De to politifolk Mike Martin og Mike Kushner fra Willistown i Pennsylvania, USA, blev ringet op af en hundeejer, der savnede sin hund, den 13-årige Pluto.
De to betjente begyndte at lede. De kom forbi en kæmpe mudderpøl i nærheden af et vandløb. Pølen var formentlig opstået på grund af styrtregn og oversvømmelser, der havde ramt Pennsylvania i ugerne forinden.
De så noget, der ved første øjekast bare lignede et tilfældigt mønster i mudderet. Men så spærrede de øjnene op: Det var omridsene af en hund, der næsten var opslugt af mudderet og kun lige holdt sin snude oppe af det.
Martin og Kushner sprang straks i mudderet. De fik hevet hunden, der var ved at gå til bunds, op og lagde den på en planke, så de kunne bære den i sikkerhed. Man kan se forløbet på billederne.
Tæt på at dø
Og ja, det var Pluto. Han havde været væk hjemmefra i tre dage uden mad og vand. Formentlig det meste af tiden i mudderpølen, som han forgæves forsøgte at komme op fra.
Da betjentene fandt hunden, var den døden nær. Den var så udmattet, at den ikke engang var i stand til at logre med halen, da den var blevet reddet.
Plutos ejer bragte Pluto til behandling på et dyrehospital. Nu er han tilbage hos familien. På det sidste billede ser man ham sund og rask i hans hjem, sammen med en legekammerat.
Årvågne betjente
Ejeren er fuld af lovord over for det lokale politi. Det forstår man godt.
Hvis de to betjente ikke havde været årvågne, kunne de let være gået forbi, hvad der lignede et tilfældigt mønster i mudderet. Uden at ænse, at det var en hund, der kæmpede for sit liv.
Kilde: Facebook, The Blaze





