Det var glædeligt, at så mange mennesker i går aftes demonstrerede mod terroren og ærede dens ofre.
Man bør også glæde sig over, at så mange politikere i disse dage kommer med kampberedte udtalelser til forsvar for ytringsfriheden og fordømmelse af terrorisme.
Som det stålsat hedder i overskriften på en kronik af justitsminister Mette Frederiksen i dag: ”Vi viger ikke en tomme” (Berlingske).
Men her blander glæden sig med en betragtelig skepsis.
For de røde politikere, der nu kommer med kompromisløse budskaber om at forsvare de danske frihedsværdier, har hidtil stået for noget andet i praksis.
De er faldet ytringsfriheden i ryggen. Og de har banet vejen for, at det danske samfund har så store problemer med muslimsk radikalisering, som i de værste tilfælde ender i terror.
Politikere, der svigtede, optræder nu som hyklernes vagtparade.
Muhammed-tegningerne
I TV-dækningen af gårsdagens store demonstration i København så man intet til de mennesker, der var tæt på at dø i deres kamp for ytringsfriheden. Nemlig dem, der deltog i et debatmøde arrangeret af støttekomiteen for tegneren Lars Vilks på Krudttønden.
På TV så man snarere en kendis-parade af politikere – specielt fra regeringen og venstrefløjen – som hilste rundt på hinanden og forklarede til mikrofonerne, hvor utrolig vigtig denne kamp er.
Men den eneste gang i nyere tid, hvor det har kostet noget for danske politikere at stå fast på ytringsfriheden, svigtede de fleste af dem, der stod foran TV-kameraerne i går.
Det drejer sig om den voldsomme konflikt, som blev udløst af Muhammed-tegningerne i 2005-06.
Ved den lejlighed underløb socialdemokrater, radikale og folk fra den ydre venstrefløj ytringsfriheden.
De angreb tegningerne. De mistænkeliggjorde Jyllands-Postens motiver for at offentliggøre dem. De udviste stor forståelse for de ”krænkede” imamer. Og de snigløb den daværende borgerlige regering, som i forvejen var under voldsomt pres fra islamistiske kredse på verdensplan.
Så skete der noget i Frankrig
Men for nylig genopstod kampen for ytringsfriheden i en ny udgave, hvor de røde kunne være med.
Denne gang kom tegningerne fra et venstreorienteret magasin i Frankrig (Charlie Hebdo). Og ytringsfriheden blev på fornemste vis forsvaret af den røde regering i Frankrig. Så nu kunne også de røde herhjemme tilslutte sig.
Politikere og kulturfolk, som voldsomt havde angrebet Jyllands-Posten og Anders Fogh Rasmussens borgerlige regering for deres ”misbrug” af ytringsfriheden, er sprunget ud som folk, der ikke ”viger en tomme” i kampen for ytringsfrihed.
Journalistisk Venstreparti giver de røde politikere en meget velvillig dækning i deres nye rolle. Dækningen er slet ikke som den stærkt kritiske behandling, der ramte den borgerlige regering under Muhammed-krisen.
Men det er ikke den eneste form for hykleri, som springer i øjnene i den aktuelle situation.
Fejlslagen indvandringspolitik
Den formodede gerningsmand til terrorangrebene lørdag-søndag var vokset op i et muslimsk parallelsamfund i Mjølnerparken på Nørrebro i København (noget af tiden har han boet i Jordan).
Et parallelsamfund som dette giver god grobund for radikalisering.
For nylig kom den unge mand, Omar Abdel Hamid El-Hussein, så i fængsel og fandt her et endnu mere radikaliseret muslimsk parallelsamfund, der tilsyneladende gav ham inspiration til terroren.
Disse muslimske parallelsamfund og deres radikalisering er et produkt af en fejlslagen indvandringspolitik.
De røde partier har hovedansvaret for, at det er gået galt.
Ikke noget at prale af
De har skabt lempelige vilkår for indvandringen fra ikke-vestlige, ikke mindst muslimske, lande.
Og de har været passive, svage og eftergivende i værdikampen, hvor de langt mere aktivt og klart skulle have forsvaret de danske frihedsværdier overfor de kræfter, der ønsker et samfund styret af religionen, altså islam.
Først efter 2001, da det folkelige pres for stramning af udlændingepolitikken var blevet meget stærkt, begyndte specielt Socialdemokraterne gradvis at acceptere nogle af de stramninger, som de borgerlige havde gennemført.
Men de røde partier har bestemt ikke noget at prale af, når det gælder indsatsen mod den masseindvandring, de parallelsamfund og den radikalisering, som er baggrunden for, at det fredelige Danmark konfronteres med terror.
Skandalen med palæstinenserne
Det er oven i købet meget vel tænkeligt, at den formodede terrorist Omar Abdel Hamid El-Hussein er et produkt af den vel nok største skandale, som den røde udlændingepolitik har skabt.
I slutningen af 1980’erne fik mange statsløse palæstinensere fra Libanon automatisk asyl i Danmark. Så gik man over til en individuel bedømmelse, og mange palæstinensere fik nu afslag.
Det fik 321 palæstinensere til at besætte en kirke i protest under stor mediebevågenhed. Flertallet i Folketinget bestående af Socialdemokraterne, De Radikale og SF blev bløde i knæene og vedtog helt uhørt en særlov bare for palæstinenserne.
Siden har denne gruppe flygtninge givet det danske samfund enorme problemer.
Måske er palæstinenseren Omar Abdel Hamid El-Hussein det seneste og største af disse problemer.
