Regeringen vakler over for truslen fra Islamisk Stat

"Bryd grænsene" (YouTube/VICE NEWS)

I et indlæg i gårsdagens Sunday Telegraph skrev den britiske premierminister David Cameron, at Storbritannien må bruge sin ”militære styrke” til at hjælpe med at besejre en ”syg og barbarisk” bevægelse, før britiske borgere bliver mål for dens angreb.

 

Islamisk Stat vil bringe terror til Storbritanniens gader, hvis der ikke bliver gjort noget nu, lød hans advarsel. Han udtrykte frygt for, at kampen mod terrororganisationen ville vare ”resten af min tid i politik”.

 

Ifølge Cameron vil luftangreb ikke være nok til at besejre Islamisk Stat. Det ligger dog fast, at Storbritannien i lighed med andre vestlige lande ikke agter at sætte landtropper ind.

 

Der skal ”seje, intelligente, tålmodige” skridt til, lød det fra premierministeren, der ikke åbenbarede, hvad der nærmere ligger i det.

 

Kampen på de sociale medier

Det er bemærkelsesværdigt, at artiklen lægger stor vægt på kampen mod Islamisk Stat på Internettet.

 

Islamisk Stat har været ekstremt aktive på de sociale medier, som de har udnyttet med stor dygtighed til at rekruttere nye tilhængere og organisere støtte.

 

De sociale medier indgår også som en direkte del af deres krigsførelse. Brutale og skrækindjagende tekster og billeder skal skabe panik hos modstanderne. Denne skræmmepropaganda har vist sig ret effektiv, især i kampen mod den irakiske hær.

 

Camerons indlæg i Sunday Telegraph viser, at de britiske myndigheder er klar over, hvor afgørende det er at sætte hårdt ind mod denne udnyttelse af de sociale medier fra de islamistiske fanatikeres side.

 

Man vil gå efter at ramme videoer, der bruges til at hverve tilhængere og krigere til Islamisk Stat. ”Enhver, der lægger sådanne videoer ud for at reklamere for organisationen, vil blive arresteret,” siger Cameron.

 

I artiklen oplyser han, at britisk politi har fjernet 28.000 terrorrelaterede indslag på nettet, herunder 46 Islamisk Stat videoer.

 

Thorning og Lidegaard vakler

I Danmark har Helle Thorning-Schmidt – sin vane tro – mest overladt det til sin fagminister at forklare regeringens linje. Det er her udenrigsminister Martin Lidegaard.

 

Foreløbig nøjes regeringen med at stille et fly til rådighed for at transportere fødevarehjælp. Er regeringen parat til at gå længere?

 

Lidegaards svar lyder foreløbig: måske – måske ikke. Denne vaklende holdning står i kontrast til Camerons kontante signaler, og den virker svag i forhold til den trussel, som Islamisk Stat udgør.

 

Hvornår kommer den danske regering med en vurdering af truslen?

Der foreligger ikke nogen nærmere vurdering fra den danske regering af det særligt alvorlige ved den trussel, der kommer fra Islamisk Stat.

 

Alvoren for os ligger jo i, at Danmark og Europa kan blive hårdt ramt, hvis Islamisk Stat bider sig fast som en vigtig magtfaktor i Mellemøsten. Man vil så kunne sende horder af terrorister mod os, der kan føre krig i danske byer.

 

Islamisk Magt er derfor et klart værre problem for os end de konflikter, som tidligere har fået Danmark til at deltage i vestlige militæraktioner.

 

I forhold til Islamisk Magt er det ikke noget valg for Danmark at blande sig udenom. Vi er nødt til at yde hjælp til den væbnede kamp mod IS, der først og fremmest føres af kurderne. Samtidig er der en særlig kamp at føre på de sociale medier.

 

Denne alvor i situationen blev klart markeret af David Cameron. Hvornår gør Helle Thorning det samme?

Del på Facebook