Vi danskere vil helst rose os og vores land for at have et af verdens bedste sundhedsvæsener, for vi får jo hjælp, når vi har behov. Dog er der mange grunde til at stille spørgsmålstegn ved om det nu er så velfungerende, som vi helst vil tro.
Hospitalsbesøget
Forleden måtte min datter og jeg ledsage min mand fra det plejecenter han bebor til Hvidovre Hospital. Min mand var faldet i forbindelse med en forflytning fra sengen lørdag morgen og nu fandt personalet, at han ikke var helt sig selv.
Vi har prøvet turen tre gange før og vidste således, hvad vi havde i vente, men man håber jo altid på at ting ændrer sig til det bedre. Vi ankom til hospitalet klokken 12:10 på skadestuen. Efter en time kom en læge og optog journal og foretog den relevante fysiske undersøgelse. Scanning af hoved og røntgen af hoften blev bestilt og så gav vi os til at vente, vente og vente og mange andre gjorde det samme.
På en stue lå en patient som ustandselig råbte nej. Der er mange ældre især demente, der fra plejehjem eller fra hjemmet sendes på hospitalet uden ledsagelse og selvfølgelig reagere de med forvirring og angst, da de er ude af stand til at forstå hvad der sker.
En ældre mand lå på gangen og kæmpede for at komme ud af sengen på trods af sengeheste. Til tider lå han helt på tværs med benene dinglende ud af sengen. Hver gang nogen passerede ham sagde han – “Hjælp mig”, men ingen reagerede. På et tidspunkt stoppede en læge op, men han opgav tydeligt, fordi han hurtigt opdagede, at han ikke kunne kommunikere optimalt med patienten. En sygeplejerske kom i tanke om, at manden måske havde brug for noget at spise, men da hun opdagede, at han ikke selv kunne holde på maden, opgav hun også. Da vi forlod stedet klokken 21, ventede han på 4. time på en hjemtransport.
En søn kom ind med sin gamle mor som var meget smerteforpint. Han bad gentagne gange de mange på kontoret om, at give moren noget smertestillende men uden held. Til sidst blev det ham for meget. Han stillede sig op i kontordøren og sagde – “Se så at få lettet røven og det lige nu” og så skete der endelig noget.
Så kom tiden, hvor min mand blev kørt til scanning og så tilbage til skadestuen, og vi var igen i venteposition. Havde min datter og jeg ikke været der, havde min mand hverken fået vådt eller tørt i de mange timer. I øvrigt blev vi ikke oplyst om, at der var mulighed for både saft, the og kaffe. Vi forsøgte at rykke for næste undersøgelse, nemlig røntgen af hoften mest for at sikre, at det var bestilt og ikke glemt. Beskeden var, at der godt kunne gå lang tid.
Uendelig lang tid senere blev han hentet til røntgen og så gav vi os igen til at vente og nu var vi alle 3 på gangen. Vi observerede en portør som var meget opmærksom på de patienter, der lå på gangen. Han hørte ikke til de mange, der bare passerede forbi uden at bemærke, hvad der skete i sengene, selv de pårørende gav han opmærksomhed.
Denne opmærksomhed burde være kommet fra de mange sygeplejersker, som i øvrigt ikke virkede særlig fortravlede. Endelig tog en kvindelæge affære og meddelte os, at nu ville hun se på billederne, men desværre skulle hun have en overlæge indover, men denne sagde nej, jeg spiser. Denne læge var ligeså frustreret over hele forløbet som vi var og alligevel magtede hun at rumme vores frustration.
Nu var tiden inde til, at jeg måtte bede om at min mand blev skiftet, for han måtte efterhånden være meget våd. Det var de ret hurtige til at få gjort, og lægen tog – i lighed med portøren – sygeplejerskernes arbejdsområde ved at hente 2 ekstra tæpper til min mand. Jeg bad om flere tæpper, fordi jeg vidste, at skulle han hjem kunne det tage mange timer, før han fik en transport.
Nu var klokken tæt på 21 og endelig kom svaret på undersøgelserne, ingen nye brud og ikke nye forandringer i hjernen, så lettelsen var stor. Min datter og jeg forlod hospitalet og jeg har netop haft kontakt til plejecentret, hvor de kunne oplyse at min mand var kommet retur klokken 01:15.
Faglighed og engagement skal i højsædet
Som opfølgning på mit tidligere indlæg om, hvordan arbejdet foregår på det plejecenter min mand opholder sig på, må jeg anstændigvis sige, at personalet udviser venlighed overfor beboerne på det verbale plan.
Der, hvor det er rivende galt, er på det faglige plan og den åbenlyse mangel på engagement i de enkelte beboeres behov og mangel på selv at kunne handle.
Et personale der ikke mestrer selv helt banale basale ting i dagligdagen og personalets manglende evne eller lyst til at motivere og stimulere beboerne til mere meningsfyldte hverdage.
Generelt er det min opfattelse, at arbejdsdagen er noget, der bare skal overstås, og der tænkes mindre på hvad dagens indhold har været.
Jeg vil opfordre alle, der har eller får kendskab til utilfredsstillende forhold på plejecentre til at tage sagerne op på relevante steder, for det er eneste mulighed for at få ændret og forbedret forholdende for mennesker, som bliver så afhængig af andres hjælp og deres evner til at kunne yde hjælpen i respekt for den enkelte.
Det må aldrig medføre at livskvaliteten forringes for folk, der må flytte til en plejebolig.
Kirsten Christensen
