Den Korte Avis påpeger jævnligt, hvordan dele af medierne, Journalistisk Venstreparti, (mis)bruger deres magt til at dække begivenheder ud fra deres særlige vinkling. Det fik man endnu et eksempel på med det britiske valg sidste torsdag, den 7. maj.
Her vandt De Konservative for første gang siden 1992 et absolut flertal i Underhuset, parlamentets folkevalgte kammer, nemlig 331 af 650 sæder. Premierminister David Cameron, som siden 2010 har regeret i en koalition med Liberaldemokraterne, kan dermed danne en flertalsregering byggende alene på sit eget parti.
Valgudfaldet kom bag på de fleste iagttagere og på meningsmålingerne, der gennemgående havde spået dødt løb. Mange af dem må derfor igennem en del selvransagelse efter valget.
Indgående dækning i danske medier
Af en udenrigspolitisk begivenhed at være blev valgkampen ret indgående dækket af de fleste danske medier. Det skyldes, at England – eller Det Forenede Kongerige (UK i engelsk forkortelse) som det rettelig hedder – af mange danske bliver betragtet som et os nærtstående land.
Vi forstår sproget, ligger geografisk tæt på hinanden, og UK er en vigtig politisk, militær og økonomisk partner, om end ikke længere så vigtig, som mange tror.
Desuden nærer vi af forståelige historiske grunde en meget betydelig sympati for England, en sympati som ikke mindst blev pudset af i forbindelse med højtideligholdelsen af 70-året for den 5. maj 1945.
Journalistisk Venstreparti: Cameron kunne da umuligt vinde
Når alt dette er fastslået, må man samtidigt konstatere, at hovedparten af de danske medier også må underkaste sig selv en betydelig selvransagelse efter valget. I lyset af deres optik, dækning og vinkling var det simpelthen det forkerte parti, der vandt.
• Den typiske reportage i de danske medier under valgkampen indeholdt gerne et eller flere af følgende elementer:
• David Cameron og de fleste af hans ministre blev beskrevet som overklasse- og kostskoleløg ude af kontakt med den almindelige brite.
• Regeringen havde i 5 år ført en benhård og følelseskold nedskæringspolitik, der havde kastet millioner af mennesker ned i en social massegrav.
• Uligheden mellem de rige og den øvrige befolkning var steget massivt.
• Intet normalt menneske havde længere råd til at bo i London på grund af eksplosivt stigende ejendomspriser.
• Den økonomiske vækst havde godt nok været markant sammenlignet med for eksempel Danmark, men var kun kommet de rige og finanssektoren til gode.
• Overalt gærede den sociale uro.
• Alt dette blev illustreret i interviews med ”almindelige” mennesker, dvs. pubgængere, arbejdsløse, enlige mødre, beboere i nedslidte byer og bydele og med kommentarer indhentet hos britiske journalister eller universitetsfolk, som tydeligvis var på bølgelængde med den pågældende danske journalist.
• Osv., osv.
Kort og godt: Enhver seer, lytter og læser måtte nå til den slutning, at godt nok var valgets udfald usikkert, men ingen briter, bortset fra en lille klike af adelige, finansryttere og ejendomsspekulanter ville da stemme på De Konservative, som havde skabt en sådan jammerdal af et land.
De britiske vælgere havde en anden mening
Nu gik det så anderledes. Så man må nok konkludere, at vi endnu engang har været vidne til – eller snarere: udsat for – Journalistisk Venstrepartis dækning af begivenheder, som dets medlemmer åbenbart havde et betydeligt politisk engagement i.
Ofrene, skurkene og de få helte udvalgtes og præsenteredes omhyggeligt og ofte, så ingen kunne være i tvivl om, hvordan briterne burde stemme – hvis de vel at mærke var danskere, hvad de jo imidlertid ikke var.
Ja, tænk engang, det viste sig, at disse mærkelige mennesker på den anden side af Nordsøen, slet ikke er så optaget af ulighed, ”asociale” nedskæringer, ofre og ”svage” grupper, som vi er i Danmark. De er også for langt de fleste vedkommende fuldt tilfredse med det ”uretfærdige” valgsystem, som skal sikre stabile regeringer.
Efter det for dem skuffende valgudfald trådte lederne af 3 af de britiske oppositionspartier tilbage. Måske skulle nogle af de prominente kræfter i Journalistisk Venstreparti overveje noget lignende.
