Sent juleaften ringede telefonen hos 79-årige britiske Betty Barker. Hun tog den, og en mandestemme sagde: ”Hallo, er det planeten Jorden?” Betty Barker sagde straks ”nej” og afbrød.
Dermed gik hun glip af sit livs telefonsamtale.
Som hun selv siger: ”Teknisk set” var det jo ukorrekt at påstå, at manden ikke havde ringet til planeten Jorden. Men hun troede, at det bare var en fulderik på pub, der havde fået for meget under vesten og ville lave grin med hende.
Hun lagde dog mærke til, at der ikke var den støj i baggrunden, som man skulle forvente på en pub. Men så tænkte hun, at det måske var en mand, der ville på en natklub, som hed ”Planeten Jorden”.
Manden, alle talte om
Lidet anede hun, at hendes meget korte telefonsamtale skulle blive en stor mediehistorie. Hendes mand hørte historien, og han kunne så fortælle hende, at det bestemt ikke var en hr. hvem-som-helst, der havde ringet.
Det var manden, som alle talte om – den britiske astronaut Tim Peake, der befandt sig ude i rummet på Den Internationale Rumstation. Han ville sende en julehilsen til folk på Jorden over telefonen, men kom til at trykke det forkerte nummer!
Betty Barker føler sig nu lidt dum. Hun ville i det mindste gerne være kommet i tanke om en eller anden vittig bemærkning til ”fulderikken”, der ringede. Men som hun tilføjer med et glimt i øjet: ”Nu kan jeg da kalde mig berømt.”
Hun fortæller i øvrigt, at Tim Peake tog hendes afvisning med stor høflighed. Peake gav selv episoden en kommentar med på vejen på Twitter:
”Jeg vil gerne undskylde over for den dame, som jeg ved en fejltagelse netop har ringet til og sagt: ’Hallo, er det planeten Jorden?’ – ikke noget sjov … bare et forkert nummer!”
Det var ikke julemanden, der ringede til Betty Barker fra Grønland. Men det var noget, der virkede stort set lige så vanvittigt: en astronaut, der ringede fra rummet.