***** 5 stjerner ud af 6
APOLLO 11 er en dokumentarfilm, der sætter et markant mindesmærke for månelandingen for 50 år siden. Instruktøren Todd Douglas Miller (Dinosaur 13) har været så heldig at komme i besiddelse af 11.000 timers 65 mm optagelser, som ingen havde hørt eller set før, så reklamen for filmen lyver ikke: Det er næsten som om, man selv er med på turen.
Hovedpersonerne er selvfølgelig de tre astronauter ombord på Apollo 11: Neil Armstrong, første mand til at sætte fod på månen, Buzz Aldrin, mand nummer to, og endelig Michael Collins, som forblev i kredsløb omkring Månen, mens de to andre fik ’månejord’ under støvlerne. Gys for at sidde i det rumfartøj alene!
Men ’hovedpersoner’ er også de hundredvis af mænd, der følger med og overvåger i NASA’s kontrolrum. Mandskabet er fordelt i forskellige grupper, hvor hvert medlem med sin særlige ekspertise varetager specifikke opgaver i det uhyre komplicerede eksperiment.
Instruktørens tanker og motivation
”Apollo 11 missionen er en af de største bedrifter i menneskehedens historie – flere hundrede tusinde mennesker, fra titusindvis af forskellige instanser, med et eneste mål i sigte: At få bragt mennesket ud til en anden planet end Jorden for første gang nogensinde.
Til tider føltes det som om vores film havde ligeså mange puslespilsbrikker som mennesker involveret. For det der ellers startede ud som et forholdsvis simpelt redigeringsarbejde – var det mon muligt at fortælle hele historien om Apollo 11 missionen kun ved hjælp af arkivmateriale? – endte i et ganske omfattende internationalt samarbejde mellem flere forskellige grupper af eksperter for at få skabt dette definitive Apollo 11 værk og få det op på det store lærred.
Det helt utrolige fund af en kasse med fuldt bevaret storformatfilm og lydoptagelser tilførte endnu en dimension til vores projekt (…)”
Månelandingen var en sublim kraftpræstation
I begyndelsen generer de lidt slørede optagelser (og de manglende undertekster!), men arkivmaterialet emmer så meget af historiens vingesus, at småirritationerne fordamper.
”Apollo 11” er et historisk dokument om, hvad mennesket formår, når de ypperste kræfter arbejder sammen, og alt går op i en højere enhed. Månelandingen var en sublim kraftpræstation og er en af milepælene i menneskehedens historie.
Længde: 93 minutter
- Instruktør: Todd Douglas Miller
- Premieredato: torsdag d. 27. juni