*** 3 stjerner ud af 6
Paul Thomas Anderson er både manuskriptforfatter, producer og instruktør på LICORICE PIZZA.
Han er kendt for bl.a. følgende film: Debutfilmen ’Hard Eight’, sin anden spillefilm ’Boogie Nights’, ’Magnolia’, ’Punch-Drunk Love’ og ’There Will Be Blood’.
I hans nyeste film spilles de to hovedroller af mig to ubekendte skuespillere, Cooper Hoffmann og Alana Haim, og det er en god ting. Dog er der også blevet plads til store stjerner som Sean Penn og Bradley Cooper i rollen som henholdsvis berømt skuespiller og ulideligt selvoptaget Hollywood-producer.
Handling
Vi befinder os i Californien i 1973. Gary Valentine (Cooper Hoffmann) er 15 år og en særdeles fremmelig ung mand. Han har haft nogle småroller i bl.a. reklamefilm, og da hans selvfølelse ikke fejler noget, kalder han sig for skuespiller. Den stillingsbetegnelse forsøger han at imponere med, da han møder Alana (Alana Haim).
Fra hans side er det kærlighed ved første blik, men den 25-årige (29-årige?) Alana kan i optakten til deres relation slet ikke tage den buttede og bumsede Gary alvorligt. Gary går stadig i High School, og Alana keder sig som fotografassistent i et uinspirerende job.
Der går imidlertid ikke længe, før Alana får blikket op for den entreprenante og idérige Garys kvaliteter. Sammen rejser de til New York, hvor Gary skal optræde på TV. Det går desværre ikke helt som ventet for Gary, da Alana brænder varm på en af Garys medskuespillere og begynder at date ham.
Forholdet går dog i stykker, og Gary får igen en fremtrædende plads i Alanas liv.
Venskabet, som Alana insisterer på aldrig kan blive til et egentligt kærlighedsforhold, bliver stadig stærkere, til trods for mange bump på vejen.
Vil det alligevel ende med at blive de to – aldersforskellen til trods?
”Licorice Pizza” er en både sød, sjov og humoristisk-ironisk film
”Licorice Pizza” (hvorfor denne titel?) er en både sød, sjov og humoristisk-ironisk film. International Movie Data Base giver den en rating på intet mindre end 7.5, og der er da også mange scener, der kalder på latteren – kombineret med bid og pisk til fx en stinkende rig, selvfed Hollywood-producent med storhedsvanvid og en up coming hyklerisk politiker.
Når det alligevel ikke bliver til mere end 3 stjerner, er det fordi hverken plot eller relationen mellem Gary og Alana rigtigt overbeviser. Det er Disney-versionen af den eneste ene & kærlighed ved første blik.
Men god øjebliks-underholdning er denne helt igennem feel good film. Og med (næsten) passende respekt for Hollywood-manualen: Så og så mange sorte, så og så mange asiater, så og så mange homoseksuelle – fortsæt selv….
Længde: 133 minutter
- Medvirkende: Alana Haim, Cooper Hoffmann, Sean Penn, Bradley Cooper m.fl.
- Instruktør: Paul Thomas Anderson
- Manus: Paul Thomas Anderson
- Censur: Frarådes børn under 7 år
- Premieredato: 17.03.22
Licorice Pizza – Official Trailer (DK) – YouTube