Velfærdsturisme inden for EU har på det seneste fået en central plads i den politiske debat i Danmark.
Men der er også stor opmærksomhed omkring fænomenet i andre velhavende EU-lande.
I Storbritannien bringer et TV-dokumentarprogram på Channel 5 afsløringer frem, som har skabt ophedet debat, allerede inden det bliver sendt den 11. april. ”Romaer på velfærdsydelser og stolte af det”, hedder programmet.
Programmet har fulgt en række romaer, som er kommet til Storbritannien fra Østeuropa. Fælles for dem er, at de lever af at malke det britiske velfærdssystem.
Hun kom med sine 11 børn og 11 børnebørn
En af dem er Katarina Cisarova på 43 år fra Slovakiet, som har bragt sine 11 børn og 11 børnebørn med til byen Rotherham.
I de syv år, hvor Katarina har været i Storbritannien, har hun kun haft arbejde i nogle få dage. Resten af tiden har hun levet på velfærdsydelser.
Katarina har et ganske frejdigt forhold til sin tilværelse på de britiske skatteyderes regning. I programmet siger hun: ”Vi har et godt liv her. Vi har alt, hvad vi ønsker her. Det er virkelig dejligt.” Briterne synes sjovt nok ikke, at det er specielt dejligt.
Katarinas mand Peter, der ikke har haft et arbejde i to år, siger på dårligt engelsk: ”Mit land, jeg ikke havde et job, ingen mad, ingenting. Vender ikke tilbage, aldrig. Mange tak, England.”
De fleste af parrets voksne børn er også på offentlige ydelser.
”Meget, meget nemt at få velfærdsydelser”
Programmet beretter ligeledes om Ion Lazar fra Rumænien, som kom til Storbritannien, da der blev fri indrejse for rumænsk arbejdskraft ved årsskiftet.
Men der har heller ikke været meget arbejde i ham. Han går målrettet efter at spare offentlige velfærdsydelser op, så han kan rejse hjem til familien i Rumænien. Planen er at samle40.000 pundsammen (cirka 360.000 kr.). Han regner med, at han kan nå målet på et år eller to.
Ion Lazar siger i TV-dokumentaren: ”Jeg ved, at det er meget, meget nemt at få velfærdsydelser i England … Man har givet mig et hjem, man har
givet mig penge uden videre, man har givet mig alt.”
300.000 kr. om ugen på velfærdssvindel
Men det er ikke kun romaer, som med stor energi og opfindsomhed trækker penge ud af de britiske skatteydere. Andre kan også.
En tjekkisk kvinde har således netop fået en længere fængselsdom, efter at hun var flygtet fra en retssag i Storbritannien mod hende for grov velfærdssvindel.
Magdalena Ferkova på 33 år var del af en ekstremt velorganiseret og hensynsløs familiebande, som specialiserede sig i at lænse Storbritanniens offentlige velfærdskasser. De tjente omkring 300.000 kr. om ugen på det. Pengene blev især brugt på spil og dyre biler.
Metoden gik ud på at lokke svage mennesker i Tjekkiet og Slovakiet til Nottingham i England ved at foregive, at man kunne skaffe arbejde til dem. Når de ankom, tog man deres pas, indkvarterede dem midlertidigt og hjalp dem til et cpr-nummer og en bankkonto.
Så tvang man dem til at søge børneydelser. Og når pengene begyndte at strømme ind, sendte man dem hjem igen og kradsede selv pengene ind.
Svært at kontrollere
Men på et tidspunkt blev svindlen afsløret, og familiebanden kom for retten. Ferkova flygtede imidlertid til sit hjemland Tjekkiet, og hun blev efterlyst som skatteflygtning i stor skala.
For nylig fandt man hende, og hun kom for retten i Nottingham, hvor hun blev idømt fem års fængsel. De øvrige bandemedlemmer fik også fængselsstraffe. De er alle dømt til udvisning efter udstået straf.
Ferkova-sagen understreger, hvor svært det er at forhindre misbrug af velfærdsydelser, som uddeles på tværs af landegrænserne i EU. Det kan være vanskeligt at kontrollere, om betingelserne for disse ydelser reelt er opfyldt, når det drejer sig om borgere fra andre lande.
Kun begyndelsen
For udspekulerede professionelle forbrydere som Magdalena Ferkova er der her en stor bane at spille på. Som dommer James Sampson sagde under retssagen: ”Du er ganske klart en dygtig og intelligent kvinde, men fuldkommen uærlig og en skamløs løgner.”
Men også de mindre avancerede som de før omtalt romaer finder hurtigt ud af, hvordan de kan tjene penge uden at arbejde. Skatteyderne betaler.
De fleste EU-borgere fra Østeuropa, der kommer til de velhavende nordeuropæiske lande, er hæderlige folk, som vil arbejde. Men der er risiko for, at stadig flere tvivlsomme typer vil udnytte smuthullerne i systemet.
Det kan skabe kraftige folkelige reaktioner mod den lette adgang til ydelser for EU-borgere. Vi har formentlig kun set begyndelsen på debatten om velfærdsturisme.
(Kilde: Daily Mail)

