Spørgsmål:
Kære Brevkasse
Jeg har nogle juridiske spørgsmål, der optager foreningens medlemmer meget.
- må grundejerforeningen, der har antastet tyv i forbindelse med indbrud, lovligt ophænge papir billede af tyven på lygtepæle i området til at medlemmerne i området kan se og tage beskik heraf.
- alternativt A, må grundejerforeningen lovligt udsende billede via e-mail til alle dets medlemmer?
- alternativt B, må grundejerforeningen offentliggøre billede på dets lukkede – alternativt åbne – hjemmeside?
- forskellen i spørgsmål er om mediet gør en forskel – og om afgrænsningen af modtagerkredsen gør en forskel på lovligheden?
Med venlig hilsen
x
Svar:
Kære x
Jeres spørgsmål er et, der jævnligt er til debat i medierne. Fotos og video er ofte en nem og bevissikker måde at finde ud af, hvem der har begået en forbrydelse.
Reglerne om hvad man må offentliggøre om andre fremgår af persondataloven.
Det korte svar på alle spørgsmålene er nej.
Grundejerforeningen må ikke offentliggøre billeder af en mistænkt tyv, hverken ved ophængning, e-mail eller via en hjemmeside, uanset om hjemmesiden er åben eller lukket.
Det er kun politiet, der har lov til at offentliggøre billeder af mulige forbrydere. Såfremt I alligevel vælger at offentliggøre sådanne billeder risikerer I for det første at blive dømt for injurier mod vedkommende på billederne, hvis det måtte vise sig, at vedkommende er uskyldig.
Men derudover kan Datatilsynet give jer et påbud og forbud.
Desuden kan I ifalde et erstatningsansvar.
I flere tilfælde er virksomhedsejere blevet idømt bødestraffe for ulovligt at offentliggøre billeder af tyve og røvere.
Det eneste I lovligt kan gøre, såfremt I har taget billeder eller video af den mistænkte er, at videregive oplysningerne til politiet. Hvis politiet ikke på egen hånd kan finde frem til gerningsmanden, er det alene op til politiet at afgøre, om det vil kunne hjælpe efterforskningen at offentliggøre billederne.