Millioner af asylansøgere er strømmet til Europa i de senere år.
En tilstrømning af dette omfang vil forandre de europæiske samfund til ukendelighed.
Disse udsigter har forståeligt nok skabt stor folkelig modstand.
Men de europæiske politikere har beroliget deres vælgere. De har forklaret, at et stort antal af asylansøgerne slet ikke har ret til asyl. Derfor vil de blive afvist og sendt hjem.
Nu bliver det afsløret, at disse forsikringer er et massivt bedrag over for vælgerne.
Da asylansøgere i 2015 og 2016 var kommet til Tyskland i enormt antal, bebudede kansler Angela Merkel en ”national kraftanstrengelse” for at få hjemsendt de mange, der ikke havde ret til asyl.
Samme budskab lød over hele Europa, herunder Danmark.
Fiasko
Men tal fra tænketanken ESI viser, at det i virkelighedens verden er blevet til meget lidt. (ESI: European Stability Initiative/Europäische Stabilitätsinitiative)
Langt de fleste ikke-vestlige asylansøgere er bare blevet. Det rygtes, hvilket betyder, at endnu flere asylansøgere rejser til Europa.
Man praler med hjemsendelserne. Men ESI kan påvise, at langt størsteparten af hjemsendelserne sker til landene på Balkan. Disse lande samarbejder, fordi de gerne vil have et nært forhold til EU.
I 2016 blev 25.375 personer hjemsendt fra Tyskland. Men kun 7.451 af dem kom fra lande uden for Balkan. Samme tendens findes i centrale lande som Italien, Frankrig og Sverige.
Selv om antallet af afviste asylansøgere voksede dramatisk efter 2014, er antallet af hjemsendelser stort set ikke steget. En stadig mindre andel af asylansøgerne bliver altså hjemsendt.
Men politikerne har lovet deres vælgere det stik modsatte. Herunder i Danmark. Også de frivillige hjemrejser går ned.
Indsatsen for hjemsendelse har været en fiasko. Og tallene er endnu værre, når man piller Balkan-landene med de særlige forhold ud.
Det bliver endnu værre
Samtidig tyder alt på, at problemerne forstørres i de kommende år. For de lande, som nu sender flest asylansøgere til Europa, modtager næsten ikke nogen afviste asylansøgere. Det er afrikanske og asiatiske lande.
I øjeblikket strømmer nigerianere til Italien for at søge videre op i Europa. I 2016 blev 13.823 nigerianske asylansøgere afvist i Italien. Men i samme år blev kun 120 hjemsendt!
ESI konstaterer tørt: ”EU-landene er overhovedet ikke i stand til at sende et stort antal mennesker uden opholdsret tilbage til deres hjemlande.”
Der er kun én vej
For de europæiske lande er det faktisk temmelig ligegyldigt, hvor mange asylansøgninger der bliver afvist. Folk bliver bare i landet alligevel. Man er slet ikke i stand til at håndhæve den officielle asylpolitik.
Et stigende antal migranter – også i Danmark – lever illegalt i vores samfund.
Situationen er ude af kontrol. I stedet for at få styr på den, forsøger politikerne at føre vælgerne bag lyset med tomme løfter, pseudo-handlekraft og falske tal.
Der er kun én vej til at få styr på udviklingen: De mange asylansøgere skal slet ikke lukkes ind. Hjælp skal gives i nærområderne.