Massakren mod Charlie Hebdo den 7. januar viste på ny, at islamisk ekstremisme og den internationale jihad-bevægelse befinder sig på de øverste pladser på den internationale problemdagsorden.
Det er endnu for tidligt at fastslå, hvem der er udådens bagmænd og organisatorer. Ifølge nogle kilder stod de to brødre bag terroren mod Charlie Hebdo i ledtog med en af al-Qaedas forgreninger, nemlig al-Qaeda på Den Arabiske Halvø.
Men på en video erklærede Amedy Coulibaly, som blandt andet angreb det jødiske supermarked, sig som medlem af Islamisk Stat.
Det er således uklart, hvordan terroraktionerne i Frankrig placerer sig i forhold til den konkurrence, som foregår mellem al-Qaeda og Islamisk Stat (IS) om lederskabet i den internationale jihad-bevægelse.
Måske er der her tale om et konkret samarbejde mellem de to organisationer. Det er også set i andre sammenhænge. Men samtidig kæmper de indbyrdes om indflydelse.
IS satte med sin store offensiv i Irak sidste sommer al-Qaeda i skyggen. Al-Qaeda har siden haft behov for at demonstrere opsigtvækkende handling for at standse strømmen af overløbere til IS.
Hvis al-Qaeda stod bag angrebet på Charlie Hebdo, er der tale om et velvalgt tidspunkt at markere sig på i forhold til IS, hvis fremdrift synes aftagende siden den store offensiv sidste sommer.
Hvis antagelsen om manglende fremdrift, som også deles af nogle eksperter, viser sig at holde stik, kan det blive fatalt for IS. For dem er en aura af fortsat fremmarch og succes er af afgørende betydning.
Dødvande i konflikten mellem USA og IS
Konflikten mellem den af USA ledede internationale koalition og IS befinder sig da også i et dødvande.
Lad os se nærmere på situationen:
Det samlede billede er i øjeblikket noget flimrende. Der er fortsat kamphandlinger i Syrien, hvor det er lykkedes al-Qaedas lokale filial, Nushra-fronten at gå frem, og i Irak. Samtidig meldes der om blodige selvmordsangreb i irakiske byer. Men der synes intet afgørende at ske for tiden.
Den amerikanske regering og Kongressen er ved at analysere indsatsen og de hidtidige resultater. Der kan derfor muligvis ventes nye initiativer, blandt andet pres mod lande som Danmark, der ikke skrider tilstrækkeligt håndfast ind mod tilstrømningen af jihadkrigere til Syrien og Irak og mod hjemvendte krigere.
Samtidigt er USA og dets allierede, blandt andet Danmark ved at uddanne og træne irakiske sikkerheds- og militsstyrker samt kurdiske styrker til fremtidig indsats mod IS. Til gengæld er USA noget mere tøvende med støtte til de meget svage, moderate kræfter i Syrien.
Igennem flere uger i løbet af efteråret stod kampene i den syrisk-kurdiske by Kobane ved grænsen til Tyrkiet i centrum for medierne. Det ser nu ud til, at kurderne med støtte af amerikanske luftangreb ikke blot har stabiliseret situationen i byen, men ligefrem har genvundet en del terræn.
Islamisk Stat har problemer
Noget tyder på, at Islamisk Stat har måttet sætte så betydelige ressourcer ind i Kobane, at organisationen ikke har kunnet gå rigtigt i offensiven andre steder i Syrien eller i det nordlige og vestlige Irak.
Islamisk Stat har lidt visse mindre tilbageslag, men synes at forberede en offensiv i den vigtige Anbar-provins vest for Bagdad, som grænser op til Saudi Arabien, Jordan og Syrien. Sunnierne i Anbar synes ikke udelt begejstrede ved udsigten til, at shia-dominerede regerings- og militsstyrker vender tilbage.
Nord for Baghdad vandt regeringsstyrkerne lidt terræn for et par uger siden. Før jul lykkedes det også kurdiske styrker at trænge IS lidt tilbage i det nordlige Irak.
De amerikanske og allierede luftangreb ser også ud til at have svækket IS’ evne til at operere uhæmmet, ligesom de har ramt olieudvindingen og –eksporten og dermed Islamisk Stat’ indtægter føleligt.
Men stadig stærk
Men egentlige offensiver mod Islamisk Stat, herunder generobringen af den vigtige by Mosul i det nordlige Irak, kan nok først forventes om flere måneder. Det vil tage tid at genopbygge den irakiske hær, som nærmest brød sammen under Islamisk Stat’ offensiv sidste sommer.
Der er også betydelig uenighed på irakisk regeringsside mellem forskellige stammer og klaner samt mellem regeringen og kurderne om, hvem der skal have herredømmet i et generobret Mosul og omegn. Denne uenighed er i det hele taget symptomatisk for et Irak, der er gået op i sømmene.
Samtidigt er det lykkedes Islamisk Stat at vokse i Mellemøsten og andre dele af den muslimske verden ved knopskydning med grupper, som har erklæret deres tilslutning til organisationen.
Desuden har Islamisk Stat kunnet hverve tilhængere i Vesten, hvorfra unge muslimer strømmer til Syrien og Irak. Når disse jihadister vender tilbage, udgør de en dødelig fare.
To tendenser
Vi befinder os således i en tilstand, hvor det er svært at drage håndfaste konklusioner om IS. Man kan dog pege på to fremtidige tendenser:
1. Hvis Islamisk Stat ikke kan holde stillingen i deres kerneområde og i Mellemøsten generelt, kan organisationens ledelse beslutte at forlægge en større del af indsatsen til Vesteuropa og andre vestlige lande, hvor der tilsyneladende ikke er mangel på kamptrænede og indsatsberedte jihad-krigere. Denne tendens kan blive forstærket af konkurrencen med al-Qaeda.
2. Selv hvis Islamisk Stat – og for den sags skyld al-Qaeda – skulle blive afgørende svækket, er der ingen grund til at ånde lettet op for tidligt. For den egentlige grobund for den internationale jihad-bevægelses forskellige makabre fremtoninger, nemlig udbredelsen af militant islam samt mange arabiske og muslimske staters forfald, vil desværre bestå i mange år fremover.
