Hos Socialdemokraterne knytter der sig store forhåbninger til Henrik Sass Larsens tilbagekomst til dansk politiks forreste række.
Sass er tiltænkt en central rolle i regeringens forsøg på at generobre den store vælgerskare, som siden valget er tabt til de borgerlige.
Disse forhåbninger er meget forståelige. Sass kan især tilføre regeringen og Socialdemokraterne to ting:
Han tænker ud af boksen uden de store dogmatiske hensyn. Han siger for eksempel, at han som erhvervs- og vækstminister vil give landbruget førsteprioritet. Det har ellers ikke just været god latin i et parti og en regering, der ofte har gjort landbruget til ”prügelknabe”.
Samtidig har han en højt udviklet sans for det taktiske politiske spil. Man fornemmer, at det allerede sætter sit præg på regeringens udspil.
Men trods disse evner vil Sass få meget svært ved at gøre den store forskel i dansk politik. Han står over for et kæmpe problem:
Vælgerne vender regeringen ryggen, og der er indtil videre ingen tegn på, at det vil ændre sig. Dette er resultatet af politiske fejltagelser, som Sass selv har et stort medansvar for.
Sass’ fejlslagne strategi
Henrik Sass var hovedarkitekt bag den strategi, der skulle bringe Helle Thorning til magten. Han begik i den forbindelse to fatale brølere, som stadig præger regeringens situation:
For det første gik man til valg på en økonomisk politik, som slet ikke hang sammen og udstedte uansvarlige løfter til højre og venstre.
Som bekendt har regeringen siden måttet vende 180 grader og begå en stribe løftebrud, som har forfulgt den siden.
For det andet lagde man på Sass’ initiativ en benhård kurs over for De Radikale: MargretheVestager kunne bare få lov til at skrive under på det, som Helle Thorning og Villy Søvndal blev enige om.
Denne strategi gik helt galt. De Radikale udnyttede deres magtposition til det yderste og satte deres helt afgørende præg på både den økonomiske politik og værdipolitikken (udlændingepolitikken) i den ny regering.
En stor bane til de borgerlige
Disse to strategiske fejltagelser overlod en enorm bane til de borgerlige. Og det har specielt makkerparret Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl forstået at udnytte.
Løkke har kunnet udnytte Thornings løftebrud og generelle mangel på troværdighed i den økonomiske politik.
Thulesen Dahl har kunnet stikke kniven ind i de store huller, som regeringen har efterladt, fordi den har skuffet sine vælgeres forhåbninger om markante løft på velfærdsområderne. Samtidig har han med succes angrebet regeringens værdipolitik, som i høj grad har været præget af De Radikale.
Det tomrum, som Thornings oprindelige fejltagelser efterlod, er Løkke og Thulesen Dahl rykket ind i. De udgør en konstellation, der til sammen gør vælgerne mere trygge, når det gælder økonomisk politik, værdipolitik og sågar social profil.
Den udvikling har Henrik Sass været med til at sætte i gang. Nu skal han sammen med de andre forsøge at rette op på den. Men det er svært, for i mellemtiden har mange vælgere fældet deres dom over den røde regering.
Til kamp mod de blå
Som ny minister er Sass med vanlig offensivitet straks gået til kamp mod de borgerlige.
Han har således sat dem stolen for døren, når det gælder krav til, hvor godt bankerne skal være polstrede. Det gælder kapital- og likviditetskravene til de vigtigste banker, de såkaldte SIFI-banker.
Dermed opnår Sass flere politiske gevinster:
Hos de røde vælgere scorer han points ved at være den stærke mand, der banker i bordet over for de store banker.
Hos de midtsøgende vælgere kan han gøre indtryk ved at stå som manden, der står for en stram og ansvarlig økonomisk kurs, der forhindrer bankerne i at skeje ud.
Samtidig viser han muskler over for de borgerlige, der er imod de nye krav til bankerne. Hvis de ikke vil være med, så laver Sass det uden om dem, lyder beskeden.
Vækst og arbejdspladser
Problemet for Sass er bare, at denne politiske fitness-opvisning næppe ændrer ved regeringens væsentligste problem: Vælgerne har klart større tiltro til Løkke, når det gælder om at skabe vækst og arbejdspladser.
Mens Sass vil give landbruget bedre vilkår, får det pålagt nye byrder gennem andre dele af regeringens politik.
Samtidig kan de skrappere krav til bankerne gøre disse mere tilbageholdende med at låne penge ud, hvilket kan koste arbejdspladser.
Udlændingepolitik og social profil
Sass har formentlig også haft en finger med i spillet, når det gælder regeringens nye signaler omkring udlændingepolitik og social profil. Det gælder Thornings bemærkninger om halalkød og danske traditioner. Og det gælder regeringens nye kampråb mod social dumping.
Men samtidig har regeringen ført en politik, som på disse områder har banet vejen for Dansk Folkepartis store fremgang. Eksempelvis en meget lempelig udlændingepolitik og en EU-politik, der giver EU-borgere let adgang til sociale ydelser som SU, dagpenge og børnecheck.
Sass’ tilstedeværelse styrker regeringen, ingen tvivl om det. Spørgsmålet er bare, om regeringen har fået gravet sig så langt ned i hullet, at heller ikke Sass kan hive den op. Den Sass, der i sin tid gik forrest, da hullet blev gravet.
