I går fik SF-formand og socialminister Annette Vilhelmsen lov til at gå planken ud.
Hun havde insisteret på at bruge den ny sociale 2020-plan til at pudse SF’s profil. Men Helle Thorning og MargretheVestager gjorde det klart for hende, at hun ikke kunne få nogen penge til formålet.
Resultatet blev et temmelig pinligt pressemøde efter regeringsseminaret. Her var Vilhelmsen ude af stand til at forklare, hvordan regeringen ville nå de sociale mål, som blev opstillet i planen, og hvor langt man regnede med at nå i perioden frem til næste valg.
Alle tre virkede udpræget utilpasse ved situationen.
Vestagers hårde beskyldning
I dag giver MargretheVestager så utvetydigt Socialdemokraterne skylden for, at den øremærkede barselsorlov til mænd ikke blev til noget.
Hun siger ligefrem, at ”det her er et ægte løftebrud”. (Jyllands-Posten). Hun henviser til, at de tre regeringspartier jo havde flertallet til at gennemføre den øremærkede orlov, men at Socialdemokraterne var bange for at få problemer, hvis man gjorde det.
En offentlig beskyldning for at begå løftebrud må siges at være en kraftig skærpelse af tonen mellem regeringspartierne.
Både det kiksede pressemøde og Vestagers interview er udtryk for en tendens, der bliver stadig tydeligere:
Nu er det alles kamp mod alle i regeringen.
Parløb på retur
Op til sidste valg kørte Socialdemokraterne og SF tæt parløb. Så måtte De Radikale bare tilslutte sig, lød devisen.
Som bekendt gik det helt anderledes. De Radikale brugte deres magt til det yderste, og dikterede over store strækninger regeringens økonomiske politik.
Socialdemokraterne sluttede sig så stadig mere aktivt til den radikale reformlinje. De indså, at økonomiens tilstand gjorde reformerne nødvendige. Og de opdagede, at en stor del af de midtervælgere, som de skulle have fat i, også var positive over for reformerne.
Det fik mange til at tale om, at parløbet mellem S og SF nu var afløst af et parløb mellem S og R.
Et stykke ad vejen, er det rigtigt. Men der viser sig voksende spændinger også mellem Socialdemokraterne og De Radikale.
Socialdemokraterne trådte for eksempel på reformbremsen og insisterede på, at der blev blødt op i dagpengereformen. Imod De Radikales ønske.
Og nu er de værdipolitiske uenigheder så trådt tydeligt frem i striden om mændenes barselsorlov. Så tydeligt, at Vestager beskylder Thorning for løftebrud.
Årsagen til spændinger
Årsagen til, at modsætningerne nu trækkes op i regeringen, er klar: Næste folketingsvalg nærmer sig.
Alle tre regeringspartier står dårligt i meningsmålingerne og har stort behov for at erobre flere vælgere.
I alle tre partier er ledelsen under pres fra baglandet, som reagerer, når de synes, at deres parti bøjer sig for meget for de andre og dermed udvisker sin egen profil.
Vestagers beskyldning mod Socialdemokraterne for løftebrud er således et forsøg på at komme weekendens radikale landsmøde i forkøbet, hvor hun står til kritik for at have opgivet den øremærkede barselsorlov til mænd.
Uenighed i opposition
Der har hele tiden været tydelige politiske forskelle mellem de tre regeringspartier. Op til sidste valg var denne forskellighed mere en fordel end en ulempe.
De Radikales strammere økonomiske kurs var således med til at sikre rød blok vigtige vælgere på midten, som Socialdemokraterne og SF ikke kunne tiltrække.
Men det er langt lettere at få noget positivt ud af politiske uenigheder, når man er i opposition. Her skal man jo ikke træffe fælles beslutninger. Så hvert parti har plads til at markere sit særpræg og dermed trække forskellige vælgergrupper til.
Bevares, det kan drives for vidt. Men i mere moderat form er det en fordel.
En anden sag i regering
Det nyder den borgerlige opposition da også godt af i øjeblikket. Den samler både vælgere, der ønsker en strammere økonomisk politik (Venstre, Liberal Alliance og De Konservative) og vælgere, der ønsker en mindre stram økonomisk politik (Dansk Folkeparti).
I regering er det en anden sag. Her må partierne hele tiden bøje sig for at kunne nå frem til de fælles beslutninger. Og der står en stadig kamp om, hvem der skal bøje sig hvor meget.
Det er denne kamp, der nu bliver intensiveret i regeringen.
Socialdemokraternes særlige mission
Det hele bliver yderligere kompliceret af, at de tre partier ikke er ligestillede. De er ikke bare forskellige i størrelse, de er også forskellige i mission.
Regeringens skæbne afgøres først og fremmest af, om Socialdemokraterne kan tilbageerobre en væsentlig del af de vælgere, som partiet har tabt til de borgerlige. Thorning kræver, at dette hensyn kommer først.
Derfor får Vilhelmsen ingen penge til sin sociale plan – midtervælgerne kræver stram økonomisk politik. Og derfor får Vestager (og Vilhelmsen) ingen øremærket barselsorlov til mænd – det er et bredt vælgerflertal imod.
Men Vestager og Vilhelmsen slår sig i tøjret. De har brug for flere stemmer til sig selv
Så nu er det alles kamp mod alle i regeringen..
