Nu skyder indvandrerbanderne vildt omkring sig i Nordsjælland: Politiet opretter visitationszoner i tre kommuner

Google Maps

Efter bandeskyderier i både Hillerød og Helsingør har Nordsjællands Politi besluttet at oprette visitationszoner i fire områder i henholdsvis Hillerød, Helsingør og Kokkedal.

 

Visitationszonerne trådte i kraft i går tirsdag den 24. maj klokken 17:00 og vil vare til og med tirsdag den 21. juni klokken 17:00.

 

Ifølge Nordsjællands Politi er beslutningen truffet på baggrund af skyderier i Hillerød og Helsingør samt beslaglæggelse af våben i Kokkedal og Hillerød. Reelt frygter politiet, at en krig mellem indvandrerbander er under opsejling med fare for uskyldiges liv og helbred.

 

I en visitationszone kan politiet uden nogen form for konkret mistanke stoppe folk og undersøge tøj og køretøjer med videre for at sikre, at de ikke har våben med sig.

 

Projektilerne fløj på åben gade i Hillerød

De første skud i Nordsjælland blev affyret fredag aften den 20. maj i Hillerød, hvor to maskerede mænd på en knallert ifølge Frederiksborg Amts Avis skød med skarpt på åben gade.

 

Ifølge avisen kom de kørende ad Frederiksgade ind mod centrum, hvor de fik øje på en mand, som de åbenbart ville have ram på.

 

”Så råbte den ene på knallerten: ’Plaf ham, plaf ham’, og de skød mod ham,” fortæller et vidne til avisen.

 

Herefter stoppede de knallerten, og den ene af mændene trak en pistol og begyndte at skyde, men ramte ved siden af. Projektilerne borede sig i stedet ind i en bygning.

 

En times tid efter skyderiet anholdt politiet fire personer, men de blev alle efter endt afhøring løsladt igen.

 

Skyderier i en opgang i Helsingør

Natten til i søndags den 22. maj gik det herefter løs i Helsingør.

 

Klokken 00:29 fik politiet en anmeldelse om, at der var blevet skudt i en opgang på Sydvej i Helsingør. Da politiet ankom til stedet, viste det sig, at to mænd var blevet ramt. Den ene i brystet og benet, medens den anden havde skudsår det ene ben.

 

Attentatmændene, der i lighed med dem i Hillerød var maskerede, kørte fra stedet i en formentlig VW Passat med kurs mod det indvandreberygtede boligområde Vapnagård.

 

Flere voldelige bandesammenstød

Hos Nordsjællands Politi er man ikke i tvivl om, at skyderierne er banderelaterede. De to, der blev ramt ved skyderierne i Helsingør, var begge således medlem af en nystartet indvandrebande, Black Jackets, der har hovedkvarter i Tyskland.

 

Således oplyser Nordsjællands Politi i forbindelse med pressemeddelelsen om oprettelsen af visitationszoner, at der har været op til flere voldelige flere sammenstød mellem Black Jackets og indvandrebanden Loyal To Familia.

 

Sammenstød, der som nævnt også har medført drabsforsøg i Hillerød og Helsingør, og som har medført oprettelsen af visitationszonerne med blandt andet det formål at beskytte borgerne i Hillerød, Helsingør og Kokkedal.

 

”Vores første prioritet er at opretholde trygheden for borgerne, hvilket er den primære årsag til, at vi opretter visitationszonerne,” oplyser chefpolitiinspektør ved Nordsjællands Politi, Magnus Andresen, i en pressemeddelelse og understreger:

 

”Politiets erfaring fra lignende situationer viser, at midlertidige visitationszoner har neddroslet eventuelle konflikter i de berørte områder. Ulovlig våbenbesiddelse straffes hårdt, og vi håber derfor i dette tilfælde, at udsigten til en lang fængselsstraf kan få de involverede parter til at tænke sig grundigt om.”

 

Også visitationszoner på Københavns Vestegn

Den spirende bandekonflikt i Nordsjælland trækker tråde til Københavns Vestegn, hvor indvandrebanden Black Jackets har hovedkvarter i Albertslund Kommune, og hvor Københavns Vestegns Politi den 20. maj oprettede en visitationszone, der gælder til og med den 2. juni

 

Ud over visitationszonen har Københavns Vestegns Politi også forbudt Black Jacket at benytte sine klublokaler på Værkstedsgården, hvor også kommunens hjemmepleje holder til.

 

”Vi vurderer, at der netop nu er en betydelig risiko for, at Black Jackets, der bruger lokalerne på Værkstedsgården 9.11, kan blive angrebet. Baggrunden for vores vurdering er de seneste dages efterretninger og systematisk indsamling af oplysninger i bandemiljøet,” oplyser politiinspektør Svend Foldager, Københavns Vestegns Politi og fortsætter:

 

”Kommunens medarbejdere skal kunne møde på arbejde uden at frygte at ende midt i et skudopgør. Heller ikke andre borgere i området kan være tjent med en sådan frygt,” understreger Svend Foldager.

 

 

Del på Facebook