Kan min demente far drages til ansvar?

Advokat Søren Vasegaard Andreasen, Jensen Advokatfirma, besvarer spørgsmål om lov og ret. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen.

 

 

Spørgsmål

 

Kære Søren Vasegaard

 

Min far er 87 år og har i 5 år boet på et plejehjem (et ældrecenter med plejebolig).

 

Det er han glad for. Men nu er han desværre blevet meget dement. Samtidig er han blevet usikker på benene og ser dårligt.

 

Men da han er rastløs går han meget omkring. Nu har han to gange ødelagt ting.

 

Han gik ind i en anden beboers lejlighed, hvor han brændte et stort hul i et ægte tæppe. Han har også ødelagt en lampe i fællestuen.

 

Tæppet er ret dyrt og nu er der uenighed om, hvem, der skal betale. Er det min far og hans forsikring – eller i sidste ende mig og min mand? Eller er det plejehjemmet, der ikke har holdt godt nok øje med ham og derfor skal erstatte det ødelagte?

 

Venlig hilsen og tak “En datter”

 

Svar:

 

Uanset at din far er blevet dement, så er han fortsat ansvarlig for de skader, som han måtte forvolde.

 

Hvis din far har en ansvarsforsikring, vil den dække skader, som han forvolder på andres ting. Har han ikke nogen ansvarsforsikring, vil han selv skulle betale for skaderne.

 

Du og din mand vil aldrig kunne gøres ansvarlig for de skader, som din far forvolder. I hæfter ikke for de skader han måtte forvolde på andres ting.

 

Jeg tror umiddelbart, at plejehjemmet ikke vil kunne gøres erstatningsansvarlig. Det vil i hvert fald som minimum kræve nogle beviser for, at personalet gennem deres normale procedurer ville have kunnet forhindret skaderne.

 

Den bedste fremgangsmåde, når der er uenighed om, hvem der har ansvaret for skaden er, at den der har fået noget ødelagt (den skadelidte), kontakter sin egen indboforsikring og anmelder skaden. Vedkommende får så sin erstatning derfra. Så kan forsikringsselskabet bagefter kontakte din fars forsikringsselskab (hvis han har en ansvarsforsikring) eller også din far selv, og bede om betaling for skaden, hvis din far i øvrigt er i stand til at betale.

 

Har den skadelidte ingen indboforsikring, kan vedkommende rette sit krav direkte til din fars ansvarsforsikring, eller til din far.

 

Jeg skal desuden foreslå, at I allerede nu kontakter din fars forsikringsselskab og anmelder skaden.

Del på Facebook