En indbrudstyv overfaldt sit offer – det blev værst for ham selv

news8

Det var lidt over midnat. 24-årige Anthony Hall var i gang med at stjæle et TV-apparat fra en lejlighed i en lille by nær Middlesborough i England.

 

Uheldigvis for Hall vågnede lejlighedens indehaver op og fandt ud af, hvad der foregik.

 

Endnu værre var det for Hall, at indehaveren, Stephen Waterfield på 48 år, var en ordentlig kleppert og gammel rugby-spiller.

 

I første omgang kastede Hall sig over Waterfield og bombarderede ham med slag og spark. Men Waterfield overmandede ham og greb efter sin telefon for at ringe efter politiet.

 

Det udnyttede Hall til at sparke ham i ansigtet og prøve at flygte. Waterfield fik dog landet nogle solide træffere på ham, inden det omsider lykkedes tyven at komme ud af lejligheden.

 

Hall drog af sted uden TV-apparatet. Til gengæld var han forsynet med et blåt øje, to flænger i hovedet, som blodet løb fra, og en hævet kind.

 

Dommeren talte rent ud af posen

Men hvis han havde regnet med, at dommeren ville gøre hans dom mildere på grund af de skader, som Waterfield havde givet ham, måtte han tro om igen.

 

Dommer Crowson var en højst utraditionel herre, der forklarede Hall, at de bank, han havde fået, måtte betragtes som en erhvervsrisiko. ”Det er den risiko, du løber,” som han sagde. Han føjede til:

 

”Politiet kan aldrig tillade sig at opmuntre medlemmer af offentligheden til at handle på den måde (som Waterfield, red.). Men når sådan én som hr. Waterfield finder sådan én som dig i sit hjem, er det nok uundgåeligt, at sådan noget som det her kan ske.”

 

”Han blev i realiteten angrebet af dig. Og så skete der altså det, at han tilsyneladende gav dig flere skrammer, end du gav ham.”

 

Sådan. Det er sjældent at høre en dommer sige den slags rent ud af posen.

 

Anthony Hall fik en hård straf, fordi det var hans tredje dom for indbrudstyveri. Fængsel i tre år og fire måneder.

 

”My home is my castle”

Stephen Waterfield, der er ingeniør, kunne lide det, han hørte i retten:

 

”Jeg er glad for, at dommeren indtog det standpunkt, at han fik, hvad han havde fortjent. En englænders hjem er hans borg, og han begik en stor fejl, da han besluttede at trænge ind i min”

 

Om sine egne mærker efter slagsmålet med Hall sagde Waterfield til medierne:

 

”Jeg har fået skader på rugby-banen, som var meget værre end noget, han kunne have givet mig.”

Del på Facebook