Selvom den socialdemokratisk ledede regering gang på gang hævder, at den fører samme stramme asylpolitik, som VKO gjorde, viser de rent faktiske asyltal et helt andet billede.
Ikke nok med, at antallet af asylansøgere er steget kraftigt under den nuværende regering som følge af blandt andet ophævelse af kontanthjælpsloftet, børnepenge og mulighederne for at bo uden for asylcentrene, så er den andel af asylansøgere, der får opholdstilladelse også steget kraftigt.
Fra under halvdelen i 2010 til langt over halvdelen i år
Et par eksempler belyser klart denne udvikling.
Som følge af Metock-dommen strømmede i alt 5.115 asylansøgere ifølge Udlændingestyrelsen til Danmark i 2010, men kun 2.124 eller i alt 41,5 procent fik opholdstilladelse. Resten blev afvist.
Sidste år satte den nuværende regering asylrekord med 7.540 asylansøgere, og af dem fik de 3.840 opholdstilladelse. Det er lidt over halvdelen eller i alt 50,9 procent.
Her i årets første fire måneder har Danmark ifølge Udlændingestyrelsen per 30. april i år modtaget i alt 2.140 asylansøgere og af dem fik 1.383 bevilget opholdstilladelse. Det er langt over halvdelen og svarer til 64,6 procent.
Altså en stigning fra 2010, hvor 41,5 procent af asylansøgerne fik bevilget opholdstilladelse til en stigning i år, hvor foreløbig 64,6 procent af asylansøgerne har fået bevilget opholdstilladelse.
Også langt flere får ægtefællesammenføring
Den samme tendens gør sig gældende hvad angår ægtefællesammenføringer.
I 2011 under VKO’s sidste år søgte 396 flygtninge om ægtefællesammenføring, og der blev givet tilladelse til i alt 257. Det svarer til, at 64,9 procent af ansøgerne fik bevilget ægtefællesammenføring.
I 2012 steg antallet af ansøgninger til 444 og af dem fik de 299 bevilget ægtefællesammenføring. Det svarer til, at 67,3 procent af ansøgerne fik deres ansøgning bevilget.
I asylrekordåret 2013 nåede antallet af ansøgninger om ægtefællesammenføring op på 792, og der blev givet tilladelse til i alt 558 eller i alt 70,5 procent af dem, der ansøgte.
Her i årets første fire måneder har i alt 325 flygtninge ansøgt om ægtefællesammenføring, og af dem fik 244 deres ansøgning bevilget. Det svarer til 75,1 procent af alle dem, der ansøgte.
Somaliere fik næstflest ægtefællesammenføringer
Med 133 tilladelser til ægtefællesammenføring ud af 141 ansøgninger her i året fire første måneder, udgør syrere langt hovedparten.
På andenpladsen kommer somalierne med 20 tilladelser til ægtefællesammenføringer ud af 54 ansøgninger. Der er her tale om et kraftigt fald i forhold til 2013, hvor 84 somaliere ud af 179 fik bevilget ægtefællesammenføring.
Familiesammenføringer: Somalierne er i front
Når det kommer til familiesammenføringer, hvor børnene også er med, skelner Udlændingestyrelsen i sine opgørelser ikke mellem asylområdet på den ene side og vestlige- ikke vestlige lande på den anden.
Ansøgninger og tilladelse opgøres samlet, således at det er umuligt at skelne, og det betyder, at det ikke er muligt at få noget samlet overblik over omfanget af familiesammenføringer, når det gælder den økonomisk tunge gruppe af flygtninge med opholdstilladelse og stigende integrationsproblemer.
Til gengæld oplyser Udlændingestyrelsen, hvilke nationaliteter der flittigst ansøger om familiesammenføring, dog uden at oplyse om afslag og tilladelser, og her ligger somalierne i front blandt de flygtningeproducerende lande.
Således ansøgte i alt 280 somaliere om familiesammenføring her i årets første fire måneder og kommer dermed ind på en førsteplads. Dernæst kommer syrere, hvor 206 søgte om om familiesammenføring.
Sidste år lå antallet for somaliernes vedkommende på 455 ansøgninger, og fortsætter den nuværende tendens fra årets første fire måneder, vil antallet af somaliske ansøgninger om familiesammenføring ved årets slutning ligge på omkring 800.
Indtil videre ligger thailændere i år på førstepladsen med 605 ansøgninger om familiesammenføring, hvilket meget vel for en dels vedkommende kan skyldes danske mænd, der har giftet sig eller vil gifte sig med en thaipige.
Herefter kommer somalierne ind på andenpladsen med deres 280 familieansøgninger.
April satte rekord i asylansøgninger
Med 618 asylansøgninger satte april månedsrekord siden 2010, hvor 364 i april søgte asyl i Danmark. Det antal faldt i 2011 til i alt 282 ansøgninger, men er siden da steget kraftigt og er nu foreløbigt kulmineret med over det dobbelte antal i forhold til 2011.
Samlet set kom der i årets fire måneder som nævnt i alt 2.140 asylansøgere til Danmark. Det er 392 færre end samme periode sidste år, hvor Danmark modtog i alt 2.532 asylansøgere.
Også i året fire første måneder udgjorde syrerne med 693 asylansøgninger klart det største antal fulgt 280 russiske asylansøgere og 201 somaliske.
På trods af det svage fald i antallet af asylansøgninger i årets fire første måneder i forhold til samme periode sidste år, er det ikke givet, at der i år kommer lidt færre asylansøgere til Danmark end i 2013.
Ifølge generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp er der i de aktuelle tal snarere tale om et tilfældigt udsving. (jp.dk)