En meningsmåling i den britiske avis Daily Mail, som i går blev omtalt i Den Korte Avis, viste flertal for britisk udmeldelse af EU.
Dette afspejler den særligt EU-kritiske holdning, som briterne er kendt for. En holdning, som nu er blevet forstærket på grund af valget af EU-centralisten Jean-Claude Juncker til formand for EU-Kommissionen.
Men selv om vælgernes EU-skepsis er særlig dyb og bred i Storbritannien, så er den også til at tage og føle på i en række andre EU-lande.
EU-kritiske partiers stærke fremgang ved valget til Europa-Parlamentet var et udtryk for dette – i Danmark blev Dansk Folkeparti som bekendt det største parti.
Men også i målinger af de europæiske befolkningers almindelige tilfredshed med EU har der kunnet spores en voksende skepsis. Af samme grund er der ingen europæiske regeringer, der nu om dage har lyst til at afholde folkeafstemninger om EU.
EU er i dyb folkelig krise.
Skyldes ikke kun den økonomiske krise
Den økonomiske nedtur har ganske givet bidraget. Når det går dårligt med vækst og arbejdspladser, bliver en del af skylden lagt over på EU. I de senere år har det især været tilfældet i de gældsplagede sydeuropæiske lande.
Men det er en fejl at tro, at den svigtende folkelige opbakning kun skyldes den økonomiske krise.
Der går dybere strømme af utilfredshed gennem EU. De træder tydeligt frem i den britiske meningsmåling i Daily Mail.
Her spurgte man de vælgere, der går ind for udmeldelse af EU, hvad de vil opnå.
De britiske vælgeres mål
Nummer ét var begrænsning af indvandringen. Derefter kom at sætte en stopper for EU-indvandreres velfærdsydelser. Og det tredje vigtigste punkt var at komme af med ”Euro menneskerettigheder”.
Det sidste henviser formentlig til sager om kriminelle udlændinge, der ikke kan udvises på grund af menneskerettighederne.
Alle tre topbegrundelser fra de kritiske vælgere drejede sig om adgangen til at bo i det britiske samfund og trække på dets ydelser. Alle tre har at gøre med oplevelsen af, at Storbritannien har mistet sin ret til selv at bestemme, hvem der kan være i landet og på hvilke vilkår.
Den fri bevægelighed
Arbejdskraftens fri bevægelighed i EU er det vigtigste punkt i denne debat. Den omfatter i dag også alle de østeuropæiske medlemslande.
Det er princippet om den fri bevægelighed, sådan som det defineres af EU, der ligger bag den betydelige tilstrømning af borgere fra Østeuropa til især de velhavende nordeuropæiske lande.
De rammer, som EU har lagt for den fri bevægelighed, får mange vælgere i de enkelte lande til at reagere. De synes, at de mister for meget af deres nationale selvbestemmelse. Det gælder også i Danmark.
Antallet
Vælgerne er især kritiske på tre punkter:
Det første punkt: De er utrygge ved, at antallet af tilrejsende fra især østeuropæiske lande er uden for national kontrol. Tilstrømningen bestemmes af EU-reglerne.
De fleste ser selve den fri bevægelighed som en positiv ting. Den er da også med til at skabe et meget mere fleksibelt arbejdsmarked i Europa. Men mange så gerne, at et land kunne trække i nødbremsen, hvis tilstrømningen bliver for massiv.
De forkerte
Det andet punkt: Vælgerne er utilfredse med, at EU’s fri bevægelighed giver adgang for mennesker, som ifølge modtagerlandet ikke burde have adgang. De forkerte slipper med ind.
I Danmark havde vi en stor debat om, at EU-reglerne giver adgang for folk, som ifølge dansk udlændingepolitik ikke burde have adgang. Det var blandt andet den såkaldte Metock-dom. Ved hjælp af EU kunne man få en familiesammenføring, som de danske regler ikke tillod.
I øjeblikket drejer den største debat sig om de mange kriminelle og tiggere, som den fri bevægelighed trækker med sig. Her er særlig store problemer med rumænere, herunder i høj grad romaer fra Rumænien. Disse problemer fylder også meget i andre lande.
Denne debat er koblet sammen med spørgsmålet om grænsekontrol. Mange danskere fatter ikke, hvordan de fleste af deres politikere kan påstå, at man ikke kan bidrage til at opfange kriminalitet ved at have en form for grænsekontrol.
Men politikerne lukker øjnene for kendsgerningerne, fordi grænsekontrol strider mod EU’s udlægning af den fri bevægelighed. Flere lande foretager dog reelt kontroller, men kalder dem noget, der ikke er direkte EU-stridigt.
Velfærdsydelser
Det tredje punkt drejer sig om, hvilke offentlige ydelser de tilrejsende EU-borgere har krav på. Her har vi jo for nylig haft den store ballade om velfærdsydelserne – en debat, som også kendes fra en række andre EU-lande.
Mange vælgere oplever, at den nationale selvbestemmelse i forhold til velfærdssystemet undergraves, og de frygter, at velfærdsydelser til andre landes EU-borgere kan blive en voksende økonomisk byrde.
Ikke de store forhåbninger
Vælgerne i Nordeuropa har i dag ikke de store forhåbninger om, at EU vil løse disse problemer, der knytter sig til den fri bevægelighed. Og det er ikke just blevet bedre af, at en EU-centralist som Jean-Claude Juncker bliver formand for EU-Kommissionen.
Så EU’s folkelige krise kunne se ud til at fortsætte, ja endda forstærkes.
