Butiksejere plages af en ny type usandsynligt grove og frække tyverier

Google street veiw

I udlandet har man oplevet en ny slags butikstyverier gribe om sig:

 

En gruppe mennesker går ind i en butik, og så tager de simpelt hen de ting ned fra hylder og stativer, som de gerne vil have, hvorefter de helt åbenlyst går ud af butikken med dem.

 

Tyvene satser på, at hverken ekspedienter eller en eventuel vagtmand er i stand til at standse dem. Og de regner ikke med, at der sker noget fra politiets side, selv om overvågningskameraer har optaget dem.

 

Den Korte Avis har flere gange vist videoer med disse usandsynligt grove og frække tyverier.

 

Set fra tyvenes side giver de meget mere, og de er meget enklere at udføre, end hvis man forsøger at stikke noget under frakken eller på anden måde bære varerne ud i det skjulte.

 

Så hvis de ellers kan regne med, at ingen kommer efter dem, tænker de: Hvorfor ikke gøre det?

 

Eksempler fra Aarhus

Tilsyneladende har denne ny tendens ramt Aarhus. Lokalavisen/Aarhus kan således berette om flere butikker på Store Torv, der plages af fænomenet.

 

Maja Challi, der er butiksbestyrer af Peak Perfomance, siger:

 

”Man er magtesløs. Vi har altid været plaget af tyverier. Men til forskel fra tidligere, hvor de tog tøjet på i prøverummet eller på anden måde prøvede at skjule det, så er det i dag meget åbenlyst. De kan finde på at tage en stak tøj på og bare løbe ud af butikken. De er så ligeglade.” (Lokalavisen)

 

Mathias Bech, som er butikschef hos Quint, supplerer:

 

”Ja, det oplever vi også. De har ingen respekt. De løber bare – har måske en scooter eller bil stående og er væk på to sekunder.” (Lokalavisen)

 

Et par butikker siger, at de ved flere lejligheder har anmeldt tyverierne til politiet, blandt andet med materiale fra videoovervågning. Østjyllands Politi tilkendegiver derimod, at man kun har modtaget to anmeldelser af butikstyverier på Store Torv i år.

 

Hvad årsagen er til disse modstridende informationer, står hen i det uvisse. Men noget tyder i hvert fald på, at flere butikker konkluderer, at de må klare sig selv. Mike Guldberg Mortensen, der er butiksbestyrer hos Støy Munkholm, udtrykker det således:

 

“Generelt oplever vi, at vi er overladt til, at det skal vi selv klare. Derfor bruger vi i stigende grad vagterne og giver dem vores overvågning, så de kan holde øje med visse gengangere. Og vi er i stigende grad begyndt at sige til visse folk i døren, at de ikke er velkomne. Vi vil ikke finde os i det.” (Lokalavisen)

 

Måder at bekæmpe det på

Man må formode, at disse nye, grænseoverskridende tyverier vil brede sig i den danske butiksverden. Der er vel kun to måder at bekæmpe dem på:

 

Enten må man selv have skrappere kontrol med, hvem man lukker ind i butikken som hos Støy Munkholm. Eller også må politiet gøre en større indsats for at forfølge disse sager. Eller selvfølgelig begge dele.

 

Indtil videre kan de fleste af tyvene boltre sig temmelig ustraffet.

 

http://aarhus.lokalavisen.dk/store-torv-plaget-af-tyverier-og-chikane/Lokale-nyheder/20150408/artikler/704089389/1449

To videoer

Se her to videoer, der viser voldsomme eksempler på den nye form butikstyveri i USA, hvor fænomenet først slog igennem.

 

På den ene video deltager 50-60 unge i plyndringen af en tøjbutik. Det tager bare et halvt minut. Og tyvene vender senere tilbage.

 

På den anden video deltager cirka 20 unge i et lignende røveri mod en 7Eleven-butik. Det tager et minut.

 

Man har døbt disse tyverier ”flash robs”

 

Disse grove tyverier var i begyndelsen ret spontane. Men efterhånden bliver de brugt af organiserede kriminelle.

 

I Danmark kan vi også komme til at se udenlandske kriminelle betjene sig af disse metoder.

 

Se massetyveriet af en 7Eleven butik her:
Del på Facebook