Da venstrefløjsgrupperingen “Reclaim the Streets” lørdag aften den 8. august holdt fest på Nørrebro, under temaet “GadeFest KBH” blev der ikke lagt fingre imellem.
Festlighederne startede ved 22-tiden på Nørrebro Runddel, hvor omkring 200 mennesker forsamlede sig og ved 22:30-tiden begyndte at gå ind ad Nørrebrogade, hvor de antændte affaldscontainere.
Under deres tur gennem bydelen smadrede de ruder i banker og ejendomsmægler-butikker, der blev overdænget med brosten, ligesom politi og brandvæsen blev mødt med molotovcocktails, kanonslag og sten og flasker.
Politiet fik stoppet urolighederne omkring klokken to natten mellem lørdag og søndag. På det tidspunkt var demonstranterne begyndt at grave sten op fra brolægningen på Sankt Hans Torv.
Ransagning afslørede store våbenfund
I dagene efter nattens uroligheder, der blandt andet også gik ud over Politimuseet, som fik smadret vinduer, har Københavns Politi haft travlt med efterforskninger og ransagninger.
Således gjorde politiet blandt andet under en ransagning i kollektivet Bumzen tidligt torsdag morgen den 13. august et opsigtsvækkende fund af slagvåben og knive samt otte styk peberspray, fem gasmasker og fire nødblus.
Blandt slagvåbnene fandt politiet møtrikker, der var omviklet med gaffatape, en jernkæde, 11 trækøller med omviklet “håndtag” og 20 stålrør, hvoraf flere var omviklet med “tape-håndtag” samt en sok med batterier i, som kan anvendes som slagvåben.
Der til kommer så en machete og syv knive, hvoraf de fem var foldeknive med lås, en enkelt springkniv samt en fiskedolk.
Foto: Politiet
To varetægtsfængslet i 13 dage
Da ingen i kollektivet ville vedkende sig ejerskabet til våbnene, har politiet måttet nøjes med at konfiskere dem og indtil videre registrere dem om hittegods.
Som følge af hærværket natten mellem lørdag og søndag foretog politiet i løbet af dagene efter hærværket en række anholdelser, men alle er blevet løsladt på nær to.
Der er tale om to 17-årige mænd, der i torsdags blev fremstillet i dommervagten i København, hvor de blev varetægtsfængslet i 13 dage sigtet for groft hærværk.
Arrangørerne: Vi kommer tilbage
Arrangementet forrige weekend var blevet annonceret på Facebook under overskriften GadeFest Kbh, og facebook-siden gjorde søndag status over nattens festligheder. Her skrev arrangørerne blandt andet:
“Vi kommer også til at arrangere lignende fester fremover!”
Af opslaget på Facebook, som nu er blevet slettet, fremgik det også, at arrangørerne havde været fuldt ud tilfredse med festens forløb:
“Tak for en syg aften i går! Politiet melder, at flere banker og ejendomsmæglere og Politimuseet har fået smadret ruder, og vi er for en gangs skyld enige med Politiet,” hedder det i facebook-opslaget, som fortsætter:
“Vi lever, arbejder og går i skole på Nørrebro, og vi vil have udbyttere som banker og ejendomsmæglere ud af kvarteret. Vi vil have et Nørrebro der ikke består af dyre forældrekøbsejerlejligheder, hipstercafeer, asociale kapitalbutikker. I går tog vi gaderne tilbage og I var vilde!”
Opslaget på Facebook slutter med følgende hilsen til landets justitsminister:
“Og fuck dig Søren Pind”
Global modstandsbevægelse
Ifølge Wikipedia er Reclaim the Streets (Tag Gaderne Tilbage) fænomenet blevet karakteriseret som en verdensomspændende modstandsbevægelse mod elitens økonomiske globalisering og især som en modstand mod bilernes tilstedeværelse i gaderne.
Bevægelsen aktioner er ofte “farverige kulturelle begivenheder med dans, sandkasser for børn at lege i, gratis mad og musik. Alt dette skaber en midlertidig selvforvaltet zone. Dette medfører tit forvirrede politifolk og konfrontationer,” står der at læse i Wikipedia, hvor det også pointeres, at aktivisterne de fleste gange vælger ikke-voldelig civil ulydighed.
Men alt det blødsødne pjat med børn i sandkasser og folkedans og ikke-voldelig civil ulydighed er som bekendt ikke noget, den danske venstrefløjs stormtropper hylder i særlig grad
Her er sandkasser og folkedans tværtimod blevet erstattet med brosten, slagvåben og knive, medens den ikke-voldelige civile ulydighed består i at kaste molotovcocktails, fyrværkeri og brosten mod politiet.