Socialdemokraterne større end Venstre i ny måling

Så skete det, som socialdemokrater har gået og drømt om i den seneste tid: Socialdemokraterne har overhalet Venstre i en meningsmåling (Voxmeter/Ritzau).

 

Der er ingen tvivl om, hvad årsagen er: Lars Løkkes rejsesag, der har slidt så hårdt på Venstre. I øvrigt har blå blok også på den konto mistet sit samlede flertal i denne måling.

 

Målingen kommer blot dagen efter, at Løkke lå helt i bund i en måling af partiledernes troværdighed (Wilke/Jyllands-Posten).

 

Derfor reagerer vælgerne

Efter al sandsynlighed er det tre ting, der får vælgerne til at reagere:

 

For det første Løkkes ni luksusrejser.

 

For det andet hans rod i bilag og mangelfulde informationer om egne økonomiske forhold.

 

For det tredje en meget aggressiv og dramatiserende dækning i medierne. Selv små detaljer i sagen er hele tiden blevet talt op til noget stort af journalister, der har gjort sig alle anstrengelser for at få Løkkes gerninger til at virke så belastende som muligt over for vælgerne.

 

Der kunne tænkes en sammenhæng mellem denne tendens i dækningen og så den kendsgerning, at langt de fleste journalister politisk ligger til venstre. Nogle af dem kan have lidt svært ved at styre sig, måske ubevidst. Som om de havde deres helt eget parti, Journalistisk Venstreparti.

 

Men igen: Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Løkke selv har leveret materialet til mediernes dækning.

 

Lidt koldt vand i blodet

Den ny meningsmåling er vitterligt bemærkelsesværdig. Alligevel er der grund til at slå lidt koldt vand i blodet:

 

Socialdemokraternes forspring i forhold til Venstre er på bare 0,3 procent, hvilket er inden for den statistiske usikkerhed. Med andre ord: Det kan være forkert.

 

Samtidig hører det med, at Voxmeter igennem længere tid har været det meningsmålingsinstitut, der viste de gunstigste resultater for Socialdemokraterne og rød blok generelt. Herfra kom også i sidste uge en måling, der viste et mandats forspring til rød blok.

 

Gårsdagens måling fra Wilke havde derimod et blåt forspring på 9 mandater, og her lå Venstre knap 2 procentpoints foran. Også i det seneste gennemsnit af målinger er der stadig blåt forspring.

 

Kommunevalget giver fingerpeg

Men det er hævet over enhver tvivl, at rød blok med Socialdemokraterne i spidsen er i klar fremgang, og at blå blok presses tilbage.

 

Ingen kan med sikkerhed sige, hvor det fører hen. Men kommunevalget i morgen vil give en fornemmelse af, hvor alvorlig situationen er for Løkke.

 

Uanset om den blå nedtur fortsætter, eller om blå blok bevarer sit forspring, så kan man nok gå ud fra, at der fremover vil være tættere løb mellem blokkene, end man har været vant til med Thorning som statsminister.

 

Længe så det ud, som om de røde var dømt til at tabe næste valg ganske eftertrykkeligt. Nu er situationen anderledes åben. Måske vil valgets udfald først blive afgjort i selve valgkampen, som man har set det før.

 

Del på Facebook