På EU-topmødet torsdag-fredag vil den britiske premierminister David Cameron kæmpe som en rasende for at forhindre, at Jean-Claude Juncker fra Luxembourg bliver den ny formand for EU-Kommissionen.
Cameron anser med fuld ret Juncker som EU-centralist, EU-føderalist, eller hvad man nu vil kalde det. Juncker er mildt sagt ikke manden, der vil være i pagt med de voksende folkelige krav om at sætte grænser for EU’s magt.
Men alt tyder på, at Cameron vil tabe sin kamp mod Juncker. De to store partigrupper i EU, de konservative og socialdemokraterne, har samlet sig bag manden fra Luxembourg. Og så skulle den sag være afgjort.
Cameron og Thorning
David Cameron havde håbet, at Helle Thorning-Schmidt kunne være et alternativ til Jean-Claude Juncker. Storbritannien søgte at bringe hende i spil som formand for EU-Kommissionen.
Men den idé vakte ikke genklang hos de andre EU-ledere. Til gengæld har Thorning en reel chance for at få den mindre magtfulde post som formand (præsident) for Det Europæiske Råd – det fælles organ for landenes stats- og regeringsledere.
Skulle Thorning få denne post, vil det dog være en ringe trøst for briterne. Juncker ville som formand for Kommissionen spille førsteviolin violin i forhold til Thorning. Det ved Cameron, og derfor interesserer denne mulighed ham ikke synderlig meget.
Så den britiske premierminister vil formentlig rejse hjem fra Bruxelles på fredag som en skuffet, presset og bekymret mand.
Han har lovet briterne, at de får en folkeafstemning om medlemskabet af EU i 2017, hvis han vinder valget næste år. Med Juncker i front i EU, kan det ende med, at briterne stemmer nej.
Camerons desperation afspejler sig i, at han nu truer med ligefrem selv at overveje en britisk udmeldelse af EU, hvis Juncker får posten.
Forkert opfattelse af Thorning
Når Cameron har trukket Thorning frem i sin kamp mod EU-centralisterne, hænger det sammen med, at hun er dansker. Og danskerne er i EU kendte for at være vagtsomme over for, at EU får for megen magt.
Med Thorning i spidsen for Kommisionen ville det være lettere at bekæmpe EU-centralisterne og at få briterne til at sige ja til fortsat medlemskab. Sådan tænkte Cameron.
Men den overvejelse har ikke haft meget med virkeligheden at gøre.
Det skyldes ikke bare, at det var umuligt at få gjort Thorning til formand for EU-Kommissionen. Det skyldtes også Thornings egen indstilling til EU.
Thorning har slet ikke den skepsis over for mere magt til EU, som Cameron har håbet på. Det vil også vise sig, hvis hun får posten som formand for Det Europæiske Råd (”EU-præsident”).
Her vil hun følge EU-centralisterne.
Hun støtter super-føderalisten Juncker
I den aktuelle situation har Thorning således uden protester bakket op om super-føderalisten Jean-Claude Juncker som ny formand for Kommissionen.
Han havde opbakning fra EU’s mest magtfulde politiker, den tyske forbundskansler Angela Merkel. Han fik opbakning fra socialdemokraterne som led i en pagt mellem dem og de konservative om fordelingen af topposterne.
Og så fik han også Thornings tilslutning. Til trods for, at Juncker repræsenterer alt det ved EU, som der er en voksende skepsis over for i den danske befolkning.
Thornings EU-holdninger
Der er to grunde til, at Thorning uden besvær er gledet med i opbakningen til denne EU-centralist.
Den ene er hendes EU-politiske holdninger.
Thorning er uddannet ved Europa Universitetet. Hun har haft sine politiske læreår i Europa-Parlamentet. Hun har aldrig givet indtryk af, at hun havde problemer med EU’s voksende magt.
Senest så man det i forbindelse med Folketingets ophedede debatter om danske velfærdsydelser til EU-borgere.
Her var der i første omgang ikke gnist af protest fra Thornings side over EU-reglerne. Hun konstaterede, at reglerne var, som de var, og det måtte Danmark indrette sig efter. Ja, hun nåede faktisk også at få signaleret på linje med De Radikale, at EU-reglerne var et gode.
Siden måtte hun så trække i land og stille sig mere kampberedt an, fordi vælgerne reagerede kraftigt. Men det var tydeligvis en taktisk retræte for at undgå indenrigspolitiske problemer. Thorning efterlod indtrykket af, at hun ikke selv så de store problemer i sagen.
Hun ved, hvor magten ligger
Der er også en anden grund til, at Thorning i givet fald vil være en ”EU-præsident”, som ikke vil volde centralisterne problemer.
Hun vil først og fremmest have succes i jobbet. Det kræver, at hun holder sig tæt på magten i EU. Og hun ved, hvor magten ligger: I alliancen mellem Angela Merkel og Jean-Claude Juncker.
Denne alliance indikerer, at EU’s vej mod at sætte sig på stadig flere politiske områder står til at fortsætte. Og Thorning vil efter al sandsynlighed følge med.
Der vil så komme små indrømmelser til de stadig mere skeptiske befolkninger. Men det vil mest være retorik og symbolske tiltag.
Hvis Helle Thorning var blevet formand for EU-Kommissionen, ville David Cameron have jublet. Men hans jubel ville hurtigt være forstummet, når han fandt ud af, hvad Thorning stod for.
