”Den hemmelige socialdemokrat” sælger godt.
Mange er tilsyneladende nysgerrige efter at komme med på en kigger, når politikere bag facaden render rundt med knive i ærmet og knive i ryggen, med intriger og magtkampe, med spin og bagtalelse, med upolerede følelser og stemninger.
”Den hemmelige socialdemokrat” har lidt af den tiltrækning, som har gjort den amerikanske TV-serie ”House of Cards” til en succes – med dens forrygende skildringer af udspekuleret kynisme i magtens korridorer.
Men dette er ikke en TV-serie. Bogen er en politisk handling fra forfatterens side, og den vil få politiske konsekvenser. De kan endda blive store.
Hævn, opmærksomhed og penge
Bogen er elementært underholdende, men den giver også et seriøst alibi for at læse den. Man kan fortælle sig selv, at det jo handler om at få en dybere indsigt i, hvordan det politiske liv fungerer.
Bogens forlægger gør også, hvad han kan, for at lokke læserne med det seriøse formål. Som han så smukt kalder det: Man får et ”indblik i det politiske maskinrum”.
Et stykke af vejen er det sådan set rigtigt nok. Læserne kan finde en række interessante informationer og iagttagelse, der viser, hvordan politik også kan være.
Men det er ganske klart ikke en bog, der er skrevet og udgivet for at give den bedst mulige oplysning om politik.
Forfatteren har brugt bogen til at få luft og få hævn over politiske kolleger – og sikkert også til at have det skægt med at skrive sådan noget.
Forlaget har brugt bogen til at lave en sællert, der kan give opmærksomhed og kasse.
Det har handlet mere om saftighed end om seriøsitet. Ellers ville bogen ikke være skrevet, som den er.
Det politiske indhold
I den periode, som bogen omhandler, har socialdemokratiske politikere trods alt haft andet at lave end at stikke knive i hinanden. De har faktisk skulle bakse med ganske store og svære politiske problemer.
Siden Helle Thorning blev statsminister har der jo udspillet sig et kolossalt drama omkring det politiske indhold. Med den 180 graders drejning i den socialdemokratiske økonomiske politik, striben af reformer, uroen i egne rækker og spændingerne i regeringen.
Intrigerne og manøvrerne har jo også handlet om uenigheder omkring dette politiske indhold. Men det sætter sig ikke mange spor i bogen. Det er da også mindre underholdende.
OK, kan forlag og forfatter sige, det kan godt være, at bogen kun giver indblik i de mere farverige sider af det politiske maskinrum. Men det er jo en del af den politiske virkelighed.
Hverken virkelighed eller kunst
Tja, her kommer så næste indvending: Selv inden for disse rammer, er det ikke til at gennemskue, hvor megen reel viden, man får.
Forfatteren skriver om navngivne, reelt eksisterende politikere. Men noget af det, han eller hun skriver, har aldrig fundet sted. Det er fiktion.
Læseren har ingen chance for at gennemskue, hvornår man får et ”indblik i det politiske maskinrum”, og hvornår man bare får et indblik i forfatterens fantasi.
Det er hverken en pålidelig skildring af de faktiske begivenheder eller noget, der løfter sig til et kunstnerisk niveau. Bogen synes alene skrevet ud fra, hvad forfatteren har lyst til at skrive for at få luft.
Det er ikke noget overbevisende motiv for at skrive en bog, der kan få alvorlige konsekvenser.
Personlige konsekvenser
Allerede nu står det klart, at bogen har personlige konsekvenser. En række socialdemokratiske folketingsmedlemmer bliver hængt ud som mistænkte.
Socialdemokrater som tidligere justitsminister Morten Bødskov og den meget emsige Pernille Rosenkrantz-Theil slynger usmagelige, udokumenterede påstande ud om, at alle ved, hvem forfatteren er. Dermed skabes en lynchstemning mod dem, der er udnævnt til hovedmistænkte.
Man må i øvrigt spørge sig, om forfatteren har tænkt sine egne personlige konsekvenser igennem, hvis identiteten afsløres. Det betyder eksklusion fra partiet.
Rammer også de borgerlige
Men ”Den hemmelige socialdemokrat” kan også få alvorlige konsekvenser for det politiske liv.
Politik er dybt afhængig af, at man kan føre drøftelser i fortrolighed. Bogen vil betyde, at der kommer en meget større vagtsomhed om, hvem man taler med om hvad.
Det vil gøre det mere besværligt. Det vil skabe større mistillid. Og frem for alt vil det føre til en større uvilje mod at drøfte følsomme emner med andre end de allernærmeste. Fortrolighedens cirkel vil blive væsentligt snævrere.
Selv om borgerlige politikere kan godte sig over, at bogen har skaffet de hårdt plagede socialdemokrater endnu et problem på halsen, vil de også selv komme til at mærke den ny stemning, som bogen skaber.
Også de vil blive mere vagtsomme og nøjeregnende med, hvad de siger. Sidemanden bærer måske rundt på nogle frustrationer og hævnmotiver, som ender med at blive til en anonym bog.
Socialdemokrater som borgerlige har en fælles interesse i, at forfatteren bliver afsløret, til skræk og advarsel for andre.
Større lukkethed
Bogens forlægger har lanceret bogen som et bidrag til større åbenhed. Men i sidste ende kan den tværtimod betyde større lukkethed i det politiske liv med flere konspirationer og intriger.
Læs endelig den bog. Lad dig underholde. Men vær kritisk over for dens motiver og konsekvenser.