Regeringen har gjort det til en mærkesag at kræve, at flygtninge og indvandrere skal arbejde.
Det var et centralt emne i Helle Thornings nytårstale. Socialdemokraterne har siden kørt en stor annoncekampagne på kravet for at vise vælgerne, at man står for en stram udlændingepolitik.
I sidste uge fremsatte regeringen så sit lovforslag om integration. Her kræver man mere konkret, at flygtninge og familiesammenførte skal arbejde mindst ti timer om ugen i forbindelse med det treårige integrationsprogram.
Det er efter de borgerliges mening for lidt. Men faktisk er der fra regeringens side slet ikke engang tale om ti timers arbejde i et rigtigt job.
Kun ganske få skal have et rigtigt arbejde
Det viser sig nemlig, at kun knap 3 procent af flygtningene i Danmark er erklæret ”jobparate” – altså klar til at tage et normalt arbejde. (Jyllands-Posten)
3 procent!
Det er socialrådgiverne i kommunerne, der giver den konkrete vurdering af flygtningenes jobparathed.
88 procent vurderes kun til at være ”aktivitetsparate”. De har angiveligt nogle problemer, der betyder, at de ikke kan håndtere et rigtigt job – heller ikke i bare ti timer. Men de kan få tilbud om særligt støttet beskæftigelse i form af praktik eller løntilskudsjob i en virksomhed eller nyttejob.
Det er altså, hvad der er tilbage af regeringens stærkt opreklamerede planer om, at man nu virkelig skal have flygtningene i arbejde.
Systemet gør dem til stakkels ofre
Det virker meget ejendommeligt, at socialrådgiverne i kommunerne kun definerer knap 3 procent af flygtningene som jobparate. Man fremstiller det nærmest, som om det store flertal af flygtninge lider af posttraumatisk stresssyndrom.
Socialrådgiverne har en særdeles venstreorienteret faglig tradition, hvor man altid har været meget tilbøjelig til at definere folk som ofre, der har brug for flere offentlige penge.
Man giver indtryk af, at vi ikke kan kræve det store af flygtninge. De skal forsørges af det danske samfund.
Bjerget og musen
Det er hævet over enhver tvivl, at nogle flygtninge er så medtaget, at det ikke giver nogen mening at sætte dem til et normalt arbejde.
Men der er en sær kontrast mellem socialrådgivernes påstand om de ekstremt skrøbelige flygtninge og så den flygtningestrøm, som man kan se på sin TV-skærm. Den er domineret af stærke unge mænd. Skulle de fleste af dem ikke kunne tage et arbejde?
Men regeringen er tydeligvis ikke indstillet på at tage et opgør med socialrådgivernes vurderinger. Måske hænger det sammen med, at de er røde kernevælgere.
Så regeringens krav om, at flygtninge skal arbejde, ser ud til at blive historien om bjerget, der barslede med en mus.
