Hvis du kan høre forskel på brølet fra en motor i en Bentley og i en Lexus, og hvis du uden videre kan føle om ulden er cashmere eller vicuña og i øvrigt er veltalende, hurtigt opfattende og har et indgående kendskab til alverdens luksus, så er her drømmejobbet for dig:
Ansættelse som testperson til afprøvning af luksus i enhver afskygning overalt på kloden.
Det er websiden VeryFirstTo, der forhandler luksus og oplevelser til en sluttet og stinkende rig kreds af medlemmer over hele verden, som nu søger en testperson, der skal tjekke de produkter og oplevelser, websiden sælger til sine kræsne og pengestærke medlemmer.
Besøg alverdens dyre restauranter og luksushoteller
Stillingen indebærer megen rejseaktivitet kloden rundt med besøg på blandt andet dyre restauranter og luksushoteller, der skal testes og anmeldes. For slet ikke at tale om test af biler i den avancerede millionklasse og det sidste nye legetøj inden for elektronik såsom smartphones, computere og fotoudstyr.
Ligeledes må den ansøger, der får stillingen, være forberedt på med øjeblikkes varsel være forberedt på at blive sendt ud til begivenheder, som websiden mener kan have interesse for kundekredsen. Det kan være en operaforestilling i Wien eller et nyt safarikoncept i Afrika.
I testprogrammet indgår eksempelvis også parfume for slet ikke at tale om juveler og sidste skrig inden for mode af enhver afskygning.
Konkurrencen om stillingen er hård
Skulle en eller flere af avisens læsere få mod på at søge stillingen, kan vi oplyse, at konkurrencen om at få betaling for at leve et liv i luksus er benhård.
”Lønnen skal der forhandles om, og den vil blive nedfældet i en fortløbende kontrakt,” siger en talsmand for websiden til den engelske avis The Guardian.
Han oplyser, at selvom stillingen udelukkende har været opslået på websiden og sendt per mail til den lukkede medlemskreds, har man allerede nu fået omkring tusinde ansøgninger.
De dækker et bredt spektrum af stillinger og baggrund. Således er der en Lady og en jarl blandt ansøgerne, for slet ikke at tale om en butler, en kommandør fra den engelske marine, en redaktør af et luksusmagasin, en skønhedsdronning og en fremtrædende politiker.
Her er teksten i et par ansøgninger
Ifølge den engelske avis Daily Mail kommer hovedparten af ansøgningerne fra Storbritannien, og avisen har fået mulighed for at se et par af dem.
Således skriver en af ansøgerne:
”Jeg bor i en stor landejendom og ejer offshore olieboringer, importerer førsteklasses USDA kød fra USA og upastoriseret øl fra Tyskland. Jeg har ejet en flåde af private jets og helikoptere og boet på tophoteller.”
En anden skriver:
”Vi var millionærer og boede i vores eget land, Iran, indtil min far gik fallit, og vi var nødt til at flygte.”
Den er skam god nok
Over for The Guardian understreger talsmanden for websiden VeryFirstTo, at der ikke er tale om en stunt, men at stillingen skam er god nok.
Navner VeryFirstTo dækker det begreb, at websidens medlemmer og kunder skal være de første til at prøve det sidste nye inden for luksus af enhver slags. ( Daily Mail / The Guardian)

