EU tvinger Danmark til fælles asyl- og indvandringspolitik

Malta fik nok. Og Malta er så vidt jeg ved ikke beboet af afstumpede og hjerteløse indavlede øboere. Men den lille ø i Middelhavet og dens 420.000 indbyggere kunne ikke bære flere indvandrere fra Afghanistan, Iraq, Syrien og Somalia og andre afrikanske lande.

 

Malta tog sagen i egen hånd

5. august nægtede Maltas regering at tage imod 106 afrikanske immigranter fra Libyen, som en spansk tanker havde samlet op – i libysk territorialfarvand. Et par døgn forinden var 111 andre immigranter landet på Maltas østkyst.

 

Alle kastede sig over Malta: En flok af Maltas talrige, selvbestaltede menneskerets-NGO’er indklagede Malta for Europarådets menneskerettigheds-domstol i Strasbourg, der haste-fordømte Maltas socialdemokratiske regering. Amnesty International blandede sig også. Og endelig opkastede EU-kommissionen med Cecilia Malmström i spidsen sig til dommer:

 

”Det er Maltas humanitære pligt at lade disse mennesker komme i land. At sende skibet tilbage til Libyen er et brud på international lov.”

 

Malta stod dog fast, og indvandrerne endte i stedet i Italien – hvorfra de formentlig allerede nu er på vej nordpå.

 

Men hvordan hænger det egentlig sammen med de løfter EU har givet?

 

Schengen og de åbne grænser

Da Schengen samarbejdet i sin tid blev oprettet betød det åbne grænser mellem de europæiske lande. Dem, der dengang sagde, at det ville gøre det nærmest umuligt at kontrollere den illegale indvandring, fik at vide, at det var helt ubegrundet. De illegale indvandrere kom slet ikke ind i Europa, fordi EU ville værne de ydre grænser.

 

Men sådan gik det ikke. De ydre grænser bliver ikke bevogtet tilstrækkeligt og der er en omfattende tilstrømning af illegale indvandrere til Europa. Men i stedet for at gøre noget ved dette problem, så maser EU på for at tvinge alle lande til at acceptere et større antal asylansøgere. Det sker blandt andet ved at udhule den såkaldte Dublin-aftale.

 

Beskyttelse af de enkelte lande mod illegal indvandring

Filosofien i Dublin-aftalen var den, at asylansøgerne skulle blive i det land, de først kom til. Hvis de tog til et andet land, var dette land berettiget til at sende dem tilbage til modtager landet. Det var den såkaldte Dublin-konvention.

Læs også
Tjek udløbsdatoen på dit EU-sygesikringskort inden sommerferien

 

Men denne aftale er nu ved at blive totalt undergravet.

 

Det sker ved at begrænse landes muligheder for at sende asylansøgere tilbage til modtagelandet.

 

Først blev det besluttet, at Danmark og andre lande ikke kunne sende asylansøgere tilbage til Grækenland. Nu sker det samme med Italien. Ikke kun i EU men også ved de nationale domstole. For nylig fik et palæstinensisk par ophold i Tyskland, netop fordi en tysk domstol vurderede, at forholdene i modtagelsescentret i Italien var ”umenneskelige”.

 

Og der er nok af skattebetalte menneskerets-NGO’er, menneskeretseksperter og menneskeretssagførere derude, foruden EU-domstolen, Europarådet og EU’s utallige menneskerets-gevækster og Amnesty International, som konstant vil kræve barren hævet.

 

Så glem alt om, at sende afviste asylansøgere tilbage til de Middelhavslande, hvor de gik i land, for dér er forholdene ganske rigtigt ikke så gode som i Sandholmlejren.

 

Fælles asyl og indvandringspolitik

Læs også
Afrikansk indvandrer satte ild til bus, hvor skolebørn var lukket inde – det skete i protest mod stram udlændingepolitik

EU er nu også godt i gang med at fjerne det enkelte lands mulighed for at føre deres egen asyl- og indvandringspolitik.

 

Den 12. juni vedtog EU-parlamentet således: Et inkluderende velkomstprogram for ulovlige indvandrere. Med dette program vil asylansøgerne fra begyndelsen af 2015 stå med en helt ny vifte af garanterede mindste-rettigheder, når de går i land i Europa.

 

Det bliver næsten umuligt at berøve dem deres bevægelsesfrihed; modtagerlandet skal tage hensyn til deres seksuelle orientering, alder, spisevaner og m.m.; de får automatisk ret til at søge arbejde; mindreårige kan automatisk blive familiesammenført med slægtninge i andre EU-lande end modtagerlandet; (og om der virkelig er tale om en mindreårig, det kan den mindreårige nærmest selv bestemme!).

 

EU-landene får en standard-tidsfrist på 6 måneder til at afgøre en asylansøgning, og den afviste asylansøger er garanteret juridisk og økonomisk bistand til at anke afgørelsen.

 

 

Pas på de partier, der vil afskaffe retsforbeholdet

De danske EU-partier siger, at det ikke får konsekvenser for udlændingepolitikken, når de vil afskaffe retsforbeholdet. Det kan bare erstattes med en såkaldt ”opt-in”, hvor vi tilslutter os enkelte dele, siger de. Men husk, at bordet fanger.

 

Læs også
Hvad betaler Danmark til EU,  ansatte i EU og vanvittig regel-tsunami fra EU

Der er ingen vej tilbage, når EU-domstolen begynder at omfortolke aftaler, så du ikke kan genkende, hvad du skrev under på.

 

Et eksempel på hvad der vil ske

Et enkelt eksempel: En gang var kriteriet for at være flygtning, at du var personligt forfulgt. Men i februar 2009 afgjorde EU-domstolen i Elgafagi-sagen, at EU’s direktiv om, hvem der skal have flygtningestatus. Nu skulle de også omfatter personer, der flygter fra områder eller lande med ”udpræget vilkårlig vold”, også selv om de ikke kan bevise, at de er personligt forfulgt.

 

Med ét slag vil Danmark altså blive tvunget til at modtage indvandrere, som den danske befolkning gennem sine egne valg har afgjort desværre ikke er omfattet af vores vedtagne medmenneskelige gæstfrihed.

 

Og det er netop, hvad der vil ske, hvis vi en dag bliver slået med galskab og i en folkeafstemning giver afkald på retsforbeholdet, der er Danmarks sidste spinkle værn mod grænseløs indvandring.

Hvis du giver dem lillefingeren, nøjes de ikke med hele armen.

 

Morten Messerschmidt, MEP (DF), cand.jur.

 

Læs også
Europa forsøger at legitimere Irans regime
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…