Ekspert: Lad guldet blive hjemme – Tricktyve ombytter smykker som aldrig før

Foto: Michael Altschul

Sidste sommer sås flere tilfælde af udspekulerede smykkeombytninger, hvor især ældre borgere mistede deres ædelmetal om halsen eller armen.

 

De seneste uger er temperaturerne begyndt at stige, og tricktyvene har fået nemmere ved at bytte f.eks. guld ud med falske varer. ”Smykketricket” er så at sige kommet ind i varmen igen, og det kan aflæses med kriminalitet til følge:

 

”Sidste sommer var en sigøjnerbande blandt andet på spil på Fyn, og nu hører vi så om metoden anvendt flere steder i landet inden for samme periode. Det er typisk ældre medborgere, som er udsatte, da de ikke er så hurtige til at opfatte, hvad der sker, men yngre aldersgrupper har også grund til at passe på,” forklarer Sunny Cagara, der arbejder som rådgiver inden for tricktyveri for bl.a. FN og politiet.

 

En 33-årig kvinde fra Aarhus mistede således et halsguldsmykke gennem ombytning, da hun gik med til at vise nogle bilister vej i det gode vejr d. 23. maj. Dagen, hvor de samme tricktyve tilsyneladende også fik narret et smykke fra en 88-årig kvinde fra ”smilets by”.

 

LAD SMYKKET BLIVE HJEMME

Også på den københavnske vestegn har sommervarmen sat gang i ombytningerne. En 75-årig borger fra Skovlunde blev f.eks. tilbudt et gratis smykke af en udenlandsk kvinde, men måtte sande, at hendes eget dyre armbånd også forsvandt undervejs. En enslydende episode fandt i øvrigt sted i Hvidovre samme dag.

 

”Noget kunne tyde på en stigning i den anvendte metode, hvorfor der er grund til at gardere sig hjemmefra over hele landet,” fortsætter Sunny Cagara. ”Det kan anbefales at lade dyre smykker blive hjemme i skuffen – især på varme dage – eller dække dem til med tørklæder og kraver, så de ikke glimter i solen. Det er også en god idé at lægge smykket i en aflukket lomme eller taske, hvis man er på vej til fest.”

 

Sunny Cagara oplyser, at eksempelvis sigøjnerbander har det med at operere i grupper for nemmere at kunne udsøge egnede ofre og aflede opmærksomhed via flere personer. Ud over Aarhus-området og vestegnen har f.eks. Nordsjællands Politi også haft en lille håndfuld anmeldelser om nylige ombytninger ifølge eksperten.

 

Sunny Cagara ernærer sig også som tryllekunstner og har i årevis afledt folks opmærksomhed ved at stjæle genstande under shows og trylle dem frem igen. Det er muligt at finde flere gode råd om at undgå tricktyveri og læse statistik inden for området ved at besøge www.tricktyveri.dk

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…