Eleverne på de merkantile erhvervsuddannelser er utilfredse. Hvorfor? Det har undervisningsminister Christine Antorini en fin forklaring på. Hun siger, at de føler sig ”snydt”, fordi de efter to års grundforløb finder ud af, at de ikke er færdiguddannede. Det skulle ifølge ministeren være en af hovedårsagerne til det store frafald, som findes på erhvervsuddannelserne.
Men var det ikke mere fair at sige, at de unge føler sig snydt, fordi de ikke kan finde en praktikplads, så de kan færdiggøre deres uddannelse? Christine Antorini skal være forsigtig med som rygmarvsreaktion at undervurdere eleverne i erhvervsuddannelserne. Selv om de desværre er ret tavse i debatten om, hvordan vores erhvervsuddannelser skal indrettes.
Manglen på praktikpladser skaber frafald
Ministeren har ret i, at frafaldet på erhvervsuddannelserne er alt for højt, også på det to-årige grundforløb på de merkantile erhvervsuddannelser (HG). Men regeringen vil ikke erkende, at én af hovedårsagerne er, at manglen på praktikpladser får de unge til at opgive. Mange gør det netop lige før praktikdelen af uddannelsen.
De unge har gennemskuet det: Den såkaldte skolepraktik en nødløsning. Ligesom det er en nødløsning for politikere og skolefolk. Skolepraktik kan for nogle og i nogle brancher kan være ok, men hovedvejen bør være et praktikforløb i en rigtig virksomhed.
Giv SU i hele forløbet
Her er regeringen sært handlingslammet. Hvorfor overvejer man ikke løsninger, der kunne skabe mere interesse i virksomhederne for at tage en elev i praktik?
Niels Brock har tidligere peget på, at det rigtige kunne være at give de unge i en erhvervsuddannelse SU i hele forløbet. Ligesom til alle mulige andre uddannelser, også uddannelserne til sygplejerske og politibetjent, hvor der også er indbygget praktik. Det ville skabe øget interesse hos mange virksomheder for at tage en elev.
I stedet for at styrke uddannelsen og gøre den mere attraktiv for de unge, lancerer regeringen et udspil til reform af erhvervsuddannelserne, som for mange af eleverne på de merkantile uddannelser vil give dem kortere og ringere uddannelser.
Antorini forringer uddannelsen
Desværre har Christine Antorini set sig sur på den 2-årige merkantile erhvervsuddannelse. Som en del af reformen vil hun halvere den til ét år, hvilket naturligvis betyder, at eleverne i fremtiden får mindre undervisning, end de gør i dag. Hvordan det skal give bedre kvalitet, undlader ministeren bekvemt nok at uddybe.
Vi har brug for reelle forbedringer af uddannelsen. Vi har brug for flere praktikpladser til de unge, så de har reelle muligheder for at afslutte den uddannelse, de har valgt. Og vi har brug for en gennemgribende reform af måden, vi vejleder og informerer de unge på. I mange vejlederes optik er ”studenterhuen” stadigvæk det fineste og eneste rigtige mål.
Jeg ville ønske, at ministeren ville kaste sig over disse aspekter i stedet for at svække uddannelserne, som hun er i gang med nu.