Jesper Jul
Med DYB, DYB hjertesorg har vi alle fulgt det fuldstændige meningsløse drab på politimanden Jesper Jul.
Vor sorg og forfærdelse transporteres som kærlige tanker og ømhed til hans kære forlovede, børn, forældre, søskende og anden familie samt til hans kolleger i Albertslund politikreds.
Ligesom vi føler med og respekterer alle Danmarks politibetjente, der nu har overtaget forsvaret af vort land, mens vort forsvar sendes ud til andre dele af verden.
Til Jesper Juls kære har jeg kun det ønske, at de må finde fred og til at få bearbejdet deres sorg og derefter finde troen på, at Jespers sjæl stadig følger dem. Med sin meningsløse død har Jesper Jul samlet Danmarks opmærksomhed på politiets hårde og vigtige arbejde for en fredelig sameksistens i Danmark. Dette budskab blev Jespers sidste og meget vigtige gerning. Denne tro håber jeg alle vil bevare.
Lad os alle ønske en fredelig og velsignet Jul til alle Jesper Juls kære med en tro på fremtiden.
Anne M Vase
Den Nydanske sang
Jeg har digtet et nyt vers til den danske sang. Den Nydanske sang.
Den danske sang er en ung mørk pige
hun går bag sløret i Danmarks hus
hun er et barn fra et fremmed rige
hvor sandet fyger i vindens sus
den danske sang når den dybest runger
har ord med løfter om Allahs fold
imod os tales der nu i tunger
med satan-toner for hedensk vold.
Med venlig hilsen
Erik Argus
Uendeligt svage Europa
Over 170.000 mennesker, er indtil nu i 2016, illegalt kommet over Middelhavet til Italien. Realistisk set søger flertallet heraf en bedre tilværelse (flertallet af migranter er nu fra Nigeria og Guinea).
Samtidig sender Frontex, organisationen der skulle forsvare EU’s grænser, fartøjer ud alene for at søge efter ’migrantbåde’ og sikre at ingen drukner. Dette er humant, men hvorfor sejles migranterne ikke tilbage til udgangspunktet, men afleveres i Italien hvor antallet skal adderes til de nu millioner der allerede er kommet til EU og som jo ikke bare ’fordamper’ når først de er ankommet. De fleste vil med tiden sikkert få opholdstilladelse (politikernes foreløbig eneste løsningsmodel når ’problemet’ vokser dem over hovedet) hvorefter der så følger retskrav på familiesammenføringer og dermed et selvaccelererende problem.
Nødhjælpsorganisationerne mener ’vi har pligt til at redde flygtning i havsnød’, men gælder det, eller bør det gælde, for personer der bevidst udsætter sig selv for fare? Disse humanistiske organisationer kan åbenbart ikke se ’deres delansvar’, eller er ligeglade, så snart de har afsat migranterne til vore velfærdssamfund.
En modig politiker har udtrykt at vi burde skyde mod både der ulovligt trænger ind i EU farvand og er ’naturligvis’ havnet i ’korrekthedens fordømmelse’, men ingen ledelse i EU ved hvordan de skal håndtere situationen, selv om alle efterhånden erkender, at dette kun er starten på en tiltagende udvikling.
’Ikkevåbenet’ er tankevækkende. Invaderes vort land, må vi forsvare os, hvis ’de’ har våben i hånd, men kommer folk uden, må vi ikke.
Imidlertid er resultatet det samme: – afgivelse af ’værdier’ og selvbestemmelse.
Sidste gang Europa viste styrke var under Suez-krisen i 1956 hvor England og Frankrig sendte tropper ind i Egypten for at forsvare fælles interesser. Jeg personligt ville ønske at EU og Europa endnu havde handlekraft og mandsmod af samme slags, for _det er_ nødvendigt at lægge pres på migranttransitlandene og dette ikke med ’betalingsløsninger’, løsninger der reelt er afpresningsbaserede og som med menneskelig sikkerhed vil tiltage med nye øgede krav.
I 1956 ville ’vi’ nok have besat Libyen og have sejlet de illegale migranter retur. I dag opbygger vi en gradvis stigende ustabilitet i vore samfund, sender signalet at det er værd at forsøge, samtidig med at vi betaler ’løse-/løsnings-penge’ af de midler vi ellers kunne bruge på samfundssikring og velfærd (både her og i udviklingslandene).
I en verden hvor vi står med udfordringer som aldrig før, – overforbrug af resurser, klimaudfordringer, befolkningstilvækst, teknologierstatninger for menneskelig arbejdskraft, – er ny ’forsørgerbyrde’ det sidste vore børn har brug for.
Men måske er civilisationer ’selvudslettende’. Når de når et vist niveau af velfærd og langtidsfred, opstår en manglende forsvarsvilje og ganske modsat Kennedys berømte ord: ”Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”, bliver individet frem for samfundet det politiske pejlemærke. USE i en nøddeskal?
Erik Larsholt
