Østeuropæiske tyvebander hærger Danmark

Video

Selvom danskerne er blevet bedre til at sikre deres hjem, er Danmark stadig et af de lande i EU, hvor der begås flest indbrud i forhold til antallet af indbyggere.

 

 

Det skyldes blandt andet, at EU’s udvidelse med de tidligere østlande sammen med afskaffelsen af grænsekontrol har gjort Danmark til et eldorado for professionelle indbrudstyve fra især Rumænien og Litauen.

 

 

Ofte er der tale om regulære bander, der systematisk arbejder sig gennem det ene villakvarter efter det andet, lige som der også er tale om asylansøgere, der udelukkende kommer for at begå så mange indbrud som muligt, inden de får afslag på deres ansøgning og bliver sendt ud af landet.

 

 

På landsplan begås der syv indbrud i timen

Ifølge Rigspolitiets netop offentliggjorte statistikker over kriminaliteten i årets første halvdel, blev der i perioden januar – juni anmeldt i alt 32.522 indbrud i danske hjem.

 

 

Det svarer til 178 indbrud per døgn eller syv indbrud i timen døgnet rundt.

 

 

I forhold til første halvår 2013, hvor der blev anmeldt 34.311 indbrud, er der for i år tale om et minimalt fald på et par tusinde eller 5,5 procent målt i gennemsnit på landsplan, da det ikke er alle politikredse, der kan melde om fald i antallet af indbrud.

 

 

Nordsjælland er hårdt ramt

Især er Nordsjælland hårdt ramt. Det er her de fleste indbrud i landet bliver begået. Ikke engang København kan her være med.

 

 

I årets første seks måneder har Nordsjællands Politi således modtaget i alt 4.456 anmeldelser om indbrud. Det er små 800 flere end i den tilsvarende periode sidste år, hvor der blev anmeldt 3.686 indbrud.

 

 

Det er primært rumænske bander, der hærger politikredsen, som gennem de sidste par år har haft rumænske politiofficerer tilknyttet i et forsøg på ad den vej at dæmme op for bandernes plyndringer af private hjem.

 

 

Midt- og Vestjylland er sluppet billigst

I den modsatte ende af skalaen ligger Midt- og Vestjyllands Politikreds, der også omfatter Thy, med de færreste indbrud, hvilket er næsten det halve af, hvad der bliver begået i Nordsjælland.

 

 

Her modtog politiet i årets første seks måneder i alt 2.243 anmeldelser om indbrud i private hjem. I forhold til samme perioden sidste år er der tale om et lille fald, idet Midt- og Vestjyllands Politi dengang modtog 2.516 anmeldelser.

 

 

Bruger asylcentrene Hanstholm og Vestervig som base

Politikredsen her er især hærget af hviderussiske asylansøgere, der bruger asylcentrene i Hanstholm og Vestervig som base for deres tyvetogter.

 

 

Således har Midt- og Vestjyllands Politi i år optrevlet en stor tyverisag om stjålne smykker, og som  involverede hviderussiske asylansøgere fra Asylcenter Hanstholm.

 

 

Ligeledes anholdt politiet den 7. januar i år anholdt en 16-årig asylansøger fra Hviderusland, da han fra posthuset i Hurup Thy forsøgte at sende tyvekoster for 25.000 kroner ud af landet. Den pågældende havde base i det nærliggende Børnecenter i Vestervig.

 

 

København ligger på andenpladsen over indbrud

Medens Nordsjællands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi har problemer med henholdsvis rumænske bander og hviderussiske asylansøgere, er der ikke noget entydigt billede af, hvorvidt københavnerne med 3.956 indbrud i årets første seks måneder er hjemsøgt af andre, end de gængse indbrudstyve.

 

 

For Københavns vedkommende er der også tale om et mindre fald i antallet af indbrud. Således modtog Københavns Politi i første halvår sidste år i alt 4.618 anmeldelser om indbrud.

 

 

Næstefter København er det Østjyllands Politi, der med 3.482 anmeldte indbrud ligger på tredjepladsen. Også her er der tale om et mindre fald i forhold samme periode sidste år, hvor der blev anmeldt 3.747 indbrud.

 

 

Her hærger litauiske bander

På fjerdepladsen over indbrud ligger Syd- og Sønderjyllands Politikreds, som har oplevet en svag stigning fra 2.731 anmeldte indbrud i første halvår 2013 til i alt 2.918 indbrud i dette års første seks måneder.

 

 

Her er det især litauiske bander, der hærger og plyndrer private hjem, og det har nu medført, at en litauisk politiofficer i marts sidste blev tilknyttet den såkaldte Task Force Vest, der har hovedkvarter i Horsens.

 

 

Sådan ser det ud i landets øvrige politikredse

For landets øvrige politikredse på nær en enkelt gælder, at der i årets første seks måneder har været et generelt fald i de anmeldte indbrud i forhold til samme periode sidste år.

 

 

Således modtog Københavns Vestegns Politi i årets første seks måneder 2.698 anmeldelser om indbrud mod 3.055 i samme periode sidste år. Samme billede tegner sig i Sydøstjyllands Politikreds, hvor anmeldelserne ligger på henholdsvis 2.604 for i år mod 3.111 sidste år.

 

 

For Midt- og Vestsjællands Politikreds ligger de anmeldte indbrud på 2.939 for årets første seks måneder mod 3.006 i samme periode sidste år. Det samme forhold gør sig gældende i Fyns Politikreds, hvor der i årets første seks måneder blev anmeldt 2.477 indbrud mod 2.586 sidste år.

 

 

En svag stigning i det sydlige Sjælland

Til gengæld kan Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi melde om en svag stigning fra 2.241 anmeldte indbrud sidste år til i alt 2.362 indbrud her i årets første seks måneder.

 

 

I den modsatte ende af skalaen og i den modsatte ende af landet kan Nordjyllands Politi, der også dækker Vendsyssel, melde om et kraft fald i antallet af anmeldte indbrud fra 2.950 i første halvår 2013 til i alt 2.343 her i årets første seks måneder.

 

 

Tilsvarende melder Bornholms Politi om et fald fra 64 indbrud i sidste års første halvdel til 46 i år.

Del på Facebook