I forbindelse med besættelsen er der bestemte datoer man ofte hører: 9. april, 29. august, 1. oktober, 19. september og 4. maj.
Andre datoer, for mere lokale begivenheder, bliver også nævnt, som f.eks. angrebet på Shellhuset den 21. marts.
Hvornår var det?
Yngre har måske hørt datoer, men har ofte svært ved at placere begivenheden i det rigtige år af de seks mulige.
19. september 1944, for lidt over 70 år siden, udløste Den tyske Besættelsesmagt ”Operation Möwe”. Ved ”Aktion Måge” ønskedes man at stække Det danske Politi, da man frygtede, at det velbevæbnede politi ved en evt. invasion, ville falde besættelsesmagten i ryggen.
Bogen udkom på 70 årsdagen for aktionen mod politiet.
Tyskerne havde overvejet forskellige løsninger. Afvæbning af politiet, opløsning af hele politikorpset o.s.v. Men nu var det besluttet, at internere ca. 2.000 af den 10.000 mand store styrke. Man havde forventet, at den tilbageværende politistyrke i højere grad så ville samarbejde mere loyalt med tyskerne.
Der er skrevet mange bøger og artikler om aktionen. I forbindelse med 70 årsdagen har pens. kriminalassistent Frank Bøgh skrevet bogen ”19. september – Da politiet blev taget”.
Aktion Möwe
Som indledning fortæller Frank Bøgh om, hvordan befolkningen og tyskerne opfattede ”Den danske politiuniform”. Modstandsmanden ”Citronen” var tit iklædt dansk politiuniform, da han vidste, at tyskerne endnu respekterede dansk politi.
”Citronen” blev stoppet netop den 19. september 1944 kl. 11.00, da han iført politiuniform kom kørende ad Nørre Allé på vej til Politigården. Lige netop den dag beskyttede uniformen ikke.
Tyskerne havde via nazistiske danske politifolk fået et godt indblik i politiets interne forhold og man var klar over, at danske politifolk i mange tilfælde havde modarbejdet besættelsesmagten.
Alle politistationer, politikaserner, politiskoler i København blev omringet og samtlige politifolk blev anholdt. Tilsvarende blev politistationer landet over angrebet. Politiet i Aalborg, Aarhus og Odense blev også interneret. I alt 2.000 politifolk blev sendt til Tyskland enten med skib eller med jernbane.
Frank Bøgh fortæller med mange eksempler om de enkelte aktioner. Han fortæller også om de politifolk, der ikke blev sendt til Tyskland, enten på grund af alder eller fordi tyskerne havde brug for dem.
Inden aktionen var man i politikredse klar over, at tyskerne havde planer om en eller anden form for aktion mod politiet. Forfatteren giver flere eksempler på, hvordan man havde modtaget advarsler om aktionen, ja ligefrem dato og klokkeslæt.
Det er overraskende at læse, hvordan mange ledende politifolk reagerede specielt på Politigården i København.
Mange blev anholdt på Politigården. Kun få slap væk efter, at tyskerne under dække af en falsk luftalarm havde omringet hele kvarteret. Foto viser tysk militær 19. september 1944 ved port B i Otto Mønsteds Gade.
Der er også flere personlige beretninger om, hvad der skete den dag. Bl.a. fortæller ”Fjelde” Poul Fjeldgaard (kendt fra Tv og Politimuseet) om, hvordan han blev anholdt.
Frank Bøgh beskriver også forholdene på flere politistationer i provinsen. Ingen steder i landet fortsatte politiet arbejdet, som tyskerne eller havde forventet.
Kz-lejr
De internerede politifolk blev ført til Tyskland, hvor de blev anbragt i Kz-lejren Buchenwald. Før og efter var de indkvarteret i andre lejre.
Selv om politifolkene blev behandlet noget bedre end andre i lejrene, var det bestemt en yderst ubehagelig oplevelse. I Appendiks 3 beskriver Frank Bøgh, hvor de ca. 70 politifolk døde.
En mindre gruppe alvorligt syge blev hentet til Danmark kort før jul. Røde Kors pakkerne fra Danmark, som alle danske i lejrene fik, var en stor hjælp.
Mange der kom hjem havde psykiske problemer efter opholdet.
Frank Bøgh
Forfatteren har skrevet mange bøger om besættelsestiden og kriminalsager. Altid meget præcis med faktaoplysninger.
Det kan så undre, at Frank Bøgh skriver, at Station 4 flyttede i begyndelse af 1950’erne fra gaden ”Under Elmene”. Stationen flyttede ført i 1970. Tyskerne stormede heller ikke ind via hovedindgangen på Politigården 19. september, da hovedindgangen var muret til netop for bedre, at kunne forsvare bygningen.
I epilogen skriver forfatteren om to politifolk, der kendte hinanden godt. Den ene fortsatte som dansk politimand og den anden blev SS-soldat. En beretning, der fint fortæller om deres møder og hvor svært det kunne være på den ene og den anden side.
I Appendiks 1 gengives de mange daglige tyske bortforklaringer, der blev udsendt efter politiet var holdt op med at fungere. Appendiks 2 giver en fin oversigt over de mange officielle danske protester, der blev afgivet over for besættelsesmagten.
Kampene ved Amalienborg er også medtaget med flere nye detaljer.
Efter afvæbning af hær og flåde i august 1943 havde dansk politi overtaget vagtopgaverne ved de kongelige slotte. På grund af en misforståelse kom det til kamp 19. september 1944 mellem ca. 50 danske politifolk og 40 soldater fra Kriegsmarinen. Marinesoldaterne, der skulle på vagt ved Kriegsmarinens hovedkvarter i Bredgade, var gået ned ad Amaliegade og var der stødt på politiet afspærring ved Amalienborg. Efter lang tid blev kamphandlingerne indstillet og politiet fortsatte som vagt på slottet til en måned efter befrielsen.
Man får et godt indblik i begivenhederne for 70 år siden og de udvalgte beretninger dækker emnet fint. Absolut en god bog.
