2½ stjerner ud af seks
Roland Emmerich (f. 1955) er kendt for sine science fiction- og katastrofefilm, fx
Independence Day (1996), Godzilla (1998), The Day After Tomorrow (2004), 2012 (2009) og Independence Day: Resurgence (2016).
Seneste skud på stammen er MOONFALL, der tager afsæt i spørgsmålet: Hvad nu, hvis månen var en kunstigt skabt satellit, en megastruktur? Hvor megastruktur skal forstås som en konstruktion eller en skal, der er bygget uden om en stjerne. Altså månen er ikke en naturlig satellit til jorden, men en hul konstruktion – sendt hertil for milliarder af år siden med en meget specifik mission.
En måne, der ude af sin normalbane kan udløse en katastrofe på jorden.
Handling
NASA har lagt låg over en ulykke ude i rummet, hvor astronauten Brian Harper (Patrick Wilson) mister en kollega. Ved en efterfølgende høring insisterer han på, at dødsfaldet er fremkaldt af et mærkeligt fænomen på månen, men i stedet for at blive bakket op af medkollegaen Jocinda Fowler (Halle Berry) – den tredje deltager på rummissionen – bliver han afskediget i vanære.
Fyringen bliver ikke håndteret særligt elegant: 10 år senere er Harper ved at gå i hundene pga. skilsmisse, tab af sin søn, tab af en elsket profession og druk.
Jocinda har i mellemtiden arbejdet sig op til at blive direktør i NASA. Den absolutte toppost.
En dag får hun et chok: Månen har forladt sin bane omkring jorden og er på kollisionskurs. Tallene og målingerne efterlader ingen tvivl, og katastrofen venter lige om hjørnet, blot nogle få uger ude i fremtiden.
En nørd, KC Houseman (John Bradley) har ellers sendt adskillige advarende mails til hende, der har forudsagt katastrofen, men han er blevet ignoreret som rablende konspirationsteoretiker. (Hen ad vejen skal han vise sig at have ret i sine teorier og kommer derfor til at spille en afgørende rolle i det videre forløb).
Da måne-nyheden slipper ud, udbryder der panik over hele kloden. Med rette. Månens tyngdekraft forårsager nemlig tidevandsbølger og andre ødelæggelser, som folk forsøger at flygte fra. Kaos hersker – og kriminelle har kronede dage.
Jocinda må se i øjnene, at Harper måske alligevel havde ret i sin analyse af ulykken. Derfor er han også manden, hun har brug for. Han er svær at finde, men det lykkes, og hun beder om hans hjælp til at redde jorden.
Om missionen krones med succes, er man naturligvis aldrig i tvivl om – det er jo en Hollywood-film – men hvordan truslen mere præcist afværges skal ikke afsløres her.
Er man science fiction-fan, er ”Moonfall” et must
I min vurdering kan jeg nærmest ord til andet lave copy-paste af en del af min seneste anmeldelse af ”“Marry Me”:
”Plottet er baldrende usandsynligt, og gad vide om instruktøren har måttet konsultere en foreliggende manual i politisk korrekt identitetspolitik med en oplistning af, hvor mange medvirkende, der skal være hvide, hvor mange farvede af forskellige etniske oprindelser, og hvor mange bøsser og lesbiske?”
Suk, siger jeg bare. Hvor længe skal dette blive ved? Vil Hollywood ende med at underminere sig selv med politisk korrekte spændetrøjer? Ligesom modebranchen?
Tårepersende sentimental er også ”Moonfall”, og at direktøren for Nasa er en billedskøn Halle Berry kan sikkert tilskrives den alt for magtfulde MeToo-bevægelse. Både farvet og kvinde. Kan det næsten blive bedre? Nå ja, hun skulle også have været lesbisk.
Men ret skal være ret: Det er en flot og imponerende film rent teknisk, også selv om de fleste af effekterne er computerskabte.
Science fiction er absolut ikke min yndlingsgenre, men hvor er vi bare lysår fra mesterværker som Steven Spielbergs A.I. – Artificial Intelligence, Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 og Ridley Scotts Blade Runner. Eller for den sags skyld den første The Terminator.
En film skal selvfølgelig vurderes på egne præmisser frem for klassikeres, men jeg tilstår, at jeg indimellem kedede mig bravt på grund af dialogernes fladpandede forudsigelighed. De tre hovedpersoner forekommer mildt sagt heller ikke særligt troværdige eller sammenhængende i deres handlemønstre. Det samme gælder for flere af bipersonerne.
En del scener bliver strakt for langt ud – filmen kunne med fordel kortes mindst 30 minutter – fordi de obligate moralske budskaber med vold og magt skal proppes ned i halsen på tilskueren. Selv den mest evnesvage skal ikke gå glip af de værdipolitiske pointer.
Er man science fiction-fan, er ”Moonfall” selvsagt et must, og i mine øjne kunne det dygtige håndværk altså ikke kompensere for de mange klichéer og endimensionale, utroværdige persontegninger.
Men hvor er Halle Berry dog stadig gudesmuk! Ufatteligt at hun er født i 1966.
Længde: 130 minutter
- Medvirkende: Halle Berry, Patrick Wilson, John Bradley, Donald Sutherland m.fl.
- Instruktør: Roland Emmerich
- Manus: Roland Emmerich, Harald Kloser, Spencer Cohen
- Censur: T.o. 11 år
- Premieredato: 17.02.22
Moonfall – i biografen 17. februar (dansk trailer) – YouTube
