signing, on behalf of the European Union, of the Paris agreement adopted under the United Nations Framework Convention on Climate Change).

 

Kommissionen foreslår, at EU underskriver aftalen i New York den 22. april 2016, men beskriver desuden køreplanen for aftalens implementering i EU.

 

Det Europæiske Råd vedtog allerede i oktober 2014 rammerne for EU’s klimapolitik efter 2020 – det såkaldte 2030 Climate and Energy Policy Framework, herunder målsætningerne om at reducere CO2-emissionerne i 2030 med mindst 40 pct. i forhold til 1990, andelen af vedvarende energi samt energieffektivitet.

 

På den baggrund kunne EU allerede den 6. marts 2015 præsentere den såkaldte INDC (Intended Nationally Determined Contribution) og kommissionen vil over de kommende 12 måneder præsentere yderligere forslag til implementering af 2030-rammerne.

 

Efter EU-Kommissionens opfattelse er 40 pct.-målet i 2030 i fuld overensstemmelse med Paris Aftalen, og justering af denne målsætning vil først ske i forbindelse med den aftalte status i 2023 og i givet fald kun gælde for tiden efter 2030.

 

EU vil i 2016 øvrigt lægge vægt på, at identificere de vigtigste barrierer for grønne investeringer og se på mulighederne for at styrke mobiliseringen i det internationale finansielle system af privat kapital til grønne investeringer.

 

Rådsmøde (Miljø) i Bruxelles den 4. marts 2016

Læs også
Klimaopråb fra danske forskere: Politikerne spiller hasard med vores fremtid!

På rådsmødet, der ledes af den hollandske miljøminister Sharon Dijksma, og med deltagelse af kommissærerne Karmenu Vella, Miguel Arias Cañete, Vytenis Andriukaitis og Carlos Moedas, diskuterer ministrene opfølgningen på COP21 i Paris. Drøftelsen baseres på Kommissionens meddelelse fra 2. marts 2016 og vil fortsætte under frokosten. Rådsmødet vil ikke træffe beslutninger, men drøftelsen vil blive sammenfattet i et brev til Donald Tusk.

 

Danske krav

Det må antages at miljøminister Esben Lunde Larsen vil holde lav profil under klimadrøftelserne. Venstre-regeringen har ikke tilsluttet sig den danske målsætning om 40 procents reduktion i CO2-emissionerne allerede i 2020, der blev aftalt mellem rød blok og Det Konservative Folkeparti.

 

Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stod uden for aftalen, og Venstre har tidligere signaleret villighed til at sænke CO2-målet. Der syntes i øjeblikket at være enighed om at udskyde den danske diskussion til 2017 i afventen af de målsætninger EU ender at lægge sig fast på.

 

Tidligere EU-Kommissær, formanden for den grønne tænketank CONCITO, Connie Hedegaard, har ivret for, at den danske regering i lyset af Paris-aftalen for længst skulle have planlagt indsatsen og herunder sætte nye mål frem mod 2030. Et flertal i Folketinget har som bekendt fastsat et reduktionsmål på 40 pct. allerede i 2020, og selvom Danmark er omfattet af EU’s fælles målsætninger, argumenterer Hedegaard og andre for at Danmark ved at gå foran kan presse EU i den rigtige retning.

 

Connie Hedegaards opfattelse deles af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der har kaldt energi-, forsynings- og klimaministeren i et samråd i Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg vedrørende opfølgning på Parisaftalen. Samrådet finder sted tirsdag den 15. marts 2016 kl. 14.30-15.30 i vær. 2-080 på Christiansborg.

 

Udvalget har bedt energi-, forsynings- og klimaministeren redegøre for,

Læs også
Kan atomkraft redde verden fra farlige klimaændringer?

–          hvordan ministeren forholder sig til, at landenes samlede INDC’er (Intended Nationally Determined Contribution) på nuværende tidspunkt ikke reducerer den globale udledning af drivhusgasser tilstrækkeligt hurtigt i forhold til Parisaftalens skærpede temperaturtærskel, og om ministeren er enig i, at det i lyset af Parisaftalen er nødvendigt at øge det klimapolitiske ambitionsniveau i Danmark og EU i forhold til både langsigtede mål og delmål, og hvad regeringen konkret vil arbejde for i den sammenhæng

–          om regeringen vil arbejde aktivt for, at EU i lyset af Parisaftalens skærpede temperaturtærskel øger ambitionsniveauet for 2020, 2030 og 2050-reduktionsmålene, så de svarer til behovet og videnskaben, og så man lever op til Parisaftalens langsigtede mål, der bl.a. indebærer, at man globalt udfaser fossile brændsler senest i 2050, og at EU som foregangsregion bør gøre dette endnu tidligere.

 

NGO-holdningen

EU-Kommissionens klima-meddelelse blev ikke vel modtaget af aktivisterne på klimaområdet. Greenpeace fandt, at når EU-Kommissionen lægger op til, at EU’s nuværende klimamålsætning for 2030 på 40 pct. reduktion er tilstrækkelig, er man alt for uambitiøs: ”Med dagens melding lægger EU-Kommissionen op til, at Europa bare kan lægge sig godt tilrette i hængekøjen, mens resten af verden må klare problemerne. Det er både usympatisk og uforståeligt. Nu er det op til EU-landene at slå i bordet og sikre, at EU bidrager til at fastholde momentumet fra Paris, frem for at punktere det. Her bør Danmark spille en aktiv rolle” lød kritikken allerede onsdag den 2. marts 2016 fra Greenpeace i Danmark. Andre græsrodsorganisationer har udtalt tilsvarende kritik af EU-Kommissionens oplæg til Ministerrådet.

 

Hovedpunkterne i Paris-aftalen

Der er således udsigt til konflikt om de krav, som Paris-aftalen stiller til EU’s klimapolitik. Der er ingen som helst udsigt til, at de andre 27 EU-lande kan overbevises om, at 2030-målsætningen allerede nu skal revideres. For en række lande som f.eks. Polen er ambitionen om reduktion af CO2-emissionerne med 40 pct. allerede er rigeligt ambitiøst, og – vil man hævde – i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen.

 

Der kan derfor være anledning til at gennemgå hovedpunkterne i COP21-aftalen, som i Paris den 12. december – selvom den ikke var juridisk bindende – blev kaldt historisk, ambitiøs og afbalanceret:

 

Alle væsentlige aspekter med

Læs også
Video: Afrikanere skaber kaos i Bruxelles og Paris – “kaster sten og angriber politiet”

For det første skal det noteres, at aftalen faktisk omfatter alle de væsentlige aspekter, der har været på bordet i de årelange internationale drøftelser af klimaspørgsmålet:

·         Mitigation – begrænse og reducere udledningerne hurtigt nok til at opnå temperaturmålsætningen

·         Transparens i opgørelsesmetoder og dokumentation for de klimatiltag landene iværksætter

·         Adaptation – landenes muligheder for at modvirke skadevirkningerne af klimaændringer

·         ”Loss and damage” – anerkendelse af de opgaver og økonomiske krav som genoprettelsen af klimaskabte skader og ødelæggelser

·         Støtte – herunder finansiel støtte til at lande kan skabe en bæredygtig og robust fremtid

 

Træder først i kraft i 2020

Det skal noteres, at aftalen først træder i kraft i 2020. Men det sagt, ligger det implicit i aftalen, at landene hurtigst muligt skal forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig pointeres det, at der skal tages højde for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.

 

Ambitionen er, at man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader og arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, da industrialiseringen for alvor indledtes. Efter aftalen skal landene altså holde temperaturstigningerne ”et stykke” under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse stigningerne til 1,5 grader, hvis det er muligt.

 

Læs også
SIDSTE NYT: Den formodede gerningsmand til terrorangreb på seks franske soldater er blevet skudt i sin mørke BMW og anholdt

 2 eller 1,5 grader?

Det tidligere officielle mål var 2 grader. Skeptikere hvisker om, hvorvidt det er realistisk, at landene lykkes med at holde stigningerne under 1,5 grader. Årsagen til, at det nye mål har sneget sig ind i aftalen, skyldes, at nationerne erkender, at det markant vil mindske risikoen og følgerne ved klimaforandringer – især udsigten til enorme masser af klimaflygtninge kan have spillet en rolle.

 

Skibe og fly undtaget

Meget centralt omfatter aftalen slet ikke fly og skibe. I dag er flytrafik ansvarlig for omkring fem pct. af den globale opvarmning, skibstrafik ca. tre pct. Fly og skibes andel af globale CO2-udslip er tilmed eksplosivt voksende og vil fortsat vokse med mindre flyselskaber og rederier bliver omfattet af globalt dækkende CO2-afgifter inden for en kortere årrække. Det er ingen løsning, at vi eventuelt alene i Danmark indfører afgifter, for det vil blot skabe ulige konkurrence. Det hensyn har godt nok ikke holdt danske energipolitikere tilbage tidligere!

 

Ganske bemærkelsesværdigt i den henseende er det faktum, at Rederiforeningen og verdens største containerrederi, danske Mærsk, gerne havde set, at også skibe var blevet en del af Paris­aftalen. Hvilket skyldes, at rederiet meget bevidst har investeret i en skibsflåde, der er blandt de mest brændstof­økonomiske i verden.

 

Hvordan opfyldes ambitionerne?

Det største problem ved Paris COP21-aftalen, er det forhold, at der ikke anvises nogen klar vej til at nå det i virkeligheden meget ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 til maksimalt to grader. I Parisaftalen nævnes der intet om, hvornår de globale CO2-udledninger skal være halveret (f.eks. i 2050) eller nogen præcis byrdefordeling mellem udviklede regioner som Europa, Nordamerika og Japan og udviklingsnationer (anført af Kina og Indien), der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger. Aftalen anerkender blot, at det vil komme til at tage længere tid for udviklingslande at nå deres udledningstop.

 

Hvordan skal det hele monitoreres og evalueres?

Læs også
En mand i en fodboldtrøje trak en kniv blandt turisterne ved Eiffeltårnet og råbte ”Allahu Akbar” – soldater reagerede prompte

I 2018 – i god tid inden COP21-aftalen træder i kraft i 2020 – mødes landene for at evaluere deres klimaindsats. Her har landene mulighed for at hæve ambitionerne, hvis de altså ønsker det!

 

Desuden skal alle stater hvert andet år indrapportere, hvordan det går med at gennemføre deres planer. Et ekspertpanel i FN vil vurdere udviklingen og betydningen for den globale udledning.

 

Det er især udsatte ulande og ø-stater, som med tilslutning fra den nye regering i Canada, har kæmpet for at få 1,5-graders målet ind i aftaleteksten.

 

 Finansieringen

Hvad med finansiering? Deltagerne skal sammen årligt skaffe 100 mia. Euro eller omregnet ca. 680 milliarder kroner til at nå de nye klimamål. Der er under COP21-processen givet tilsagn om økonomisk støtte til bl.a. “the Least Developed Countries Fund”, til “Adaptation Fund” og til ”the Green Climate Fund”.

 

Møder hvert 5. år

For at holde næsen på slibestenen og konstant presse landene til at øge klimaambitionerne, skal landene mødes hvert femte år. Hvis ambitionerne ikke rækker til at holde temperaturstigninger under 2 grader, er det tanken, at landene forud for disse møder reviderer deres klimaplaner. Efter mødet i 2018 og efter aftalens formelle ikrafttrædelse i 2020 samles landene for første gang i 2023 for at diskutere, hvordan de vil hæve klimaambitionerne.

 

Det kan vise sig at være et problem, at 169 nationer, deriblandt EU, har klimaplaner, der rækker frem til 2030. For disse lande bliver det frivilligt, om de inden 2030 vil øge ambitionsniveauet i deres planer.

 

Et springende punkt er de lande der endnu ikke har nået toppen af deres CO2-udslip. Aftalen tager højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, Kina, Indonesien og andre store udviklingsøkonomier. Lande hvor millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet. Et løst overordnet mål er blevet etableret, hvor aftalen lyder, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. I sidste halvdel af dette århundrede – fra 2050 – 2100 – skal der ifølge aftalen være balance mellem CO2-udslip og CO2-lagring.

 

CO2-lagring kræver, at landene skal sørge for, at naturen, f.eks. gennem træplantning eller gennem aktiv CO2-lagring i undergrunden, opsuger en del af den udledte CO2. Det lykkedes ikke at komme det nærmere og f.eks. anvende termen ”kulstof-neutralitet” eller ”decarbonisering”, som der ellers blev lagt op til under COP-forhandlingerne. Olieproducerende lande som Saudi-Arabien og andre lande har kæmpet mod en sådan formulering for at undgå en dæmonisering af carbon.

 

Manglende sanktioner

De udviklede industrilande skal indberette deres klimatal hvert andet år, men der er ikke sanktioner for lande, der ikke overholder deres klimamål. Ifølge aftalen er alle lande forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen. Alle lande er også forpligtede til at bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.

 

I aftalen er der også taget stilling til finansiering af følgerne og ødelæggelserne fra klimaforandringer – når klimaforandringer har angrebet de mest udsatte, f.eks. østater.

 

Disse stater får anerkendt nødvendigheden af at ”hindre, mindske og håndtere tab”, men industrilandene forpligter sig ikke til at betale omkostningerne for klimaskader. Diskussionen på området flyttes til en særlig ”loss and damage mecanism”, hvor finansiering, advarselssystemer og andet skal defineres og diskuteres. Lige nu er problemet, at ingen ilande, har forpligtiget sig til at til at bidrage med finansiering til området.

 

Man kan sige, at de industrilande, der i væsentligt omfang har bidraget til klimaproblemerne, er fritaget for kompensationsansvaret i forhold til sårbare ulande. Dog har man givet legitimitet til begrebet ”loss and damage”, fordi det nu er med i aftalen.

 

Verdens ledere roser COP21-aftalen, som i Paris fik tilslutning fra 196 lande. De fleste lande har faktisk også indsendt nationale planer – ”Intended Nationally Determined Contributions (INDCs)”, der fremover skal indsendes hvert femte år. Mange stats- og regeringschefer vil utvivlsomt også møde op i New York den 22. april 2016, men herefter udestår det hårde arbejde: At overbevise 196 parlamenter om at aftalen også skal ratificeres!

 

Og kan det forventes, at alle 196 lande faktisk vil ratificere aftalen? That has to be seen!

 

Vil Det Konservative Folkeparti igen lave ballade i Blå Blok?

I et debatindlæg i POLITIKEN den 2. marts 2016 fastslår Søren Pape Poulsen, at partiet vil holde fast i klimamålsætningene, og samtidig henviser han til en tidligere artikel, hvor partiet er citeret for, at ”De Konservative vil ikke flytte en tomme på målet om at reducere Danmarks CO2-produktion med 40 procent frem mod 2020”.

 

Det kan derfor blive ganske spændende at følge partiets forberedelser til samrådet i Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg vedrørende opfølgning på Parisaftalen den 15. marts 2016.

 

COP22 i Marokko

Det næste møde blandt deltagerne i FN’s klimakonvention – COP22 – finder sted i Marrakesh i Marokko i november 2016.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…