Slutningen af juni og de første dage af juli 1864 hører til de dystreste i Danmarks historie.
Danske styrker led nederlag
Den 29. juni led de danske styrker det afgørende militære og politiske nederlag i krigen mod Preussen og Østrig, da den preussiske hær erobrede Als. Trods deres triumf ved Dybbøl den 18. april havde preusserne nemlig ikke ved den lejlighed vundet en afgørende sejr.
Den danske hær var fortsat intakt, og Danmark havde bevaret sit sidste fodfæste i Slesvig, Als. De nogenlunde gode kort, som Danmark fortsat havde på hånden, blev imidlertid fuldstændigt forspildt under de fredsforhandlinger, der indledtes i London efter, at der den 12. maj var indgået våbenhvile.
Inkompetent dansk regering
Der lagde de neutrale stormagter med England i spidsen løsningsskitser på bordet, som ville have indebåret en deling af Slesvig syd for den nuværende grænse, således at f.eks. Flensborg var forblevet dansk. Disse for en eftertid at se meget gunstige udspil faldt imidlertid på gulvet p.g.a. den danske regerings ubeslutsomhed og inkompetence.
Det havde siden 1848 været god latin blandt de nationalliberale, den tids kaffe latte-segment -, at Slesvig ikke skulle deles, selvom befolkningen i Sydslesvig utvivlsomt stort set var tysksindet.
Regeringschefen D.G. Monrad, som gjorde sig illusioner om Danmarks militære muligheder og Englands sympati, hvis krigen genoptoges, bar en stor del af ansvaret. Det samme gjorde kongen, Christian den 9., som var modstander af enhver deling, fordi han ønskede den danske helstat (Kongeriget Danmark, Slesvig og Holsten) bevaret. En deling af Slesvig ville tilmed betyde, at hans fødehjem Gottorp Slot sandsynligvis ville gå tabt.
Han lod endda foretage sonderinger om Danmarks indtræden i Det Tyske Forbund for på den måde at undgå enhver deling og landafståelse.
Dybbøl forgæves
Så de danske soldaters ofre ved Dybbøl var forgæves, og i slutningen af juni brød fredsforhandlingerne sammen. Stormagternes repræsentanter tog sig til hovedet over de besværlige danskere. Ingen kunne eller ville længere hjælpe Danmark, da våbenhvilen udløb den 25. juni.
Situationen var nu den, at en fåtallig dansk styrke, 12.000 mand, der var placeret på Als, næppe var i stand til at kontrollere kystlinjen langs det smalle Als Sund, hvor fjenden stod talstærkt på den anden side. Hærens øvrige enheder lå nord for Limfjorden, på Fyn og på Sjælland. Flåden var dog parat til at afværge en invasion på Als med tilstedeværelsen af det moderne panserskib Rolf Krake.
Overraskelsesangreb
Preusserne, som ikke havde stor lyst til at sætte deres effektive hær på spil på åbent vand, hvor de ville være et let bytte for Rolf Krake, havde imidlertid held til i al hemmelighed at forberede en overraskelse i form af en landsætning med betydelige styrker med robåde, der var skjult i Sottrup Skov ved sundets nordlige del.
(Illustrationen er fra Axel Liljefalk og Otto Lütken: Vor sidste kamp for Sønderjylland. København 1914)
Taget på sengen
Kl. 2 om morgenen den 29. juni satte den første bølge preussere over det smalle sund, hvor den overraskede de fåtallige danske styrker på Kærhalvøen.
Inden det lykkedes at iværksætte nogen samlet dansk modoffensiv, var så mange preussere kommet i land, at de i løbet af få timer kunne nedkæmpe den danske modstand, som det trods alt var muligt at organisere takket være de spredte danske enheders initiativ og tapperhed. Ikke mindst ved Rønhave og Kær gjorde danskerne forbitret men forgæves modstand.
Desværre mislykkedes Rolf Krakes indsats på det miserableste. Dens chef greb noget sent ind og begyndte at beskyde fjendens både, men opgav hurtigt ævred og forlod kamppladsen igen. Han havde misforstået situationen og troede, at kampene på land allerede var forbi. Havde han i stedet udvist det samme initiativ, som visse af hans hærkolleger gjorde på land, var det måske gået anderledes.
Hæren evakuerede Als
Stillet overfor den overlegne fjende var der ingen anden udvej for den danske hær end at flygte ad søvejen. Tabene den 29. juni var dog betydelige, næsten 3.000 mand dræbte, sårede, savnede og tilfangetagne. Danmark havde mistet sit sidste fodfæste i Slesvig.
Desværre var det bitre bæger endnu ikke fuldt. Den 3. juli fandt en træfning sted ved landsbyen Lundby syd for Ålborg, hvor chefen for en dansk styrke på 125 mand ville overraske og nedkæmpe en mindre preussisk styrke, der havde forskanset sig i landsbyens udkant. Den dengang vanlige taktik var at angribe med påsatte bajonetter, der så skulle bruges i nærkamp, efter at forladegeværerne var affyret. Imidlertid lå preusserne i dækning bag et stendige, hvorfra de i ro og mag kunne affyre deres bagladegeværer, der havde en langt højere skudrytme, mod de på åben mark fremrykkende danskere.
Resultat: 34 dræbte og 44 sårede danske soldater af en styrke på 125 mand. Det var første gang bagladevåbnene viste deres overlegenhed.
Beck
Chefen for den danske styrke, oberstløjtnant Beck, havde gjort sig mindre heldigt bemærket ved træfningen ved Sankelmark under tilbagetrækningen fra Dannevirke i februar og havde derfor tilsyneladende et påtrængende behov for at vise, at han duede til noget. Hans ”bedrift” ved Lundby forhindrede ham dog ikke i at gøre politisk karriere sidenhen.
Nu var alt tabt for Danmark, som i de efterfølgende fredsforhandlinger stod muttersalene overfor stormagterne Preussen og Østrig.
