New York City er uudtømmelig og rummer så mange spændende museer, spillesteder, parker, restauranter, shoppingmuligheder og barer, at det er umuligt at få bare en procentdel nedskrevet i en kort guide.
Et af de bedste råd, må derfor være, selvfølgelig at forberede sig og læse om de attraktioner, som man interesserer sig for, men derudover også bare at kaste sig ud i det.
Gå en tur når du kommer til byen, se hvor dine ben fører dig hen, og hold øjne og ører åbne for alt det, du møder på din vej.
Oplev byens attraktioner
New York skyline er heldigvis uundgåelig at støde på, men bør ikke desto mindre dyrkes. Gerne fra flere forskellige perspektiver. Nyd f.eks. den smukke udsigt fra vandet på en af de mange arrangerede sejlture eller fra Brooklyn Heights Promenade (billedet) samt fra fugleperspektiv i en af byens mange skyskrabere.
Besøg enten Empire State Building eller Rockefeller Center, som begge tilbyder et storslået udsyn over byen til nogenlunde samme pris. Køerne kan være lange, så kom på et tidspunkt, hvor færrest muligt besøger attraktionerne, f.eks. så snart de åbner kl. 8 om morgenen eller sent om aftenen omkring kl. 23.00.
Det kan være svært at forudsige, hvornår der er kø, og man kan også være heldig at dukke op ved frokosttid og komme hurtigt op.
Brug en eftermiddag i Chelsea. Foruden skønne gallerier og små fine butikker byder området bl.a. påChelsea Market, som er et madmarked med delikate specialforretninger og små, lækre restauranter og cafeer, hvor du kan stille frokostsulten.
De indtagende kalorier fra Chelsea Market kan efterfølgende forbrændes med en gåtur i den smukke og innovative high-line park, som er grundlagt ovenpå tidligere togskinner hævet over jorden. Parken er 2,3 km lang og har en fin udsigt over byen på grund af dens placering 10 meter over gadeniveau.
Efter en gåtur i parken, kan du bevæge dig mod vest ud til vandet, hvor du bør lægge vejen forbi The Frying Pan; En hip, gyngende bar som ligger på en båd. Prøv deres hvide sangria eller del en spand Coronas, mens du nyder udsigten over vandet til New Jersey.
Spis ude
Du skal ikke snyde dig selv for en traditionel burger, når du besøger byernes by. Shake Shark er en burgerkæde, som blev grundlagt i storbyen for 10 år siden. Her kan man mæske sig i den skønneste amerikanske junkfood: Burgere, milkshakes, hot dogs og sprøde fritter.
Burgerkæden har restauranter tæt på mange af byens parker, så man kan snildt købe sin burger to-go og nyde den i grønne omgivelser.
Ønsker du et sundt og billigt måltid, er Westville stedet du skal gå til. Westville har 4 restauranter placeret rundt omkring den sydlige del af Manhattan. Her får du simpel mad, af gode råvarer, til rimelige priser. Køkkenet er primært amerikansk, og der er mulighed for at vælge mellem en masse forskellige retter, såsom salater, steaks og burgere.
Det er kun muligt at reservere bord, hvis man kommer i en gruppe på 4 eller flere personer. Tag derfor forbi når de åbner kl. 10.00 om morgenen til brunch eller lidt før aftensmadstid, hvis I er to og ikke gider vente for længe på et bord.
Aurole er både finere og dyrere end de to ovenstående forslag. Her kan du nyde eksperimenterende og elegante retter, med inspiration fra hele verden. Restauranten serverer alt fra lynstegt japansk tun til fransk foie gras og italiensk gnocci-pasta.
Hvis du er tørstig efter en lille pre-dinner-drink, kan du prøve at spørge efter en brombær-ingefær-prosecco cocktail. Den er ikke officielt på menukortet, men bartenderen mikser den gerne på forespørgsel.
Bo behageligt
Det fås næsten ikke billigere end på New York Budget Inn. Med placering tæt på Empire State Building og Times Square er dette hotel og vandrehjem ideelt for dem, der gerne vil bo centralt, men stadig spare penge på overnatningen.
Gæster kan enten logere sig på private værelser med delte badeværelser eller i sovesale, hvis det skal være ekstra billigt. På trods af de lave priser tilbyder hotellet både 24-timers reception, gratis WiFi og aircondition. Book og se priser her.
Firestjernede Novotel New York Times Square ligger på 52nd Street med Broadways mange teatre lige udenfor hoveddøren. Hotellet har egen restaurant og bar under navnet Supernova, med en skøn tagterrasse, hvor man foruden middag kan nyde brunch og vellavede cocktails med udsigt til Times Squares blinkende storskærme.
Hotellet er netop blevet renoveret, så de 480 værelser fremstår i lyst og stilfuldt design. Skal formen holdes ved lige tilbyder hotellet et veludstyret fitnesscenter. Information og priser kan ses her.
I den mere dyre og luksuriøse ende finder vi Kimpton Eventi, som ligger på hjørnet mellem 33th Street og den pulserende Avenue of the Americas. Hotellet er holdt i et innovativt og kreativt design, som gør at man som gæst hurtigt føler sig inspireret og godt tilpas.
Kimpton Eventi tilbyder en skøn fitness- og wellnessafdeling, kæledyrsservice, hvis du rejser med en firbenet ven, gratis cykeludlejning og meget mere. Hver aften arrangerer hotellet en wine hour i lobbyen, hvor gæsterne kan nyde et godt glas vin.
Der tilbydes desuden 24-timers roomservice, hvor du bl.a. kan få serveret et bredt udvalg af morgenmåltider samt midnatssnacks, hvis du kommer sulten hjem fra rooftopbars og clubhopping i New Yorks natteliv. Se mere information og priser her.
Klik her for en oversigt over flere hoteller og hotelpriser i New York.