Medierne er fyldt med historier om dagens store politiske tema: regeringens forslag til en reform af beskæftigelsessystemet.
Der tales i den forbindelse meget om, at regeringens forslag er sat sammen, så det er velegnet til at socialdemokraterne kan få en god 1. maj med fred i egne rækker og i forhold til fagbevægelsen.
Det siger noget om, hvor forskruet den politiske debat kan være.
Nu om dage er 1.maj en temmelig ligegyldig begivenhed. Kun få danskere forholder sig til møderne, og endnu færre deltager i dem. Langt de fleste vil være ret ligeglade med, hvordan disse møder forløber.
Vælgerne hægtet af
Men det er også overdrevet, at reformen i den grad skulle være møntet på 1. maj. Det er først og fremmest det kommende folketingsvalg, som regeringen har for øje. Den håber, at beskæftigelsesreformen kan bidrage med to ting i den forbindelse:
For det første skal den sikre enighed mellem de to regeringspartier og især mellem S-toppen og dens bagland. Det udspil, der nu fremlægges, er skræddersyet til at skabe samling og har gode chancer for at opnå den. Noget andet er så, hvad der sker under de kommende forhandlinger.
For det andet skulle reformen set med regeringens øjne gerne kapre vælgere til rød blok i almindelighed og Socialdemokraterne i særdeleshed.
Det er straks mere usikkert. Vælgerne vil mest være desorienterede, fordi man taler så meget om reformen i teknokratsprog, som man foreløbig gør: ”Beskæftigelsesreform”, ”jobcentre”, ”afbureaukratisering”, ”kompetence”, ”opkvalificering”.
Den politiske debat om reformen, der nu er startet, fløjter hen over hovedet på vælgerne.
Men under teknokratsproget ligger der jo nogle klare holdningsforskelle mellem regeringen og blå blok.
Socialdemokraterne
For Socialdemokraternes vedkommende ligger der tre hovedbudskaber i udspillet:
Fagbevægelsen skal have mere magt – det vil især sige A-kasserne, som skal stå for jobformidlingen i det første halve år.
Det meget store offentlige apparat, som i Danmark står for beskæftigelsesindsatsen, skal fastholdes i sit omfang – om end i en ændret udgave. Socialdemokraterne vil bevare verdens dyreste beskæftigelsessystem.
Endelig skal de arbejdsløse have en kærligere hånd, mens de er arbejdsløse i det offentliges varetægt. Ud med tvungen aktivering og ind med flere uddannelsestilbud.
Stor offentlig sektor, stærk fagbevægelse og tilbud frem for krav til de arbejdsløse – det er nøgleord.
De Radikale
Den radikale mærkesag i reformen er mere frihed i systemets måde at fungere på. Det skal i højere grad bygge på en individuel vurdering, hvad der er bedst for den ledige. Dette flugter med De Radikales slogan om at vise mere tillid til de offentligt ansatte.
Generelt har De Radikale en noget tilbagetrukken rolle. Beskæftigelsespolitikken er først og fremmest socialdemokratisk hjerteblod. Og De Radikale er indstillet på, at deres stærkt svækkede regeringspartner skal have mulighed for at score nogle points i denne sag.
Venstre
Hos blå blok er det især Venstre, der har været udfarende i forhold til reformen.
Partiet vil slanke verdens dyreste beskæftigelsessystem.
I den forbindelse vil man have mere konkurrence ind i systemet ved at give de ledige større mulighed for selv at vælge mellem jobcentre og A-kasser, når der skal findes arbejde.
Venstre er enig med regeringen i, at der findes en del overflødig aktivering. Men man vil beholde en mere målrettet aktivering. Her kan man henvise til erfaringer, der viser, at truslen om aktivering får den ledige til at gøre mere for selv at finde et arbejde.
Partiet slår samtidig på, at uddannelsestilbud til de ledige ikke må få et omfang, som forhindrer de ledige i at komme hurtigt i arbejde, når muligheden byder sig ude i virksomhederne.
Sidst, men ikke mindst, vil Venstre bruge besparelser på beskæftigelsessystemet til at lette skattetrykket på virksomhederne – især energiafgifterne.
Reel holdningsforskel
Venstre vil altså have vælgerne med på budskabet om slankere offentlig sektor, større tilskyndelse for den ledige til at finde et arbejde, lavere omkostninger for virksomhederne og hurtigere opfyldelse af deres behov for arbejdskraft.
Socialdemokraterne vil have vælgerne med på budskabet om udbygning af det offentlige system, nye rettigheder til de ledige, langsigtet satsning på uddannelse frem for hurtig udrykning, når virksomheder mangler arbejdskraft. Og så altså større indflydelse til fagbevægelsen.
Hvis de to partier taler klart om dette, kan vælgerne se en reel forskel.
Venstre vil dermed signalere, at virksomhederne skal styrkes i forhold til det offentlige. Socialdemokraterne vil signalere, at det offentlige skal styrkes for bedre at kunne tage vare på grupper i problemer.
Her er man nede i politiske lag, som vælgerne kan forbinde med noget holdningsmæssigt. I stedet for snakken om ”beskæftigelsesreform”, ”afbureaukratisering”, ”jobcentre”, ”opkvalificering” og ”kompetence”.
