Forleden grinede mine elever af mig. Scanningsmaskinen havde strejket den morgen, og hvordan skulle de kunne beskrive farverne på et billede – på en sort/hvid papirkopi? I gruppearbejdet havde de derfor sprunget opgaven over.
Da de kom tilbage til klassen, grinede de så af deres umulige lærer. Jeg spurgte, om de slet ikke havde overvejet at google billedet, så de kunne se farverne? Det havde de slet ikke tænkt på.
Hvor vil jeg hen med den historie? Jeg vil punktere flosklerne om, at de unge bare er suveræne til alt det dér med de digitale medier. Det er floskler, som politikerne bruger flittigt.
Det er rigtigt, at de unge i gymnasiet er utrolig skrappe til nogle sider af de digitale medier. Men andre sider af det digitale har de faktisk store problemer med. Det er således ikke tilfældigt, at mine elever slet ikke fik den tanke, at de selv kunne google billedet. Til trods for, at de er dygtige.
Politikerne kender ikke til vores hverdag
Jan Andreasen, underviser på Frederiksberg HF, beskriver den store kløft, der ofte eksisterer mellem virkeligheden på ungdomsuddannelserne og mange danske politikere:
”Besøget [af uddannelsesordføreren fra et af de politiske partier på Christiansborg] står stadig i skarp erindring hos de fleste af os [på Frederiksberg HF]. Desværre ikke udpræget for det gode. For meningsudvekslingerne den dag kom snart til at handle om uddannelsesordførerens noget vidtløftige ambitioner […] Vi fortalte ordføreren om alle de problemer, som vi bokser med i hverdagen […] Der var imidlertid ikke den store lydhørhed og uddannelsesordføreren fejede uden betænkning vores betragtninger af bordet.” (Politiken 12. maj).
Myten om de digitalt indfødte
Jeg selv oplever også gang på gang, hvordan virkeligheden og livet på Christiansborg er to vidt forskellige ting. Således har også den nye uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen ukritisk overtaget den sejlivede myte om, at danske unge er en generation af digitalt indfødte:
”Vi skal blive bedre til at se, hvad de unge har lært sig selv […] Det er en elektronisk generation, og den kommende generation bliver endnu mere digitaliseret” (Gymnasieskolen 8. maj).
Fremragende forbrugere
Det er en ukritisk og unuanceret betragtning, da der ikke bliver skelnet mellem de unge som henholdsvis forbrugere og som elever, der skal tilegne sig svært stof.
De unge ER digitalt indfødte, når det kommer til forbrug: Alt efter alder er de enten til Cookie Clicker eller candy crush, de navigerer hjemmevant på Instagram, Facebook og snapchat og de er lynhurtige til indkøb af sko og tasker. De er fremragende til selfies og til at uploade videoer på diverse sites.
Knapt så fremragende som elever
Men når det kommer til informationssøgning i databaser, læsning af komplekse tekster på nettet, anvendelse af regneark og i det hele taget anvendelse af IT som fagligt redskab kniber det gevaldigt for rigtig mange unge.
Et konkret eksempel er, når man som vejleder i faget almen studieforberedelse (AT) oplever gang på gang, at mange unge hverken orker at søge eller bearbejde fagligt svære tekster på nettet.
Helt basale informationssystemer som Infomedia glemmer mange alt om, lige så snart det kedelige foredrag hos skolebibliotekaren er overstået. At google ord i en tekst, man ikke lige kender – det overvejer de færreste. Og ofte er mange simpelthen kognitivt overstimulerede af meget andet end faglighed på nettet.
Nej tak til internetadgang
Forleden skulle min meget dygtige klasse beslutte, om de til studentereksamen skal skrive opgave med adgang til nettet, en ny mulighed i engelsk. De endte med at vælge nettet fra.
Én elev sagde: Jeg ender tit med at bruge alt for meget tid på informationssøgning, og hvad skal jeg gøre, når der nogle gange står noget helt andet end i undervisningsbøgerne?
Sokrates sagde engang, at klogest er den, der ved, hvad denne ikke ved. I dag gælder det, at klogest er den, der ved, hvad denne bør google eller ej.
