Kære Kim Valentin,
Jeg er 72 år og pessimist – eller måske bare erfaren?
Når jeg ser mig omkring, med banker, der uhæmmet tager for sig af retterne, politikere uden evner og/eller mandsmod, ISIS, Putin, krige hid og did, Grækenlands og Spaniens problemer, Kinas byggeboble, udbredt kynisme, så er det svært at beholde smilet på læberne.
Så her er mit one-million-dollar spørgsmål:
Når nu det finansielle marked, bryder sammen, hvad alt tyder på vil ske, hvor skal man så placerer sine penge?
Valuta? Guldmønter? Aktier – hvilken industri(er)? Statsobligationer – hvilke lande? Eller hvilken cocktail?
Med venlig hilsen
Henrik S
Kære Henrik S
Det er som bekendt ikke ualmindeligt at mene, at fortiden var bedre end nutiden, men faktisk var de gode gamle dage ikke helt så gode, når man tænker over det. Jeg nævner her i flæng det store børskrak i 1929, verdenskrigene, oliekrisen, Vietnamkrigen, Iran-Irak krigene m.fl.
Verden er på mange måder blevet et bedre sted i det mindste målt på hvor mange mennesker, der dør i krig eller lever i ekstrem fattigdom.
Mere generelt kan man sige, at kriser og bobler opstår hele tiden, og der er hele tiden interesser i at mindske kriser, bobler og konflikter, øge velstanden, øge væksten.
Verdensøkonomien hænger sammen, og hvis den skulle bryde sammen, så er der ikke rigtig nogen steder at gemme sig.
Hvis du føler behov for at forberede dig på det værst tænkelige, så bør du mindske din gæld. På den måde løber renterne i det mindste ikke løbsk for dig, hvis der skulle opstå hyperinflation. Du kan eventuelt investere i guld, der historisk set er steget i krisetider.
Vær dog opmærksom på, at du ved at forberede dig på det værst tænkelige påtager dig en risiko for, at det ikke går, som du frygter.
Læs eventuelt dette FiF fra vores nyhedsbrev: Uden risiko intet afkast
Med venlig hilsen
Kim Valentin
Kim Valentin skriver hver uge om pension, investering, skat og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Få FinansNyt helt gratis